Gå til hovedindhold

Nyuddannede ingeniører til Banedanmarks graduateprogram inden for fagområderne Risikoledelse og BIM i Anlæg

Er du nyuddannet ingeniør, eller afslutter du snart din ingeniøruddannelse? Og interesserer du dig for jernbanedrift, risikoledelse og BIM?

I sommeren 2019 ansætter vi et nyt hold ingeniører i vores 1-årige graduateforløb. Som graduate bliver du en del af vores stærke, ingeniørfaglige miljø med rig mulighed for at opbygge et solidt netværk blandt de dygtigste eksperter i jernbanebranchen. Du får chancen for at deltage i spændende projekter og løse udfordrende tværgående opgaver.

Kompleksiteten i dine opgaver og ansvarsområder stiger løbende, så du hele tiden bliver udfordret på din faglige kunnen. Sideløbende deltager du i en række interne jernbanefaglige kurser og har mulighed for at deltage i eksterne specialist eller kandidatkurser.

Graduateforløbet er 1-årigt og starter 16. september 2019. Arbejdssted vil være København. Du vil først blive tilknyttet sektionen for BIM/CAD, hvor du vil have mulighed for at opbygge en omfattende faglig viden inden for fagområdet BIM. Du vil i det andet halve år blive tilknyttet Anlægsstaben for Risikoledelse & Jernbanesikkerhed, hvor dine nyerhvervede BIM kundskaber sættes i sammenhæng med håndtering af projektrisici. Desuden bliver du tilknyttet faste graduate-værter, der følger dig hele vejen igennem forløbet.

Vi udvikler og specialiserer dig
I takt med din egen udvikling på graduateprogrammet, får du mulighed for at være en del af udviklingen af spændende strategiske initiativer i Anlægsdivisionen. Vi er bl.a. i fuld gang med at implementere både BIM og Risikoledelse, og ser store muligheder i kombinationen, som du vil specialisere dig i. I sektionen BIM/CAD samarbejdes tæt med Vejdirektoratet under navnet BIM Infra.dk, og du kommer til at være med til at opdatere vores tilgang til brug af information i anlæggets livscyklus - fra projektering til anlæg og drift & vedligehold.

Du kommer i din turnusperiode til at arbejde sammen med CAD-koordinatorer om at sikre, at pilotprojekterne udføres på den mest optimale og tidssvarende måde ved brug af 3D teknologi og intelligente data beskrevet i Banedanmarks CAD manual. For koblingen til risikoledelse kommer du til at arbejde sammen med vores risk managers om udrulning af vores koncept for risikoledelse på vores mange anlægs- og fornyelsesprojekter. Her vil du primært opnå indsigt indenfor styring af projektrisici, samt være med til at udvikle visualisering og risikoidentifikation ved brug af BIM i Anlægsdivisionen.

Nyuddannet ingeniør og fuld af gå-på-mod
Du er nyuddannet ingeniør eller afslutter din ingeniøruddannelse inden d. 1.9.2019. Du skal f.eks. have faglig retning indenfor bygning, byggeteknologi, konstruktion eller lignende. Du behøver ikke at have jernbaneerfaring. Det vigtigste for os er, at du har en stor interesse for feltet, og at du aktivt gør dig tanker om, hvad du ønsker at få ud af dit forløb.

Du har drive og gå-på-mod, og er ikke bange for ret hurtigt at få selvstændigt ansvar for dine opgaver. Din indlæringskurve bliver stejl, hvilket motiverer dig. Derudover er det vigtigt, at du er grundig og systematisk, men også kan overskue flere problemstillinger samtidigt.

Karrieremuligheder i Banedanmark
Når du er færdig med graduateprogrammet kan du f.eks. søge stillinger som BIM/CAD koordinator eller Risk Manager, men der kan også være andre karrieremuligheder. Bemærk dog, at vi ikke kan garantere fastansættelse efter endt forløb.

Løn
Du ansættes i forhold til AC-overenskomsten, og lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer.

Ansøgning og kontakt
Vil du vide mere, om jobbet som graduate i BIM og Risikoledelse, så kontakt Sektionschef BIM/CAD Gita Mohshizadeh eller Fagkoordinator Risikoledelse Rasmus Starup Mejsner. For at søge stillingen klikker du på linket ”Ansøg” og følger instruktionerne.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder