Jobbet "Overvågningsspecialist til Elkontrolcenteret" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Er du en dygtig overvågningsspecialist og kommende koblingsleder for Radius elnet? Vil du indgå i et team, hvor nøgleordene er personsikkerhed, anlægssikkerhed, leveringssikkerhed, kunder og kommunikation?

Så har vi brug for dig som overvågningsspecialist i Elkontrolcenteret, som bl.a. er ansvarlig for at sikre, at vores elnet på alle spændingsniveauer fra 400 V til og med 50 kV er overvåget døgnet rundt. Vi træffer beslutninger om de nødvendige driftsmæssige dispositioner i elnettet - både i det daglige arbejde og ved driftsmæssige forstyrrelser. Du indgår i et team med 19 kollegaer, der overvåger elnettet 24 timer i døgnet alle årets dage, og i en vagtordning i et meget engageret team, der selv fordeler opgaver og vagter mellem sig.

Dine arbejdsopgaver er at

  • varetage koblingsledelsen i højspændingsnettet og foretage den daglige afbrydelsesplanlægning i forbindelse med drifts- og anlægsaktiviteter i elnettet
  • varetage overvågningsfunktion af 400V-lavspændingsnettet gennem kommunikation med kunder, teknikere og arbejdsledere samt sikre igangsætning af vedligeholdelsesarbejder og fejludbedring efter driftsforstyrrelser
  • sikre den nødvendige kommunikation i organisationen, når der opstår driftsforstyrrelser
  • foretage driftsmæssige rettelser af netkonfigurationer i kontrol- og overvågningssystemet
  • gennemskue IT-systemmæssige problematikker og handle på dem.

Derudover vil du skulle håndtere kommunikation med interne såvel som eksterne kunder i forbindelse med strømafbrydelser. Du vil også skulle indgå i tværorganisatoriske projekter, som relaterer sig til Elkontrolcenterets funktion.

Dine kompetencer omfatter, at du

  • er uddannet maskinmester eller el-installatør og har interesse for overvågning og drift af el-anlæg
  • har en naturlig interesse for IT - lige fra MS Office til SCADA-systemer til kontrol og overvågning af elnet. Du er nysgerrig og brænder for at vide mere om systemerne, når de ikke reagerer som forventet
  • motiveres af at indgå i et intenst og dynamisk miljø, hvor faglig dygtighed og samarbejde står højt på dagsordenen
  • kan holde hovedet koldt, når tingene går stærkt, og formår at bevare overblikket, selvom du har flere opgaver i gang på samme tid
  • har naturligt flair for den styrende rolle som koblingsleder, når du i samarbejde med kollegaer og entreprenører disponerer og udfører koblinger i nettet.

Du har desuden situationsfornemmelse og en respektfuld tilgang til dine kollegaer samt en anerkendende og professionel tilgang til kunder og kundekontakt. Du er positiv og udadvendt, du arbejder resultatorienteret og systematisk, og du har stor personlig integritet og gennemslagskraft i din kommunikation. Du evner at skabe tillid om din person, men vigtigst af alt synes du, det er spændende at arbejde med vores elnet.

Vil du være med til at sikre en stabil elforsyning til 1 million kunder og skabe forsyningsløsninger, der opfylder fremtidens behov og grønne ambitioner?
Så send din ansøgning til os så hurtigt som muligt og senest den 30. november 2019, da vi løbende indkalder til samtaler.

Du er velkommen til at kontakte Jacob Bo Johansen Dindler, afdelingsleder, på telefon 9955 4916, hvis du vil vide mere om stillingen.

Om at arbejde for Radius Elnet
Du bliver ansat i Ørsted, men skal arbejde for Radius Elnet. Radius er Danmarks største elnetselskab og er ejet af Ørsted. Radius driver det elnet, som forsyner 1 million hjem og virksomheder i Københavnsområdet, Nordsjælland og dele af Midtsjælland med energi.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder