Jobbet "Passwordspecialist" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Passwordspecialist til Forsvarets Efterretningstjeneste

Har du en kreativ tilgang til password recovery? Til vores indhentningssektor søger vi en datalog, ingeniør, datamatiker, matematiker eller autodidakt IT-specialist, der vil indgå i et team af højt specialiserede medarbejdere.  
 
Du får udfordringer og plads til at udvikle dig 
Din arbejdsopgave vil primært være at udvikle password-modeller med henblik på at øge succesraten, men jobbet kræver også, at du er i stand til at udvikle løsninger, der kan bruges i det daglige arbejde.  
 
Du kommer til at indgå i indhentningssektoren, der arbejder med indhentning af de informationer, som danner grundlaget for vores evne til at varsle om og imødegå trusler imod Danmark og danskere. Dit arbejde vil foregå i et spændende og fagligt miljø, og du vil arbejde sammen med andre højt specialiserede kolleger inden for kryptologi, reversing og HPC programmering i den tekniske del af organisationen.  
 
Tonen er uformel, og vi har en flad organisation, hvor det ikke er din anciennitet, men kvaliteten i dine ideer, der afgør, om de bliver afprøvet. For at opretholde vores ekspertise, er der muligt at deltage på relevante kurser og konferencer, for således at være med på de udfordringer den teknologiske udvikling giver. 
 
Som et led i jobbet kan der være kontakt til erhvervsliv og forskningsinstitutioner herhjemme, og der vil ind i mellem også være rejser til udlandet. 
 
Du og din baggrund er vigtig 
Du elsker at bruge din faglighed og teori til at se nye sammenhænge i data. Du er selvdrevet og arbejder for resultatets skyld og gør, hvad der er nødvendigt for at få realiseret dine idéer, som du følger helt til dørs. 
 
Du har en kreativ og faglig tilgang til modeludvikling, hvilket er nødvendigt for at udtrykke dine idéer, men går ikke af vejen for simple løsninger, der til tider slår teorien i praksis. I din opsøgende og nysgerrige tilgang til arbejdet ser du steder med udviklingspotentiale, men har en nøje vurdering af, hvor ressourcerne er brugt bedst. 
 
Du har altid mod på at udveksle idéer med dine kolleger og er åben over for at vurdere andres skæve indfald. Du har mod på at arbejde på tværs af tjenesten for at få det bedste grundlag til at udføre dit arbejde. 
 
Du skal have gode programmeringsfærdigheder inden for f.eks. C/C++ eller Python. Endvidere kræver stillingen en god forståelse for algoritmer og kompleksitet.

Derudover skal du være fortrolig med arbejde inden for flere af følgende fagområder: 

  • Password recovery 
  • Markov kæder 
  • Statistisk basisviden 
  • Sandsynlighedsteori 
  • Machine learning 
  • HPC programmering 
  • Kryptologi 

Din nye arbejdsplads  
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) arbejder for at beskytte Danmark og det danske demokrati. Vi opnår vores viden gennem målrettet efterretningsarbejde, og bruger den til at vurdere, bekæmpe og rådgive om aktuelle og fremtidige trusler. Det gør vi ved at indhente og analysere oplysninger om forhold i udlandet, som har betydning for Danmark og danske interesser. 
 
FE er både Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste, Danmarks militære sikkerhedstjeneste og den nationale it-sikkerhedsmyndighed, der sikrer et stærkt cyberforsvar. 
 
Vi stræber efter at omsætte vores viden til effekt. Vores målsætning er at være en af de mest dynamiske og operativt fokuserede vestlige tjenester af sin art. Vores viden gør og skal gøre en forskel for Danmark og danske interesser. 
 
Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer 
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.  
 
Som ansat i FE er du omfattet af nogle  særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.   
 
Sådan søger du stillingen 

Du skal sende din ansøgning og CV eller LinkedIn-profil, så vi har det senest den 3. oktober 2018. 
 
Ansøgere må forvente at gennemføre en personligheds- og en faglig test i forbindelse med ansættelsesforløbet.
 
Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen. 
 
Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 3332 5566, lokal 2213, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger. 
 
Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores ”Beretning” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål. 
 
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.