Jobbet "Klimacenterleder til The Danish National Center for Climate Change Mitigation and Adaptation" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

SDU søger en visionær og ambitiøs leder til det nye Danish National Center for Climate Change Mitigation and Adaptation. Centerlederen kommer til at stå i spidsen for at opbygge, udvikle og lede et dynamisk og fagligt stærkt center på SDU.

Om centeret
The Danish National Center for Climate Change Mitigation and Adaptation har til formål at skabe optimale rammer for banebrydende forskning og uddannelse på tværs af fagdiscipliner. Den overordnede ambition er at understøtte den aktuelle samfundsomstilling mod et klimabevidst og bæredygtigt lavemissionssamfund. Centerets interdisciplinære fokus forudsætter involvering af alle universitetets fakulteter inden for områderne: klimaforandringer, konsekvenser af klimaforandringer, klimatilpasning og afbødning af klimaforandringerne. Det er centerets kerneopgave at bidrage med grundforskning samt forskningsbaserede og anvendelsesorienterede løsningsforslag til én af de største langsigtede samfundsmæssige og politiske udfordringer, Danmark og verdenssamfundet står overfor.

Centeret skal være en platform for excellent forskning, uddannelse og formidling inden for klimaområdet, ligesom det gennem sin tætte tilknytning til SDU’s indsatser for grøn og bæredygtig omstilling skal styrke interne og eksterne netværk og samarbejder på tværs af sektor- og institutionsgrænser og fagligheder.

Der er tale om et nyt center, som organisatorisk er placeret ved Danish Institute for Advanced Study (D-IAS) med ledelsesmæssig reference til direktøren for D-IAS. Centeret forventes at markere sig såvel nationalt som internationalt, og det forventes at huse en række større interdisciplinære forskningskonsortier og -projekter, stærke forsknings- og samfundsmæssige netværk samt en fagligt bredt sammensat gruppe af forskere i verdensklasse. Centeret skal ligeledes være hub for uddannelse af tværfaglige studerende og forskningstalenter inden for centerets kerneområder.

Om stillingen
Det er vigtigt, at centerlederen fremmer centerets synlighed i samfundet og offentligheden. Der lægges stor vægt på, at centerlederen udvikler centeret til at blive et førende tværfagligt miljø for anvendt analyse og forskning på klimaområdet, tilpasning og afbødning, så centret bliver den naturlige faglige samarbejdspartner i Danmark og i international sammenhæng. Centerlederen skal opbygge centeret med den rette organisering og tværfaglige medarbejdersammensætning, den relevante opgaveportefølje samt interne og eksterne nationale og internationale samarbejder.

Centerlederen skal fremme tværfaglige samarbejder og projekter samt markere, at alle fagligheder har betydning for omstillingen af samfundet. Det forventes, at centerlederen aktivt opsøger og indgår samarbejder med private og offentlige aktører og proaktivt deltager i den offentlige debat om klimaforandringer, bæredygtighed og samfundsomstilling. Centerlederen skal fremme og styrke det eksterne samarbejde mellem forskningsmiljøer i Danmark og internationalt samt være i dialog med potentielle fonde, relevante ministerier og det politiske miljø på og omkring Christiansborg.

Centeret forventes bemandet med fem professorer, fem lektorer, fem adjunkter/post.doc., 5 ph.d.-stipendiater og fem deltidsstillinger (stillingerne finansieres af SDU).
Stillingen rummer følgende ansvarsområder:

  • Udvikling og implementering af klimacenterets strategi
  • Ledelse og styrkelse af klimacentret inden for dets fagligheder
  • Udvikling og understøttelse af den tværfaglige forskning og uddannelse relateret til klimaudfordringer, bæredygtighed og samfundsomstilling
  • National og international forskningsfinansiering
  • Aktiv deltagelse i den nationale debat vedrørende omstillingen af samfundet mod et klimabevidst og bæredygtigt lavemissionssamfund

Den rette ansøger
Vi søger en person med stor faglig indsigt i klimaområdet, som har gode evner til at navigere i en kompleks politisk organisation og er en stærk kommunikator, som med stor energi kan inspirere, engagere og motivere sine medarbejdere. Den rette ansøger besidder en høj grad af integritet og finder det naturligt at opbygge relationer på tværs af organisationen, med andre universiteter og med det omgivende samfund.

Den ideelle kandidat
Centerlederen skal være anerkendt forsker og skal i relevant omfang have erfaring med uddannelse. Derudover er der en række andre kompetencer vi lægger vægt på:

  • Forskningsmæssig erfaring med klimaområdet på nationalt og/eller internationalt niveau.
  • Dokumenteret erfaring med opbygningen af tværfaglige uddannelser på kandidatniveau, samt erfaring med efter- /videreuddannelse.
  • Dokumenteret betydelig erfaring med ledelse, gerne på institutlederniveau eller tilsvarende i en kompleks vidensorganisation og ledelse af medarbejdere, som er specialister på hver deres felt.
  • Indblik i og forståelse for et universitets indre liv og dets samspil med omverdenen og kan integrere de mange modsatrettede krav og forventninger i en konstruktiv ledelsesproces.
  • Dokumenteret erfaring med fundinglandskabet og hjemtagning af store eksternt finansierede projekter.
  • Stærke kommunikative kompetencer og erfaring med at formidle til en bredere offentlighed.
  • Internationalt udsyn og engelskkompetencer på højt niveau.
  • Indsigt i den klimapolitiske dagsorden, regionalt, nationalt og internationalt.

Hvis det ikke kan vurderes, om en ansøger opfylder universitetslovens krav om anerkendt forsker, vil der blive nedsat et bedømmelsesudvalg i henhold til reglerne herfor.

Der er forventning om, at centerlederen tilegner sig danskkundskaber inden for en kortere årrække, hvis vedkommende ikke på forhånd kan tale og skrive dansk.

Ansættelsesvilkår
Ansættelse finder sted i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og AC. Stillingen forventes besat på åremålsvilkår og iht. cirkulære om institutledere og dekaner ved universiteterne.

Tiltrædelse 1. december 2021 eller snarest derefter.

Ansøgning, ansøgningsfrist mv.
Den motiverede ansøgning skal vedlægges et kort CV og en vision for udviklingen af klimacentret over de første fem år. Visionspapiret må max. have et omfang på 4 sider.
Du kan søge stillingen via Genitors hjemmeside, www.genitor.dk.

Ansøgningsfristen udløber den 26. september 2021.

Første samtalerunde gennemføres den 8. oktober 2021 og anden samtalerunde den 15. oktober 2021.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos Direktør for D-IAS Marianne Holmer på tlf. 60112605 eller hos partner i Genitor (www.genitor.dk) Martin Isenbecker på tlf. 25659231.

Om SDU
SDU er et internationalt orienteret universitet med fokus på de studerende. Universitetet er desuden kendetegnet ved at have en høj grad af tværfaglighed med fælles uddannelses- og forskningsaktiviteter.

SDU har fem fakulteter og seks campusser i Odense, Kolding, Esbjerg, Slagelse, København og Sønderborg. Universitetet har ca. 28.000 studerende, en omsætning på ca. 3,2 mia. kr. og ca. 4.000 medarbejdere.

Du kan læse mere om SDU på vores hjemmeside på www.sdu.dk.
Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.