Kom med om bord og vær med til at sætte rammerne for en ny afdeling, der skal sikre et professionelt fagmiljø til samarbejdet med myndigheder og kunder samt skabe bro til selskabets egen projekt- og driftsorganisation.  Hvis du er en motiverende og samarbejdsorienteret leder med et solidt fagligt fundament, der brænder for at opbygge og tænke nyt, er du måske vores nye leder for afdelingen Optimering og Support. Din nye arbejdsplads bliver på vores kontor i Ballerup.

Du videreudvikler et professionelt fagmiljø

Du får ansvaret for afdelingen Optimering og Support, der i dag består af 11 medarbejdere med høj faglighed og stor lyst til samarbejde. Da afdelingen er nyetableret, må du forvente at skulle rekruttere nye medarbejdere til afdelingen indenfor kort tid.

Afdelingen har ansvaret for tre hovedområder: Naboret, teknisk dokumentation og ISO-certificering. I naboret-gruppen sikres, at de nødvendige myndighedstilladelser til anlæg på land foreligger ved frivillig aftale eller ekspropriation, så anlægsprojekterne kan gennemføres, og de fremtidige rettigheder omkring anlæggene er på plads. Dette indebærer stor kontakt til de lodsejere, som berøres af ledningsnettet, ligesom ansvaret for henvendelser vedrørende ledningsnettet ligger i afdelingen. Derudover udarbejdes teknisk dokumentation for samtlige anlæg. Den omfattende dokumentation er en forudsætning for en effektiv og sikker drift, hvorfor der også er et stort fokus på vedligeholdelse af dokumentationen. Endelig skal afdelingen sammen med driftsafdelingen og selskabets største kunde gennemføre en ISO-certificering, som bidrager til en professionalisering og optimering af driften. Certificeringen skal efterfølgende ajourføres sammen med de øvrige nødvendige ledelsesværktøjer.

Jobbet som afdelingsleder for Optimering og Support kræver, at du har et fagligt fundament, måske ikke indenfor alle de tre nævnte områder, men som gør dig i stand til at indgå i faglige drøftelser med dine medarbejdere og støtte dem til selvstændigt at løfte opgaverne og håndtere svære situationer. Du får mulighed for at udvikle din faglighed, og du vil komme i vanskelige forhandlinger, hvor der er behov for din erfaring og evne til at finde løsninger på modsatrettede interesser.

Du kan se frem til at blive en del af et velfungerende og dynamisk lederteam bestående af i alt fem ledere i selskabet Teknik og Anlæg med i alt ca. 75 medarbejdere. Teknik og Anlæg bygger og driver anlæg for naturgas og biogas og bidrager mere og mere til den grønne omstilling i takt med, at stadig større mængder grøn gas tilføres nettet.

Empatisk og erfaren leder der kan arbejde bredt med forståelse for det tværorganisatoriske

Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund som fx landinspektør, ingeniør eller tilsvarende. Du har nogle års erfaring med ledelse og har ideelt også erfaring med certificering, ledelsesværktøjer, naboret og teknisk dokumentation. På grund af det brede interne og eksterne samarbejde er det vigtigt, at du har en god situationsfornemmelse og er vant til at indgå i forhandlingssituationer - ligesom det er et krav, at du behersker dansk på højt niveau i skrift og tale.  

Som leder forstår du at motivere og skabe engagement og fælles mål for dine medarbejdere – og du tør give slip og vise tillid til dine medarbejdere. Fokus på tværgående samarbejde er naturligt for dig, og i kraft af din naturlige autoritet og integritet sætter du tydelig retning og ambitioner for afdelingen, samtidig med at du evner at udvikle fagmiljøer. Som en del af ledergruppen bidrager du med initiativ og sparring. På det personlige plan er du imødekommende og trives godt med en uformel omgangstone.

Ansøgning og kontakt

Send din ansøgning med cv og andre relevante bilag via ansøgningslinket, så vi har den senest 31. juli 2020. Vi forventer at holde første samtaler d. 11. august og anden samtale 18. august. Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte adm. direktør Peter Hodal på telefon 23 33 87 00. Du kan læse mere om vores virksomhed på www.energinet.dk.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.