Gå til hovedindhold
search
Jobbet "Leder til planlægning af vandforsyningen" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Vil du være med til at sikre drikkevand i verdensklasse til en million mennesker?
Hver dag leverer HOFOR drikkevand til en million mennesker i Storkøbenhavn. Det vand, vi sender ud i vandhanerne hos kunderne, kommer fra undergrunden og er så rent, at vi kalder det ’vand i verdensklasse’. Vandet er noget af det bedst kontrollerede i landet og vi vedligeholder og udvikler hele tiden forsyningen. Derudover arbejder vi på at blødgøre vandet, da blødere vand er en gevinst for samfundsøkonomien, miljøet og den enkelte husholdning. Endelig har vi stort fokus på at balancere høj forsyningssikkerhed med effektiv forsyning og investeringer, som sikrer bedst mulig værdi for vores kunder. 
 
Vi søger en sektionsleder til Planafdelingens sektion for vandforsyning, der sammen med kolleger skal sikre den daglige forsyning af nok og godt drikkevand til hovedstadsområdets millionbefolkning. 
 
Resultatorienteret leder i ambitiøs forsyning  
Som sektionsleder i HOFORs vandforsyningssektion bliver du leder for 11 dygtige, specialiserede og passionerede medarbejdere, der planlægger vandforsyning i bredeste forstand. Det omfatter kildepladser, råvandsnet, vandværker, transmissionsledninger, beholdere og distributionsnet. Det omfatter også styring, optimering, udvikling og innovation, samt samarbejde med andre forsyninger og interessenter. Vandprognoser, investeringsplanlægning og langtidsbudgetter for området er også en vigtig opgave for sektionen. HOFORs strategiske indsats om at modernisere vandværker og indføre blødere vand er organiseret i et stort program, som ledes i sektionen. 
 
Stillingen omfatter: 

  • Daglig ledelse med fagligt og økonomisk ansvar for sektionen samt personaleansvar for sektionens medarbejdere 
  • Samarbejde på tværs af organisationen med henblik på at realisere de ambitiøse mål, som Planafdelingen har ansvar for 
  • Sikring af effektive og økonomiske arbejdsgange, investeringer og projekter 
  • Realisering af HOFORs ambitiøse målsætninger om at skabe en fælles, integreret og fremsynet forsyning baseret på ønsket om at skabe bæredygtige byer   
  • Eksterne samarbejder og forhandlinger 
  • Nytænkning og medvirken til at initiere nye teknologier og metoder inden for området vandforsyning, herunder at sikre en langsigtet produktions- og distributionsplanlægning 

Som sektionsleder bliver du en del af en organisation i udvikling, og du får mulighed for at præge denne udvikling over de kommende år. Du bliver samtidig en del af HOFORs Vand- og Spildevandsforsyning og en del af Planafdelingens ledergruppe og vil indgå i et tæt samarbejde med medarbejdere og andre ledere på tværs af organisationen. 
 
Erfaren, motiverende personaleleder   
Vi forventer, at du har både ledelseserfaring og teknisk erfaring inden for vandforsyning eller lignende fagområde. Vi forestiller os, at du er ingeniør eller har anden relevant uddannelse. Du har erfaring fra et fagligt miljø, og er vant til både at sikre overblikket og fremdriften samt tænke strategisk og helhedsorienteret.  
 
Vores ambitiøse målsætninger og strategi fordrer en leder med fokus på at skabe helhedsorienterede resultater i et bredt samarbejde. Vi forventer, at du er en leder, der har fokus på trivsel, kommunikation og forandringer, og kan skabe resultater gennem motiverede medarbejdere.  
 
På det personlige plan er du struktureret og målrettet, og trives i en hverdag, hvor der skal ledes mange og ofte skiftende opgaver. Du er vedholdende og følger opgaver og projekter helt til dørs. Du har stærke samarbejdsevner og formår at skabe gode relationer til andre områder af organisationen. Du har desuden gode kommunikationsevner og begår dig godt på alle niveauer.  
 
Du har en positiv indstilling, har humor og kan medvirke til at skabe en uformel stemning og et godt arbejdsmiljø. 
 
Ansøgning og kontakt  
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte planchef Brian Hansen på telefon 2795 4745 eller pr. mail.
Ansøgningsfristen er den 2. maj 2018 kl. 8.00. 
 
Ansættelse snarest muligt efter nærmere aftale. 
 
Vær venligst opmærksom på, at ansøgninger kun modtages elektronisk gennem vores elektroniske rekrutteringssystem. Send din ansøgning ved at klikke på ”Ansøg”.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder