Vil du arbejde på en arbejdsplads, som er blandt verdens førende inden for sit område? Vi er verdens mest automatiserede sterilcentral, som leverer instrumenter af høj kvalitet til vores personale på hospitalerne. Som koordinerende driftsansvarlig får du altså en vigtig rolle i arbejdet for, at dine kolleger på hospitalerne hver dag kan behandle vores patienter.

Om stillingen
Som koordinerende driftsansvarlig vil du indgå i og fremme et tæt samarbejde med funktionschefen, de øvrige funktionsledere og den koordinerende procesansvarlige. Du bliver en del af funktionsledergruppen, dog uden direkte personaleansvar. Det bliver især funktionsområderne Genbehandlingen, Teknik og IT, Kundeleverance og -Support samt Kvalitet, som du skal samarbejde med i hverdagen.

I samarbejde med ledelsesgruppen skal du være med til at sikre implementering af simple, effektive systemer og processer, der sikrer en stabil og gennemsigtig produktion, og som virker for medarbejderne. Dine arbejdsopgaver omfatter bl.a.:

  • Rådgivning omkring og prioritering af nødvendige udbedringer af fejl og mangler på procesudstyr
  • Sikre at akutte driftsudfordringer håndteres i samråd med relevante samarbejdspartnere
  • Synliggøre og kommunikere driftsudfordringer, gerne databaseret, samt muliggøre problemløsning og efterfølgende implementere forbedringsinitiativer
  • Afdække produktionsfremmende tiltag til gavn for den daglige planlægning af produktionen

Du er ansvarlig for at indsamle data og sikre afholdelse af de ugentlige tværgående driftsstatusmøder i funktionsledergruppen. Ligeledes har du også ansvaret for at koordinere større vedligeholdsaktiviteter i produktionen med fokus på at sikre de daglige leverancer på hospitalerne.

Vi forventer, at du:

  • har erfaring indenfor produktion i et reguleret miljø
  • har erfaring med forandringsarbejde
  • gerne har erfaring inden for faglig ledelse
  • kan tage selvstændige beslutninger på kvalificeret grundlag
  • kan styre implementering og forankring, herunder motivere og engagere en mangfoldig medarbejdergruppe
  • kan begå dig i en kompleks organisation med mange interne og eksterne interessenter, herunder også offentlige aktører
  • er vant til at benytte forskellige it-værktøjer og administrere data

Som person er du kvalitets-, mål- og ansvarsbevidst. Du trives i et uformelt miljø, er lyttende, empatisk samt skaber tillidsfulde relationer.

Om os
Den Regionale Sterilcentral er en del af Servicecentret, som arbejder med opgaver, der er tværgående for hospitalet. Vi har ansvaret for at sikre, at flest mulige kirurgiske instrumenter genanvendes. Det kræver en høj standard, som omfatter både manuelle og mekaniske processer, hvor instrumenterne kontrolleres, vaskes, desinficeres, emballeres og steriliseres.

Vi er fordelt på to matrikler, hvor den ene sterilcentral er placeret på Rigshospitalet og den anden på Herlev Hospital. De to matrikler skal i fremtiden forsyne alle regionens hospitaler (undtagen Bornholm) med sterile kirurgiske instrumenter og proceduresæt.

Du kan se frem til at blive en del af et inspirerende arbejdsmiljø med engagerede kollegaer. Vi er en arbejdsplads med en arbejdskultur, hvor troværdighed, ansvarlighed, professionalisme og trivsel er værdier, som vi prioriterer højt.

Ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer.

Stillingen er en fuldtidsstilling med tjenestested på Herlev Hospital og Rigshospitalet. Mødetiden er primært i dagtimerne, men efter behov kan mødetider variere. Det er en forudsætning for ansættelse i Den Regionale Sterilcentral at kunne indgå i tilkaldefunktion ved større nedbrud udenfor almindelig arbejdstid.

Tiltrædelse snarest muligt eller efter aftale.

Yderligere oplysninger
Hvis vi har fanget din interesse, eller du har spørgsmål, så tag gerne kontakt til os:

  • Konstitueret funktionschef og programleder Trine Frederiksen på telefon 51 71 16 17
  • Funktionsleder Anita Madsen på telefon 51444530

Du er også velkommen til at komme forbi og besøge os for at se, om det kunne være noget for dig at arbejde hos os.

Ansøgningsprocedure
Du søger stillingen via linket nedenfor. Du behøver ikke skrive en lang ansøgning, men kan nøjes med at sende dit CV og en kort motivation for at søge stillingen samt relevante uddannelsesdokumenter.

Ansøgningsfrist d. 20. februar 2023.

Vi forventer at afholde samtaler 24. og 27. februar.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder

Vi ser frem til at høre fra dig.