Vil du arbejde på en arbejdsplads, som er blandt verdens førende inden for sit område? Vi er verdens mest automatiserede sterilcentral, som leverer instrumenter af høj kvalitet til vores personale på hospitalerne. Vi søger dig, som vil være med til at fortsætte udviklingen, så vi forbliver blandt de førende i verden, og så dine kolleger på hospitalerne hver dag kan behandle vores patienter.

Om stillingen
Som koordinerende procesansvarlig indgår du i et tæt samarbejde med funktionsledergruppen og den koordinerende driftsansvarlige. Det bliver især funktionsområderne Genbehandlingen, Teknik og IT, Kundeleverance og -Support samt Kvalitet, som du skal samarbejde med i det daglige. Vores hverdag er fyldt med processer, når kirurgiske instrumenter skal genanvendes. Du får her en vigtig rolle med vedligehold og udvikling af samspillet mellem manuelle og fuldautomatiske processer, herunder robotteknologi.

Dine opgaver omfatter bl.a.:

  • Ansvaret for at håndtere større tværgående og komplekse afvigelser, som løbende opstår under produktionen
  • Drive problemløsning fra start til slut på en systematisk måde, og således at udfordringen ikke opstår igen
  • Implementere forbedringer samt drive og deltage i projekter
  • Tovholder på større services, opdateringer, lukkevinduer og ændringsanmodninger

Vi forventer, at du:

  • har en relevant uddannelse, fx ingeniør eller farmaceut
  • er i stand til at styre tværfaglige forbedringsprojekter
  • har erfaring med håndtering af afvigelser
  • har erfaring med GMP-produktion
  • har teknisk og analytisk forståelse samt erfaring indenfor systematisk problemløsning, herunder kerneårsagsanalyse, dataanalyse og hypotesetest
  • kan begå dig i en kompleks organisation og samarbejde med mange interne og eksterne interessenter og faggrupper, herunder også offentlige aktører

Som person er du inkluderende, løsningsorienteret og arbejder struktureret. Du er kvalitets-, mål- og ansvarsbevidst – det er vigtigt i vores branche.

Om os
Den Regionale Sterilcentral er en del af Servicecentret, som arbejder med opgaver, der er tværgående for hospitalet. Vi har ansvaret for at sikre, at flest mulige kirurgiske instrumenter genanvendes. Det kræver en høj standard, som omfatter både manuelle og mekaniske processer, hvor instrumenterne kontrolleres, vaskes, desinficeres, emballeres og steriliseres.

Vi er fordelt på to matrikler, hvor den ene sterilcentral er placeret på Rigshospitalet og den anden på Herlev Hospital. De to matrikler skal i fremtiden forsyne alle regionens hospitaler (undtagen Bornholm) med sterile kirurgiske instrumenter og proceduresæt.

Du kan se frem til at blive en del af et inspirerende arbejdsmiljø med engagerede kollegaer. Vi er en arbejdsplads med en arbejdskultur hvor troværdighed, ansvarlighed, professionalisme og trivsel er værdier, som vi prioriterer højt.

Ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer.

Stillingen er en fuldtidsstilling med tjenestested på Herlev Hospital og Rigshospitalet. Du vil primært have dagarbejde med mulighed for varierende mødetider efter behov.

Tiltrædelse snarest muligt eller efter aftale.

Yderligere oplysninger
Hvis vi har fanget din interesse, eller du har spørgsmål, så tag gerne kontakt til os:

  • Konstitueret funktionschef og programleder Trine Frederiksen på telefon 51 71 16 17
  • Funktionsleder Anita Madsen på telefon 51444530

Du er også velkommen til at komme forbi og besøge os for at se, om det kunne være noget for dig at arbejde hos os.

Ansøgningsprocedure
Du søger stillingen via linket nedenfor. Du behøver ikke skrive en lang ansøgning, men kan nøjes med at sende dit CV og en kort motivation for at søge stillingen samt relevante uddannelsesdokumenter.

Ansøgningsfrist d. 20. februar 2023.

Vi forventer at afholde samtaler 24. og 27. februar.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder