Jobbet "Kontorchef med ansvar for koncernfælles applikationer" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Kontorchef med ansvar for koncernfælles applikationer til Skatteforvaltningens infrastruktur
Fagområdet Drift og Videreudvikling søger en kontorchef til en nyoprettet enhed, som har ansvaret for at drifte og videreudvikle Skatteforvaltningens koncernfælles applikationer/fællleskomponenter. Enheden er placeret i et komplekst og spændende it-applikations- og driftsområde, som er ansvarlig for Skatteforvaltningens person- og ejendomssystemer samt koncernens platforme. Som leder står du i spidsen for sikker og stabil drift og videreudvikling af en it-portefølje, som er et afgørende fundament for finansieringen af det danske samfund.

Fremdriftsstyring og videreudvikling
Enheden/kontoret er nyoprettet, og etableres i tæt sammenhæng til det kontor, som har ansvaret for Skatteforvaltningens platforme. Den nye enhed skal understøtte den stigende opgavemængde og kompleksitet indenfor de fælleskomponenter, der anvendes i Skatteforvaltningens borgervendte løsninger og i det fælles offentlige Danmark. Du er med til at opbygge kontoret og får god mulighed for at bruge dine ledelsesmæssige kompetencer og sætte dit præg på organisering, udvikling og løsning af kerneopgaven. Kontoret etableres med dig som leder og ca. 10 erfarne, engagerede medarbejdere, der hver dag løser komplekse udfordringer relateret til drift, support og videreudvikling af fælleskomponenterne. Vi forventer, at kontorets opgaveportefølje vokser i løbet af de næste år, da det er et centralt element i målarkitekturen for Skatteforvaltningens it-landskab. På tværs af specialer og fagområder sikrer du, at teamet løbende prioriterer og eksekverer opgaver og aktiviteter.

Enhedens primære opgaver er at:

  • have faglig sparring med enheder i primært Udviklings- og Forenklingsstyrelsen herunder med it-programmer og projekter ift. opgaveløsning for den portefølje, der indgår i fælleskomponenterne
  • have ansvaret for styring og opfølgning på opgaver samt leverandører, der er indgået aftale med på området
  • varetage den økonomiske opfølgning af de leverancer, der indgår i fælleskomponenterne
  • styre incidents, problems, changes, releases og andre opgaver i relation til systemer og platforme
  • sikre stabil og sikker drift via proaktive handlinger samt opfølgning overfor leverandører relateret til compliance, herunder revision, sikkerhed og generel sund it-mæssig tilstand af systemerne.

Du får et tæt samarbejde med kontoret, som er ansvarlig for vores platforme, men derudover samarbejder du med både interne interessenter i Udviklings-og Forenklingsstyrelsen, samarbejdspartnere i Skatteministeriets koncern og eksterne relationer. Din brede samarbejdsflade afspejler den vigtige, samfundsmæssige opgave, du sammen med dine medarbejdere løser.

Engageret leder med interesse for drift og videreudvikling
Du har en relevant videregående uddannelse, fx en akademisk eller it-mæssig uddannelse eller tilsvarende erfaringsbaseret kompetenceniveau. Vi forventer, at du har dybt kendskab til drift, videreudvikling og ledelse af komplekse driftsporteføljer. Desuden vil det være en fordel, hvis du har erfaring som leder indenfor it-området, erfaring med outsourcing af driftsopgaver (herunder kontakt med leverandører) samt budget/økonomi opfølgning. Du motiveres af at skabe struktur og fremdrift i en travl hverdag og brænder for ledelse, team-work og at skabe resultater gennem andre. Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • har et stort drive og er løsningsorienteret
  • formår at sætte retning og udvikle medarbejdernes potentialer
  • har gode samarbejdsevner og evner til at opbygge netværk
  • du er vant til at agere i en politisk styret organisation
  • har erfaring med at omsætte komplekse processer og problemstillinger til konkrete resultater
  • kan formidle viden om it problemstillinger på en enkel og forståelig måde. 

Ansøgning og kontakt  
Send din ansøgning med CV og eksamenspapirer samt relevant dokumentation via nedenstående link hurtigst muligt og senest den 3. marts 2021.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte underdirektør Tommy Fuglsang Kristensen på tlf. 25 26 73 00 eller kontorchef Johnni E Mandrup Jensen på tlf. 2262 0128. Vi holder samtaler løbende.

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles i overensstemmelse med rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen indplaceres i løngruppe 1, svarende til lønramme 37. Ansættelse sker som udgangspunkt på åremål. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner.

Du skal være opmærksom på, at der kan blive gennemført test som led i ansættelsesprocessen. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.   

Dit arbejdssted vil være Udviklings- og Forenklingsstyrelsens lokation på Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.

Om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
’I samarbejde med Skatteministeriets øvrige styrelser udvikler vi en fremtidsparat og sikker digital forvaltning’

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har til opgave at forenkle og udvikle it-løsninger og forretningsprocesser. Samtidig har styrelsen ansvar for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af skatteforvaltningens eksisterende it-systemer. Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.

Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.ufst.dk 

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder