Gå til hovedindhold
Jobbet "Økonom eller ingeniør til at sikre klimavenlig fjernvarme" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Vil du bidrage til, at Københavns borgere får klimavenlig, billig og effektiv fjernvarme?

Som vores nye økonom eller ingeniør bliver du en del af planafdelingen for Fjernvarme, Bygas & Kraftvarme, hvor du får 30 fagligt passionerede kolleger. I fællesskab sikrer vi en grøn varmeforsyning af høj kvalitet og til den rigtige pris til vores fjernvarmekunder - også på lang sigt.

Vi arbejder sammen om at optimere Københavns samlede fjernvarmesystem. Vi inkluderer nye teknologier, effektive løsninger og nye muligheder. Vi sikrer fremtidens klimavenlige løsninger. Du bliver en del af en sektion med ti specialister, der sammen dækker et stort arbejdsområde om varmeproduktion og varmeforbrug.

Sektionen, som er en del af en den samlede planlægningsafdeling, har et tæt samarbejde med de tre øvrige sektioner og teams i afdelingen, der omfatter varmenettet, kraftværk og energianalyser. Du bliver del af den gruppe i sektionen, som arbejder med varmeaftaler.

Da varmesektoren er under store forandringer i disse år, både regulatorisk og teknologisk, arbejder vi med at indpasse nye teknologier i fjernvarmesystemet, blandt andet varmepumper, overskudsvarme, varmelagre, decentrale producenter og geotermisk varme. Vi har også fokus på varmeforbruget og på at optimere samspillet med forbrugerne, så det bidrager til effektiv og CO2-neutral fjernvarmeforsyning.

Du vil håndtere køb af fjernvarme fra de store aktører og i stigende omfang fra lokale overskudsvarmeproducenter. Det kræver overblik over stor varmemængde og en stor økonomi. Du vil dertil skulle indgå nye varmekøbsaftaler, opdatere eksisterende aftaler, sikre at der afregnes korrekt for varmen og at udgifter på værkerne deles mellem selskaber i henhold til aftalerne. Udvikling af en ny prissætning, der i højere omfang understøtter klimavenlig fjernvarmeproduktion, vil også blive en del af arbejdet.

Dine primære arbejdsopgaver vil være:

  • Sikre billig og effektiv varmeproduktion og varmekøb til HOFOR Fjernvarme
  • Forhandle og indgå varmeaftaler for kraftvarmeanlæg, varmekedler og andre varmeproducerende enheder
  • Økonomiske analyser af forskellige varmeaftaletyper
  • Udvikle forretningsmodeller og kontraktmodeller for nye typer varmeproducenter i fjernvarmesystemet, f.eks. overskudsvarmeproducenter
  • Sikre korrekt betaling for de indkøbte varmemængder i overensstemmelse med varmeaftalerne i samarbejde med HOFORs økonomiafdeling
  • Deltage i analysearbejde i Varmelast (www.varmelast.dk), som optimerer varmemarkedet i hovedstadsområdet
  • Have løbende dialog med varmeselskaber og varmeproducenter om kontraktforhold og principper for varmemarkedet
  • Du har kompetencer inden for energiproduktion, fjernvarme og varmeaftaler

Vi forventer, at du er uddannet økonom, ingeniør eller tilsvarende. Hvis du har kompetencer inden for energiproduktion, fjernvarme og/eller varmeaftaler, vil det være en fordel.

Det er også en fordel, hvis du har kendskab til hovedstadsområdets fjernvarmesystem, de forskellige aktører og varmemarkedet. Ellers vil du blive oplært i det.

Kendskab til de lovgivningsmæssige rammer på energiområdet vil også være en fordel, særligt reguleringen på varmeområdet, og herunder i særlig grad varmeforsyningsloven.

Jobbet kræver, at du selvstændigt kan lede og deltage i projekter og forhandlinger, sætte dig ind i gældende og nye varmeaftaler samt udarbejde analyser og beslutningsnotater.

Du er grundig og ansvarsbevidst og sætter pris på det gode samarbejde. Du er i stand til at følge de projekter og opgaver, du har ansvaret for, til dørs. Da planlægningsafdelingen arbejder på tværs af fagligheder både internt og eksternt, er det vigtigt, at du kan skabe gode relationer til mange forskellige kolleger og kan kommunikere svære problemstillinger til andre faggrupper.

Da koncernsproget i HOFOR er dansk, skal du beherske dansk flydende i skrift og tale.

Bliv en del af en større udvikling
I HOFOR bliver du en del af en fælles vision. Vi skaber bæredygtige byer og planafdelingen lægger grundlaget for fremtidens forsyning. Du bliver en del af Danmarks største forsyningsselskab. Vi bygger nyt, renoverer og optimerer hele tiden vores forsyning, så vi kan fortsætte med at levere forsyningsløsninger med høj sikkerhed og kvalitet til den rigtige pris. Vi sætter pris på din faglige stolthed, og du vil bidrage til, at vi fortsat udvikler arbejdsopgaver og processer.

Læs mere om vores vision her 

Ansøgning og kontakt
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Thomas Engberg Pedersen på telefon 2795 4406.

Ansøgningsfristen er den 15. august 2019.

Vi forventer at holde samtaler den 21. august 2019.

Forventet ansættelse pr. 1. oktober 2019.

Ansøgninger modtages kun gennem vores online rekrutteringssystem. Klik på ”Ansøg”.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder