Jobbet "Kan du lede et cyber-og informationssikkerhedsteam i en meningsfuld kontekst? " er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Så har du nu muligheden for at blive leder for vores team af cyber- og informationssikkerhedsspecialister ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI).

Om os
HVEM ER VI?
I afdelingen for Cyber-, Informationssikkerhed og Databeskyttelse er vores fornemmeste opgave at sikre, at vi håndterer informationstrusler mod FMI, i tæt samarbejde med forretningen. Dette sker med afsæt i best practice, ISO27001 og andre standarder.

Vi er et hold af specialister med forskellige baggrunde, som alle lægger en stor ære i vores arbejde og faglighed.

”Vi er specialister i informationssikkerhed og brænder for at bringe vores faglige viden helt ud til den enkelte medarbejder, således at FMI til alle tider er compliant, og at den enkelte medarbejder og ledelsen forstår hvilket ansvar, der påhviler dem,” siger din kommende kollega.

HVEM BLIVER DIN LEDER?
”Jeg sætter en ære i at få det bedste ud af mine medarbejdere, og i teamet har vi evig fokus på at gøre tingene bedre og skabe kunderelevante processer,” fortæller Nicolaj.

Du får en leder, som lægger vægt på ”frihed under ansvar”, åbenhed og tillid til dig som leder. Du bliver en del af et arbejdsmiljø, hvor værdien af den åbne dialog vægtes højt, og faglig sparring og videndeling er synligt prioriteret.

Nicolaj uddyber: ”Jeg ønsker at skabe et fagligt professionelt miljø, hvor jeg ser diversitet som en styrke, og dialog og samtalen som en nødvendighed til at udvikle teamet såvel som den enkelte medarbejder. Involvering af hele teamet er bærende for de bedste løsninger”.

Om stillingen
Du bliver leder for et erfarent team på tre personer, som består af en programme manager og to cyber- informationssikkerhedsspecialister, som du får ansvaret for at videreudvikle og opbygge. Teamet forventes at vokse i 2022, og her vil du have en afgørende rolle i at sætte holdet med de talenter, som der er brug for.

Overordnet består dine opgaver i at:

• Lede og udvikle teamet samt sikre, at der fortsat leveres kvalitative og forretningsrelevante cyber- og informationssikkerhedsydelser

• Bidrage til den strategiske og taktiske retning for cyber- og informationssikkerhed i FMI i samarbejde med CID og FMI’s CISO

• Videreudvikle et effektivt ISMS, herunder at tage ansvar for risk management, compliance management, hændelseshåndtering, opbygning af governance-processer mm.

• Drive operationaliseringen og implementeringen af ISO27001 med særlig vægt på risikostyring og leverandørstyring

• Gennemføre sikkerhedsvurderinger af applikationstiltag og infrastrukturarkitektur, samt løbende at udarbejde sikkerhedstiltag og hærdning af især OT-systemer og IOT-enheder

• Skabe relevant og proaktiv ledelsesinformation til CISO’en og FMI’s øvrige ledelse, herunder at kommunikere præcist, indsigtsfuldt og med høj faglighed til beslutningstagere

Som Leder af Cyber- og informationssikkerhedsteamet får du en vigtig ledelsesopgave, hvor du sammen med dit team har ansvaret for at sætte mål og fortolke standarderne, således at du sikrer, at FMI får opbygget et effektivt og solidt ISMS. Du er med til at gøre en konkret forskel, da du som spillende træner er med til at skabe ”top in class” informationssikkerhed på både den korte og lange bane i FMI såvel som i resten af Forsvaret.

Du refererer til CISO Nicolaj Nielsen, hvor I bruger hinanden til faglig sparring og nørder de nyeste tendenser indenfor cyber- og informationssikkerhed.

Vi tilbyder dig en arbejdsplads, hvor det gode arbejdsmiljø er i fokus, og hvor der er rig mulighed for at kombinere en høj faglig udvikling med ”worklife-balance”.

Vi glæder os til at få dig med ombord, så vi sammen kan gøre en væsentlig forskel for alle vores kollegaer i Forsvaret – både dem i felten og dem bag skrivebordene.

INDEN FOR DET FØRSTE ÅR I STILLINGEN
Inden for det første år i stillingen har du, qua din professionalisme og faglighed, etableret et stærkt netværk på tværs af organisationen og er kendt som en faglig kompetent leder og sparringspartner, der kan understøtte og drive processer og projekter i mål.

Ledelsen i FMI bruger dig proaktivt til at søge råd og vejledning om de bedste informationssikkerhedsløsninger, både for FMI selv, men også for de mange teknologiske platforme og materiel vi hvert år investerer i.

Om dig
Du mestrer ledelsesrollen og disciplinen, og du har 3 – 5 års indgående erfaring med cyber- og informationssikkerhed.

Qua din baggrund ved du, hvordan man afdækker risici og trusler, omformer disse til rammeværker og efterfølgende sikrer implementering i samklang med forretningen.

Du trives med kompleksitet i opgaveløsningen og er i stand til at håndtere og strukturere indsatser og løsninger med erfaring fra f.eks. større internationale virksomheder, hvor du både har arbejdet strategisk, taktisk og operationelt med dine opgaver.

Din solide praktiske forståelse gør dig i stand til at indgå i en meningsfuld dialog med dine medarbejdere og kollegaer, og med dine gode formidlingsevner formår du at begå dig og samarbejde på tværs af fagligheder og niveauer. Du er proaktiv og tillidsfuld af natur, besidder en god selvstændighed i opgaveløsningen samtidig med, at du er en holdspiller.

Ansættelsesvilkår
Du ansættes og aflønnes efter den til enhver tid gældende relevante overenskomst. Der vil i forbindelse med ansættelse være mulighed for forhandling af tillæg. Til ansættelsen er der knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat under Forsvarsministeriets område, er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder bl.a., at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.

SÅDAN SØGER DU
Du søger stillingen ved at sende din ansøgning, CV og eksamensbeviser via linket "Ansøg".

Ansøgningsfristen er den 22. maj 2022. Vi holder samtaler løbende, så hvis stillingen har fanget din interesse, ser vi gerne din ansøgning hurtigst muligt.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte CISO Peter Krüger på 72819500.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Tina Gissel Larsen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 32 66 54 82.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Vi ser frem til at høre fra dig!

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.