Jobbet "Miljøsagsbehandler til team jord- og grundvand" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Miljøsektionen søger en dygtig kollega, som brænder for at arbejde med forureningssager indenfor Forsvarsministeriets område (Forsvaret, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet mv.).

Om os
Miljøsektionen varetager Forsvarsministeriets koncernfælles myndighedsopgaver på miljøområdet, både i Danmark, Grønland og på Færøerne samt på eventuelle baser i udlandet, men fra en fast arbejdsplads i Hjørring.

Miljøsektionens opgaver omfatter bl.a. indhentning af myndighedsgodkendelser og tilladelser på miljøområdet samt gennemførelse af miljøundersøgelser og afværgetiltag. Miljøsektionen rådgiver vedrørende miljøforhold internt i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse samt indenfor resten af Forsvarsministeriets område (Forsvarskommandoen, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet mv.) Miljøsektionen er en dynamisk sektion med 20 medarbejdere med forskellige faglige baggrunde. Miljøsektionen er inddelt i 3 faglige teams, hvor du vil blive tilknyttet Team Jord og grundvand.

Team Jord og grundvand iværksætter bl.a. udførelse af forureningsundersøgelser, moniteringer og afværgetiltag, samt udarbejdelse af miljøhistoriske redegørelser og indsatsplaner til grundvandsbeskyttelse. Team Jord og grundvand er endvidere ansvarlige for kortlægning af potentielt forurenede arealer på vidensniveau 1.

Team Jord og grundvand består af en faglig leder og 6 sagsbehandlere. Der er gode muligheder for faglig sparring både internt i teamet, samt med de øvrige medarbejdere ved Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Miljøsektionen har endvidere en bred berøringsflade med Forsvarsministeriets øvrige styrelser og danske myndigheder, øvrige NATO lande samt eksterne samarbejdspartnere særligt fra de nordiske og baltiske lande, hvorved der er gode muligheder for faglig sparring og udvikling.

Om stillingen
Vi tilbyder et udfordrende og alsidigt job, hvor du, i samarbejde med dine kollegaer, vil spille en vigtig rolle i arbejdet med at håndtere Forsvarsministeriets mangeartede problemstillinger indenfor jord- og grundvandsforureninger.

Som vores nye kollega i teamet vil dine væsentligste arbejdsopgaver være at:

  • Varetage selvstændig sagsbehandling og koordinere udarbejdelse af miljøhistoriske redegørelser, indsatsplaner til beskyttelse af grundvand, monitering af grundvandsforureninger samt gennemførelse af forureningsundersøgelser, afværgeforanstaltninger og akutte oprydninger.
  • Varetage rådgivning vedrørende jord- og grundvandsforureninger internt i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse samt indenfor resten af Forsvarsministeriets område.
  • Varetage rutinemæssig kontakt og bidrage til forhandling med regioner og kommuner på miljøområdet.
  • Varetage udbud af forureningsundersøgelser og afværgeforanstaltninger mv.

Alt efter kvalifikationer og erfaring kan det komme på tale at varetage tilsyn og sagsbehandling af forureningsundersøgelser, afværgeforanstaltninger og akutte oprydninger mv. i Arktis.

Du skal påregne en del rejseaktivitet indenfor landets grænser (ca. 30 dage) og i mindre grad til udlandet, herunder rejser til Grønland, Færøerne og hvor Forsvarsministeriet i øvrigt har lejre. Du skal have gyldigt førerbevis til kat. B. Arbejdssproget er dansk.

Om dig
Du har en relevant naturvidenskabelig uddannelse f.eks. civilingeniør, geolog eller lignende.

Du ønsker at bidrage aktivt til en professionel håndtering af Forsvarsministeriets mangeartede problemstillinger på miljøområdet.

Det forventes, at du har erfaring med flere af de arbejdsopgaver stillingen omfatter og at du er en stærk generalist på fagområdet vedrørende forurenet jord og grundvand med en solid teoretisk og praktisk baggrund. Det er en fordel, hvis du kan dokumentere erfaring med feltarbejde (boretilsyn og prøvetagning).

Vi forventer, at du er fleksibel, udadvendt og har gode samarbejdsevner. Du skal kunne arbejde selvstændigt og være god til at formulere dig i både skrift og tale. Ved løsning af opgaverne skal du kunne agere og finde helhedsorienterede løsninger i et krydsfelt af forskellige interesser. Du skal selv kunne tilrettelægge og prioritere indsatserne i en travl hverdag. Derudover skal du have en god forståelse for helheden - herunder de brugere, som vi hver dag servicerer.

En stor del af opgaverne løses med bidrag fra eksterne rådgivere via rammeaftaler, så det er væsentligt, at du er vant til at koordinere samarbejdet med rådgiverne og en fordel, hvis du har erfaring med udarbejdelse af udbudsmateriale.

Ansættelsesvilkår
Du ansættes og aflønnes efter relevant gældende overenskomst.

Som akademiker vil du blive ansat og aflønnet efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Forsvarsministeriet og Akademikere i Staten. Der vil i forbindelse med en ansættelse være mulighed for forhandling af tillæg, der modsvarer dine kvalifikationer. Der er til stillingen tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal blandt andet kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingerne er du velkommen til at kontakte chefen for Miljøsektionen Mette Marie Mygind på telefon 41 96 42 27 eller via mail: fes-chmil@mil.dk eller faglig leder af Team Jord og grundvand Maren Kann Hostrup på telefon 22 67 98 33 eller via mail: fesmil20@mil.dk.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Anders Erik Filtenborg på telefon 72 81 91 78.

Stillingerne er til besættelse snarest muligt og senest 1. januar 2021.
Ansøgningsfristen er den 19. oktober 2020 og vi forventer at afholde samtaler den 26. og 27. oktober 2020.

Hvis du er interesseret, så søg stillingen via linket, hvor du kan oploade din ansøgning, CV og andre relevante dokumenter. Er du allerede ansat i fx. Forsvaret, er du meget velkommen til at medsende seneste tjeneste bedømmelse.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.