Jobbet "Ledende kvalitetskoordinator til baltic pipe-projektet" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Vær med til at sikre kvaliteten i et internationalt gasanlægsprojekt i milliardklassen, hvor du bidrager til at udvikle det indre marked for gas og styrker forsyningssikkerheden i Europa. Som vores nye kvalitetskoordinator i afdelingen Forretningsudvikling får du ansvaret for kvalitetsledelse og -koordinering og får væsentlig indflydelse på et stort og betydningsfuldt projekt.

Forankring af kvalitetsstyringsstrategi i tværgående projektsamarbejde
Din primære opgave bliver at deltage i Baltic Pipe-projektet, som vedrører etableringen af en ny gasrørledning, der skal forbinde Danmark og Polen med de norske gasfelter. Det samlede projekt består blandt andet af 800-950 km nye gasrør og planlægges med henblik på at være klar til drift i 2022. Der stilles store krav til kvaliteten af de løsninger, som benyttes i projektet, og der kræves en systematisk opbygning af kvalitetsdokumentation.

Som kvalitetskoordinator får du ansvaret for at lede kvalitetsstyringen i projektet med fokus på forankring af en ensartet struktur på tværs af projektet. Med din proaktive tilgang sikrer du, at projektets dokumentation, produkter og leverancer lever op til de stillede krav samtidig med, at du understøtter projektledere og delprojektledere i udarbejdelsen af et kvalitetsregister samt sørger for at projektets overordnede kvalitetskrav bliver implementeret i kontrakter. Derudover planlægger og gennemfører du leverandøraudits/inspektioner i samarbejde med projektledelsen og respektive forretningsområders QHSE. Ydermere er du ansvarlig for, at delprojekternes interne og eksterne kvalitetsaktiviteter fastlægges og monitoreres, og at afvigelser, risici og ændringsforslag rapporteres til hovedprojektets ledelse.

Glæd dig til at blive en del af et stærkt fagmiljø med fokus på videndeling og tværgående samarbejde både på koncern- og internationalt niveau. Du kan desuden se frem til en central rolle som projektpartner med stor indflydelse på opbygningen af kvalitetsniveauet i Energinet. Da du bliver en del af et internationalt projekt, skal en vis rejseaktivitet forventes.

Erfaren ingeniør med stærke projektlederkompetencer
Du har en uddannelsesmæssig baggrund som ingeniør med solid erfaring fra olie- og gassektoren samt indgående kendskab til kvalitetsstyring - gerne ISO 9001. Samtidig har du dokumenteret erfaring med at lede og opbygge kvalitetsstyringen i komplekse og omfattende projekter i en større organisation - din tilgang er præget af initiativ og forretningsforståelse. Det forventes, at du behersker engelsk på et højt teknisk niveau - både skriftligt og mundtligt.

Som person er du struktureret med sans for detaljen og evner at bevare det store overblik, ligesom du er samarbejdsorienteret og forstår at involvere andre. Med din imødekommende facon opbygger du nemt relationer eksternt og på tværs i organisationen samtidig med, at du går forrest, udviser handlekraft og står fast ved dine principper trods modsatrettede holdninger.

Ansøgning og kontakt
Send din ansøgning med cv og andre relevante bilag via linket "Ansøg" senest 4. marts 2018. Vi forventer at holde samtaler 8. og 19. marts 2018. Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Sebastian Dollerup på telefon 2333 8886. Du kan læse mere om vores virksomhed på www.energinet.dk og om Baltic Pipe-projektet på https://energinet.dk/Anlaeg-og-projekter/Projektliste/BalticPipe.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder