Jobbet "Medarbejder til Trafikcentret" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Kan du omsætte forretningsmæssige behov til operative tiltag?
 
Og har du også erfaring fra en vagtcentral? Så er du måske vores kommende kollega til en nyoprettet stilling i Vejdirektoratets Trafikcenter, hvor samarbejde på tværs, kontraktstyring og kvalitetsopfølgning vil fylde din arbejdsdag.

 
Vi søger en samarbejdsbevidst og selvstændig medarbejder, der har kendskab til arbejdet i en vagtcentral og med sin erfaring kan omsætte forretningsmæssige behov til operative opgaver i Trafikcentret. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med dialogbaseret tilgang til samarbejde, med at forventningsafstemme på tværs af fagområder samt erfaring med kontraktstyring, der kan understøtte en sikker drift.
 
Vi tilbyder:
Du bliver en del af Trafikcenterafdelingen, hvor vores Trafikcenter døgnet rundt overvåger trafikken, griber ind, når der sker noget akut, og informerer trafikanterne. I samarbejde med bl.a. trafikanter, kommuner og politi arbejder vi på at indhente information om, hvad der sker på vejene og hvordan det vil påvirke trafikken.
 
Trafikcentrets 24/7-vagtbemanding (ca. 35 personer) er udliciteret til en tjenesteyder, og i april 2019 træder en ny aftale i kraft. Indfasningen af den nye aftale begynder ved årsskiftet 2018/19, hvor du sammen med Trafikcentrets operationelle koordinator vil blive en aktiv deltager i implementeringen af samarbejdet omkring den nye aftale for at sikre, at den kommer godt fra start. Efterfølgende vil du dagligt tage del i kontraktstyringen og forestå dialogen med tjenesteyderen for at sikre et kvalitetsorienteret samarbejde om opgaveudførelsen i Trafikcentret bl.a. ved opfølgning på KPIer og audits.
 
Trafikcentret løser en række operative opgaver for resten af Vejdirektoratet. Du vil få til at opgave at sætte dig ind i andres faglighed for at forstå deres behov og for at bygge bro mellem forskellige fagområder og den operative udførelse af arbejdsopgaverne i Trafikcentret. Der sker hele tiden justeringer i forhold til eksisterende arbejdsopgaver, og disse skal afstemmes og koordineres på tværs af fagområder, it og arbejdsprocedurer.
 
Endvidere kommer der løbende nye forretningsmæssige behov, som du skal sikre bliver bestilt og håndteret korrekt af tjenesteyderen samtidig med at faglighederne i Vejdirektoratet får den opgaveløsning, de har behov for. Her er der brug for dialog og samarbejde med fokus på formålet.
 
Du bliver en del af en afdeling med dygtige og engagerede kollegaer. Vi har et bredt og stærkt fagligt miljø med tætte bånd til resten af Vejdirektoratet. Vi har en uformel og åben måde at arbejde sammen på og synes det skal være sjovt at gå på arbejde.
 
Din profil:
Vi forventer, at du har en relevant videregående uddannelse minimum på bachelorniveau. Du har nogle års erfaring fra et operativt miljø eksempelvis en vagtcentral og du kan omsætte faglige behov til operativ drift. Derudover er det en klar fordel, hvis du har erfaring med kontraktstyring. Endelig ser vi gerne, at du har erfaring med opfølgning på og videreudvikling af kvalitet i opgaveløsningen samt forståelse for trafik og it. Vi lægger vægt på, at du har gode kommunikations- og samarbejdsevner, kan arbejde selvstændigt, er god til at holde overblik og følge op, er initiativrig samt resultatorienteret, men også kan tænke analytisk, når dette kræves.
 
Du skal selvstændigt kunne drive opgaver og udvikling af opgaveløsningen, og du skal kunne indgå som projektmedarbejder i andres projekter. Da opgaver med at understøtte stabilitet i drift bliver en vigtig del af din dagligdag, skal det have din interesse.
 
Dine løn- og ansættelsesvilkår:
Du får løn efter overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg afhængig af dine kvalifikationer.
 
Dit ansættelsesområde vil være Transport-, Bygnings- og Boligministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner. Tjenestested er Trafiktårnet på Carsten Niebuhrs Gade 49, 1577 København.
 
Vejdirektoratet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
 
Forventet ansættelse er pr. 1. oktober eller 1. november 2018.
 
Læs mere:
Vil du vide mere om Vejdirektoratet, og hvad det vil sige at arbejde hos os kan du læse mere om vores opgaver og medarbejdere på www.vejdirektoratet.dk.
 
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Stine Bendsen på telefon 7244 3030 / 2126 2425 eller Chefkonsulent Jacob Langebæk Hegner på telefon 7244 3415 / 2270 3415.
 
Er du interesseret?
Send din ansøgning senest søndag den 12. august 2018. Vi forventer at afholde samtaler den 16. og 17. august.
 
Søg stillingen ved at trykke på linket ”Ansøg”. Vedhæft ansøgning, cv, eksamenspapirer og andre relevante dokumenter.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder