Jobbet "LEAN-specialist med hands-on" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Synes du, at LEAN-flow, continious improvements og KPIer lyder lækkert?
Befinder du dig godt på gulvet i en produktionsvirksomhed?
Kender du begreber som 5S, Smed, VSM, SW, OEE og elsker at arbejde operationelt med dem?
Så bliver du nødt til at læse videre…

Trelleborg Sealing Solutions Helsingør indgår i Trelleborg-koncernen, en industrigruppe med mere end 15.000 medarbejdere i 40 lande og en årlig omsætning på ca. DKK 18 mia.

På vores succesfulde fabrik Trelleborg Sealing Solutions Helsingør er vi 360 engagerede kolleger, specialiserede i udvikling og produktion af tætningssystemer til højteknologiske virksomheder inden for hydraulik-, bil-, fly-, skibs-, olie- og maskinindustrien. Vi råber ikke så højt om vores evner, men vi er blandt de bedste i verden – og det vil vi blive ved med at være!

Med reference til Pernille, Leder af Excellence og Projekter, og med en bred berøringsflade ud i vores organisation søger vi nu efter en ny kollega, der sammen med de øvrige ME-kollegaer kan fortsætte og videreudvikle vores påbegyndte LEAN-rejse.

Vi er ambitiøse, pragmatiske og har travlt – ikke kun med de langsigtede planer, men også med hverdagen, som nogle gange (ofte) spænder ben for de planer, der er lagt. Det må gerne frustrere dig, men det må ikke vælte dig, at du jævnligt skal omprioritere og ændre dine tidsplaner. Du har måske lovet en leverance, som du må gå tilbage på – det kræver en åben og ærlig kommunikation, så tilliden fremadrettet fortsat er tilstede.

Vi er også (tids)optimister, så hvis du kommer med en solid portion (tids)realisme, så har vi ekstra meget brug for dig.

Træning, kontrol og tilstedeværelse 
LEAN implementeres ikke bag en computer. Det kræver synlighed, opfølgning og samarbejde med operatørerne. Det kan være svært at procesoptimere, når man ikke har fingrene ned i materien, og eksekveringen af optimeringen bliver umulig. Derfor skal du ud på gulvet, tale med operatørerne, samle deres inputs, gøre noget ved det og sikre tilbagemeldingen til dem.

For at gøre tingene bedre skal du kende afsættet, hverdagen og de mennesker, der hver dag arbejder i og med vores produktion. Så det er essentielt, at du har lyst til at lytte, tale og i det hele taget inddrage andre i dine projekter. Du er i stor grad teamplayer. Du vil fysisk blive placeret midt i produktionen og vil indgå i et team bestående af ME, PTA og produktionsleder. Her er der en klar forventning om, at I (teamet) arbejder og løser daglige udfordringer i tæt samarbejde og med hver jeres kompetencer for at opnå fornuftige og holdbare løsninger.

Der er ligeledes en forventning, at man møder på alle skift – for dag, aften og nat arbejder ikke altid i synk, og du skal sikre, at alle skift er involveret og engageret i LEAN-arbejdet, fordi det giver mening for dem, ikke fordi vi fortæller dem, at det er vigtigt.

Opgaverne er bl.a.:

  • Implementering af continious improvements, Visual flow og Standard Work i en 24/7-produktion.
  • Dataanalyse, hvor man agerer på resultatet.
  • Projektstyring af store og små projekter.
  • Deltage i og afholde workshops og træningssessioner med Produktionsleder og operatører i vores produktion.
  • Udarbejde og kontrollere KPIer i vores processer.
  • Skabe kontakt til og indfange nye ideer og effektiviseringsmuligheder fra alle interessenter.

Tumling med mål, forretningsforståelse og arbejdsglæde 
Vi forestiller os, at du har en baggrund som Produktionsingeniør eller lign., og at du har implementeret LEAN i en virksomhed før.

Det er afgørende, at du har stærke og gode kommunikationsevner på både dansk og engelsk, Du trives med de mange interne kontaktflader og skiftende opgaver. og du sikrer, at vi har et fortsat højt fokus på ME på alle niveauer og på tværs af hele fabriksenheden. Det er ikke ME for MEs skyld, men fordi det giver mening for forretningen.

Du tager dine kollegaer og hverdagens genvordigheder med et glimt i øjet. Dit engagement er smittende - og du er ikke let at vælte - heller ikke, når du ikke får din vilje og vej. Du insisterer og er vedholdende, men du tromler ikke, og du får afsluttet.

Er du klar til en rejse, hvor du allerede har rygsækken pakket, men ikke kender omgivelserne? 
Hos os får du mulighed for at være med i begivenhedernes centrum - og for at bidrage til vores fortsatte eksistensberettigelse, så hvis det tænder en gnist i dig, så vil vi glæde os til at modtage din ansøgning og CV senest den 2. maj 2018 via linket her på siden.

Har du relevante spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vores Leder af Excellence og Projekter Pernille Hoffmann på telefon 4927 0333. Du kan IKKE sende din ansøgning til Pernille, men skal benytte linket, ellers bliver den desværre ikke registreret.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder