Jobbet "Kan du hjælpe med at analysere kysternes udvikling?" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Klimaforandringer og tilpasning fylder mere end nogensinde før. I juli i år blev det vestlige Tyskland, Holland, Belgien og Luxembourg ramt af voldsomme oversvømmelser. Senest satte COP-26 i Glasgow fokus på vores fælles klimaudfordringer. Og i Danmark arbejder vi netop nu på tværs af ministerier med forslag til en klimatilpasningsplan. Har du kompetencerne til at analysere kysternes udvikling og udvikle modeller og værktøjer til kystbeskyttelse og klimatilpasning? Så er du måske vores nye kollega.

Om jobbet
Som vores nye kollega skal du bidrage til kysttekniske analyser af kysttilbagerykningsprocesser i Danmark. Arbejdet tager udgangspunkt i kysternes naturlige dynamik og omfatter analyser af, hvordan kysterne kan gøres modstandsdygtig over for effekterne af et forandret klima. Konceptet ”Building with Nature” vil i den forbindelse stå i centrum. Sammen med kollegerne skal du videreudvikle metoder til national vurdering af kysterosion langs alle Danmarks kyster, som også vil omfatte videre opbygning af det nødvendige datagrundlag med anvendelse af såvel eksisterende som nye data.

Dit arbejde vil også omfatte videreudvikling af naturbaserede løsninger, der kombinerer beskyttelse mod oversvømmelse og kysterosion. Opgaverne vil blandt andet omfatte analyser i relation til vinddreven sedimenttransport og kystvegetation. Du vil endvidere indgå i løsning af vores opgaver i forbindelse med fællesaftalestrækningerne på den jyske vestkyst samt i vejledning og undervisning af kommunerne i forhold til geomorfologiske kystprocesser og effekten af forskellige kystbeskyttelsesløsninger.

Din profil
Du har en uddannelsesmæssig baggrund som geograf, geolog eller ingeniør med speciale i kystprocesser.

Du har:

  • Et godt kendskab til dynamikkerne i kystzonen samt til virkemåden af forskellige kystbeskyttelsesanlæg.
  • Bred erfaring med og viden om indsamling af både kvalitative og kvantitative data, samt datatransformation og statistisk databehandling.
  • Erfaring med software til modellering af sedimenttransport og kystudvikling.
  • Erfaring med brug af ESRI/ArcGIS produkter, og gerne inden for programmering af støttefunktionalitet (glueware) med f.eks. Python eller ArcPy.
  • Kendskab til geologien og vegetationen på tværs af kysten.
  • Kendskab til analyser af konsekvenser og skader i forbindelse med kysterosion og oversvømmelseshændelser.

Vi lægger vægt på, at du har stærke analytiske kompetencer, og er god til formidling, samt at du kan bringe din viden i spil i forhold til vores naturvidenskabelige discipliner og viden om processerne i kystzonen. Erfaring med projektledelse er ønskelig.

Om os
Kystdirektoratet spiller en central rolle i klimatilpasningen langs kysterne. En af Kystdirektoratets kerneopgaver er at vejlede kommunerne om klimaforandringernes konsekvenser, som for eksempel kysttilbagerykning. Ved siden af de geomorfologiske processer og kystbeskyttelsens funktion, omfatter denne vejledning også betragtning af de samfundsrelaterede konsekvenser.

Løsningen af opgaverne hviler på et bredt og solidt fundament af viden, blandt andet fra vores udviklingsprojekter og internationale samarbejder.

Kystdirektoratet har udviklet Kystplanlægger.dk, som blev lanceret i 2020, der bl.a. præsenterer en landsdækkende kortlægning af faren for kysterosion, dvs. information om hvor stor en del af kysten, der potentielt eroderes bort over længere tidsperioder og/eller under en ekstrem hændelse/storm. I 2021 har vi spillet en central rolle i arbejdet med regeringens nationale klimatilpasningsplan.

Vi har fokus på tværgående samarbejde, og bruger vores viden og kompetencer på tværs af organisationen. Vores ledelsesstruktur er flad og tillader en smidighed og handlingsorienteret opgaveløsning. De faglige opgaver er organiseret i teams og projekter.

Vi tilbyder
Du bliver en del af et engageret team, der favner forskellige faglige baggrunde inden for natur- og ingeniørvidenskab. Teamet arbejder med vidensopbygning om konsekvenser af klimaforandringer, kysttilbagerykning og oversvømmelse samt udvikling af værtøjer og modeller til håndtering af konsekvenserne, herunder også design af kystbeskyttelse. Vi er ansvarlig myndighed for implementeringen af EU’s Oversvømmelsesdirektiv i Danmark, og vi arbejder med såvel nationale som internationale projekter i tæt samarbejde med partnere i ind- og udland. Vi tilbyder således et stærkt fagligt og dynamisk miljø, hvor der er rig mulighed for faglig udvikling, samt at få en indflydelse på, hvordan Danmark i fremtiden skal møde klimaforandringerne.

Kystdirektoratet ligger i Lemvig med direkte adgang til Vestjyllands flotte natur. Hvis du er til naturoplevelser og vandsport, er Lemvig det rette sted for dig.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række Akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten).

Ansættelsesområdet er Miljøministeriet med tilhørende institutioner med arbejdssted i Kystdirektoratet i Lemvig.

Kørekort til personbil er en forudsætning for ansættelse.

Yderligere oplysninger
Du er velkommen til at kontakte teamleder for Team Kyst og Klima Thorsten Piontkowitz på
tlf. +45 2170 1092 eller områdechef for Vejledning - Klima og Kystbeskyttelse Ane Høiberg Nielsen på tlf. +45 9133 8430.

Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, eksamensbevis m.m. senest
torsdag den 20. januar 2022.

Rekrutteringsforløb  
Samtaler gennemføres i Kystdirektoratet, Højbovej 1, 7620 Lemvig, mandag den 24. januar 2022.

Der indgår en skriftlig case-opgave i forbindelse med samtalen.

Tiltrædelse 1. marts 2022.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.