Jobbet "Medarbejder til nukleart beredskab" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Har du interesse for det nukleare område, og har du lyst til at arbejde i et ekspertberedskab hvor fagligheden er i centrum? Så er du måske vores kommende kollega? Beredskabsstyrelsens Nukleart Beredskab søger en samfunds- eller naturvidenskabelig medarbejder til bl.a. at arbejde med at sikre den fredelige udnyttelse af nukleart materiale i Grønland (sikkerhedskontrol).

Om os
Nukleart Beredskab er et af Beredskabsstyrelsens ekspertberedskaber. Vi varetager Danmarks og Grønlands nukleare beredskab og en række opgaver angående nuklear sikkerhed (anlægssikkerhed), fysisk beskyttelse (beskyttelse af nukleart materiale og nukleare anlæg) samt kontrol med den fredelige udnyttelse af nukleart materiale i Grønland (sikkerhedskontrol).

Arbejdet i Nukleart Beredskab er præget af et højt fagligt niveau, og du skal være indstillet på at bidrage til løsningen af både myndigheds- og beredskabsmæssige opgaver.

Om stillingen
Du vil få en vigtig rolle, hvor du i samarbejde med kontorets øvrige medarbejdere løser opgaver inden for bl.a. sikkerhedskontrol og tilsynsopgaver i øvrigt. Dine nærmere arbejdsopgaver fastlægges under hensyntagen til dine kvalifikationer, men du kommer bl.a. til at arbejde med at:

  • fortolke eksisterende nationale og internationale regler om sikkerhedskontrol med nukleart materiale,
  • videreudvikle et kontrol- og tilsynssystem for kontrol med den fredelige udnyttelse af nukleart materiale - særligt i relation til uranudvinding,
  • udarbejde vejledninger og fastsætte krav til operatører samt føre tilsyn i forhold til sikkerhedskontrol,
  • sagsbehandle sikringsplaner for bl.a. transporter af nukleart materiale,
  • indgå i kriseorganisationen i forbindelser med nukleare hændelser.

Opgaverne løses i et aktivt samarbejde med en række andre myndigheder og aktører, både nationalt og internationalt. 

Om dig
Du har en samfunds- eller naturvidenskabelig uddannelse på kandidatniveau.

Desuden er du resultatsøgende, god til at samarbejde tværfagligt og evner at sætte dig ind i og formidle teknisk vanskeligt stof.

Derudover er det en fordel, hvis du har erfaring med tilsyns- eller sagsbehandlingsopgaver i en myndighed, herunder evt. internationalt samarbejde.

Du har kendskab til eller interesse for nukleare materialer samt blik for de bredere sikkerhedspolitiske spørgsmål, særligt i relation til Arktis.

Du har lyst og vilje til at indgå i et operativt beredskab, herunder deltage i øvelser, rejser o.lign., hvilket vil stille krav til din fleksibilitet. 

Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat og aflønnet efter den gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikere i staten. Til ansættelsen er der tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 17,1%. Der vil være mulighed for at forhandle et tillæg i forhold til dine kvalifikationer til stillingen.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele dit ansættelsesforhold.

Kontakt og ansøgning
Du er velkommen til at ringe til chef for Nukleart Beredskab, Steen Nordstrøm på tlf. 6187 1421, for at høre mere om stillingen.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Conny Ventrup på telefon 7281 9134.

Vi vil bede dig søge stillingen via linket. Du anmodes om at vedhæfte relevante dokumenter, som kandidatbevis, uddannelsesbevis mv.

Ansøgningsfristen er 16. december 2018. Samtaler forventes afholdt snarest derefter.

Ansættelse er snarest mulig.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder