Jobbet "Planchef" er udløbet.
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Planchef til Brøndby Kommune

Brøndbys puls er præget af fællesskab, mangfoldighed og en stærk idrætskultur. Vi er en kommune med kant og spændende kontraster med bolig- og erhvervsområder, skove, grønne kiler og Strandparken med havet og indsøerne.

Når vores planlagte byudviklingsprojekter bliver en realitet, spår vi, at Brøndby om fire år er vokset med mere end tusinde borgere fra de godt 35.500, vi er i dag. Det er blandt andet til vores spændende udviklingsprojekter, at vi søger en strategisk, helhedstænkende og visionær chef til Planafdelingen i Teknisk Forvaltning. Du vil blive en vigtig brik for netop udviklingsprojekterne, der venter på at blive realiseret.

Og her er Brøndby unik blandt Københavns forstadskommuner. Ingen andre steder finder du et projekt som Sportsbyen, hvor området omkring Brøndby Stadion er udpeget til regionalt udviklingsområde med fokus på sport, og hvor vi arbejder med planer om at skabe en erhvervsklynge, eventmiljø og meget mere. Ingen andre steder er der et projekt som Brøndby Strand 2030, hvor vi er gået sammen med en række interessenter om den boligsociale indsats, samtidig med at fem af vores ikoniske højhuse bliver revet ned.

Det giver behov for helhedstænkning, når projekterne skal realiseres: Det sker i et tæt samarbejde mellem dine tre stærke teams: Byplan-, Byggesags- og Vejteamet, den øvrige organisation og de mange eksterne interessenter. Derudover er der generelt godt gang i byggeriet i Brøndby, og det har naturligvis indflydelse på byggesagsområdet, hvor der er fokus på høj kvalitet i byggeriet og på vejteamets arbejde, hvor der er fokus på at forbedre de trafikale forhold og sikkerheden for trafikanterne i Brøndby.

Kan du se dig selv jobbet, og har du lyst til og mod på at give dig i kast med de spændende og vigtige opgaver? Så er stillingen som Planchef sikkert noget for dig.

Flere andre spændende projekter er allerede på tegnebrættet, og dem skal du også drible videre med sammen med det hold af dygtige medarbejdere, som du bliver chef for. I skal sammen medvirke til at få Letbanen ud at køre sin første tur, omdanne erhvervsområdet Kirkebjerg til en ny, stor boligbydel og være med til at realisere Kommuneplan 2018-2022 og meget mere.

Planområdet står højt på den politiske dagsorden. Derfor har du en helt central rolle - i tæt samarbejde med den tekniske direktør - når det gælder rådgivning af kommunens politiske ledelse.

Vi forventer, at du:

  • er primus motor i den overordnede planlægning og udvikling af Brøndby og sikrer konstant fokus på vækst og merværdi, samtidig med at du har fokus på detaljen
  • er et fagligt fyrtårn, som kan give både faglig og processuel sparring til dine medarbejdere og lederkollegaer
  • er god til at skabe netværk og har solid erfaring med interessevaretagelse, så du kan skabe forståelse for kommunens mål og visioner hos eksterne aktører som investorer, erhvervslivet og borgergrupper
  • kan mestre udarbejdelsen af strategier og politikker
  • har en god portion forståelse for politiske processer og kan medvirke til at sætte dagsorden i forhold til kommunens samarbejdspartnere
  • har god økonomisk forståelse for både udviklings-, anlægs- og driftsopgaver
  • kan få det bedste frem i hver enkelt af dine medarbejdere og har erfaring og talent for ledelse som personaleleder og/eller projektleder

Vi forventer, at du har en stærk faglighed med solid erfaring fra det tekniske område og med forskellige planlægningsformer. Du har tidligere ledelsesmæssig erfaring fra en kommune eller anden politisk styret organisation og er fx arkitekt, geograf, cand.techn.soc. eller ingeniør.

Som Planchef arbejder du tæt sammen med en lang række interne og eksterne samarbejdspartnere og interessenter som borgergrupper og foreninger, erhvervsliv, developere og investorer. Vi arbejder på at styrke helhedstænkningen og samarbejdet både internt i organisationen og eksternt med vores mange samarbejdspartnere. Samarbejdet skal yderligere styrkes i de kommende år. Vi er optagede af "Kommune 3.0"-tænkningen, der blandt andet handler om samskabelse og styrkelse af den enkeltes formåen og håndtering af hverdagen.

Du indgår i forvaltningens ledergruppe sammen med direktøren og tre andre afdelingschefer. Det endelige snit mellem afdelingerne vil blive afklaret, når vi kender dine kompetencer.

Vil du vide mere?
Læs mere i job- og personprofilen.

Du kan læse Brøndby Kommunes ledelsesgrundlag og om Teknisk Forvaltning og jobbet som Planchef på www.brondby.dk.

Du er velkommen til at kontakte direktør Casper Toftholm på mail: casto@brondby.dk eller tlf.: 2260 2017.

Ansøgning og tiltrædelse
Ansøgningsfrist: 18. marts 2018.

Vi forventer at holde første samtalerunde i uge 14 samt anden samtalerunde i uge 16. Kandidater, der går videre til anden samtalerunde, skal afsætte tid til at udfylde og få tilbagemelding på en personlighedsprofil mellem de to samtalerunder.

Tiltrædelse: 1. juni 2018.

Du søger stillingen via "Ansøg" linket

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder