Gå til hovedindhold
Jobbet "Planlægger/ingeniør til koordinering af byudvikling og varmeforsyning" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Varmeforsyningen i København er midt i en spændende udvikling. Nye store byudviklingsområder som fx Nordhavn og Sydhavn kræver nye forsyningsnet, og varmen skal fremover produceres på grønne teknologier som varmepumper og biomasse. Som byens forsyningsselskab inden for varme, indgår HOFOR aktivt i udviklingen af byen, både for at sikre arealer til den fremtidige udbygningen af varmeforsyningen og for at sikre en samfundsøkonomisk optimal udbygning af fjernvarmen.

Som vores nye kollega vil du aktivt følge byudviklingen og infrastrukturplanerne for hovedstaden og indgå i aktiv dialog med Københavns Kommunes planmyndighed og vigtige interessenter om byens udvikling med henblik på at varetage varmeforsyningens interesser. Som led i udbygningen af varmeforsyningen vil du også skulle deltage i arbejdet med at udarbejde og følge op på projektforslag til kommunen efter varmeforsyningsloven.

Dine primære arbejdsopgaver vil omfatte, at du:

  • Deltager i arbejdet med at sikre arealer til nye, decentrale produktionsløsninger som eksempelvis varmepumper
  • Medvirker til at sikre HOFORs eksisterende forsyningsanlæg ved byudvikling
  • Aktivt bidrager med input om varmeforsyning til kommuneplan, lokalplaner mv.
  • Udarbejder projektforslag efter varmeforsyningsloven for bl.a. nye byudviklingsområder
  • Sikrer tæt dialog med kommunens varmemyndighed ift. projektforslag

Du vil desuden indgå i arbejdet med koordinering af projekter på tværs af HOFOR. De mange store og vigtige projekter, særligt i vejene, stiller krav til koordinering af varmeforsyningsprojekterne, både internt med skybrudsprojekter, vandforsyning mv. og eksternt i forhold til kommunens egne større vejprojekter.

Du bliver en del af Netsektionen i Planafdelingen for Fjernvarme, Bygas & Kraftvarme, hvor du får i alt 30 fagligt passionerede kolleger, der samarbejder om planlægning og optimering af hovedstadens samlede fjernvarmesystem. Vi arbejder bl.a. med udvikling af byen, innovative løsninger og CO2-neutral omstilling.

I sektionen får du otte nære kolleger, der tilsammen dækker et stort arbejdsområde inden for byudvikling, lovgivning, samfundsøkonomi, renovering og optimeringer med fjernvarmenettet som omdrejningspunkt. Sektionen har et tæt samarbejde med de tre øvrige sektioner og teams i Planafdelingen, der omfatter Varmeproduktion & -Forbrug, Kraftvarme og Energianalyse.

Du har kompetencer inden for forsyningsområdet, byudvikling og projektforslag
Vi forventer, at du er uddannet planlægger, ingeniør, økonom eller tilsvarende. Du har erfaring med byudvikling, projektforslag efter varmeforsyningsloven samt energiforsyning, og du har erfaring med at arbejde med en politisk ledet organisation.
Du har stærke kompetencer som den koordinerende rolle og trives i en stilling, hvor det er dig der har indblik i og overblik over udviklingen. Du følger proaktivt op med relevante myndigheder og interessenter i forbindelse med større byudviklingssager og sørger for koordinering på tværs af HOFORs forsyninger.
Du arbejder selvstændigt, struktureret og ansvarsbevidst, og sætter pris på det gode samarbejde. Da arbejdet vil foregå på tværs af fagligheder både internt og eksternt, er det vigtigt, at du kan skabe gode relationer til mange forskellige kolleger og nemt kan kommunikere med forskellige faggrupper.
Da koncernsproget i HOFOR er dansk, skal du beherske dansk flydende i skrift og tale.

Bliv en del af en større udvikling
I HOFOR bliver du en del af en fælles vision. Vi skaber bæredygtige byer, og Planafdelingen lægger grundlaget for fremtidens forsyning. Du bliver en del af Danmarks største forsyningsselskab. Vi bygger nyt, renoverer og optimerer hele tiden vores forsyning, så vi kan fortsætte med at levere forsyningsløsninger med høj sikkerhed og kvalitet til den rigtige pris. Vi sætter pris på din faglige stolthed, og du vil bidrage til, at vi fortsat udvikler arbejdsopgaver og processer.

Læs mere om vores vision på hofor.dk/baeredygtige-byer/

Ansøgning og kontakt
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Kim Kanstrup på telefon 2795 2821.

Ansøgningsfristen er den 8. september 2019.

Vi forventer at holde samtaler den 16. og 17. september 2019.

Forventet ansættelse pr. 1. november 2019.

Ansøgninger modtages kun gennem vores online rekrutteringssystem. Klik på ”Ansøg”.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.