Gå til hovedindhold

Vi har brug for en ny kollega, som skal deltage i drift og udvikling af vores enterprise infrastuktur og serverdrift område. Måske er det dig?

Om os
Forsvaret både ligner og adskiller sig fra andre offentlige og private arbejdspladser. Vores mission er at arbejde for fred og sikkerhed i både Danmark og verden. Til støtte for dette, stiller Forsvaret krav om en IT-infrastruktur af meget høj kvalitet, der er både sikker, effektiv og som tilbyder moderne tjenester baseret på efterprøvede teknologier fra bl.a. Hitachi, HP, Cisco og Microsoft.

Koncern IT er en af landets største IT-virksomheder og løser en række spændende drifts- og udviklingsopgaver, som skaber fundamentet for kommunikation og IT for Forsvarets ansatte ombord på skibe i Nordatlanten eller på mission i ørkenen – men også i Oksbøl og Hjørring.

Vi skal både være effektive og samtidig levere gode, brugervenlige IT-tjenester til Forsvarets ansatte. Åbenhed, ærlighed og loyalitet er kodeordene for et godt samarbejde hos os.

Vores sektion (Core Datacenter) består pt. af 18 højt specialiserede medarbejdere, som drifter infrastrukturen, hvoraf 5 er militære og 13 er civile. Sektionen er en del af Koncern IT under Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø i moderne rammer med en arbejdsuge på gennemsnitligt 37 timer, fleksibel arbejdstid og betalt frokostpause. På vores unikke arbejdsplads har du med andre ord tid til et liv ved siden af, uden du skal give afkald på kompetenceudvikling og relevante udfordringer.

Vi bor på Helseholmen i Hvidovre (Avedøre Holme), men vi forventer at blive samlet under hele Materielstyrelsen i Ballerup.

Om stillingen
Du kommer primært til at arbejde med serverdrift området. Du kommer til at varetage den daglige drift og vedligeholdelse af vores servere. Herunder skal du lave Kontrol og fejlsøgning, oprettelse og nedlæggelse af servere til vore kunder.

Vi arbejder primært med Microsoft server OS. Der benyttes powershell scripts hvor det giver mening. Vi bruger SCOM til at have overblikket over status på infrastrukturen.
Du kommer til at være en del af teamet som står for drift/udvikling/design af server/infrastruktur i eksisterende og nye miljøer samt implementering i disse.

Derudover indeholder stillingen opgaver i AD med GPO oprettelse og ændringer, hvorfor kendskab til disse er en fordel.

Hos os og ikke mindst Forsvaret er det dine evner, dit engagement og dine ambitioner, der hjælper os med at forbedre hverdagen for vores udsendte soldater i hele verden. Til gengæld tilbyder vi dig muligheden for at indgå i et team af usædvanligt dygtige og engagerede IT-specialister, og der er en lang række af muligheder for personlig og faglig udvikling.

Om dig
Du har en relevant IT-mæssig baggrund som eksempelvis datatekniker, datamatiker eller IT-supporter. Alternativt har du flere års erfaring med Microsoft server infrastruktur. Du behersker desuden dansk og engelsk i både skrift og tale på et fagteknisk niveau.

Vi forestiller os, at du har 2-5 års erfaring fra en IT-administrativ stilling, men har du den rette profil og personlighed samt en solid teoretisk viden om serverdrift og AD, hører vi meget gerne fra dig, selv om du endnu ikke nødvendigvis har så meget praktisk erfaring.

Du er en teamplayer, og du brænder for at udvikle dit speciale og for at lære nye ting. Du har et godt humør og formår at kommunikere teknisk komplekse informationer til såvel tekniske som ikke-tekniske samarbejdspartnere og kolleger.

Du arbejder engageret, struktureret og er kvalitetsbevidst, og tager ansvar for både dine og sektionens opgaver. Du trives i et arbejdsmiljø, hvor der er fokus på stabil drift af systemer, men hvor ændringer også kan ske hurtigt. Som person er du positiv af natur og ser løsninger frem for udfordringer. Du brænder for at dygtiggøre dig, og du deler aktivt din tekniske viden med dine kollegaer.

Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende fælles overenskomst, det statslige område samt organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere i statens tjeneste af 4. juli 2013 mellem Finansministeriet og HK/STAT-SAMDATA. Din samlede løn, består af en grundløn og et individuelt forhandlet tillæg, afhængig af dine kvalifikationer. Hertil kommer en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Niels Testrup på 3139 4417.
Har du spørgsmål til ansættelsesprocessen eller løn- og ansættelsesvilkår, kan du ringe til HR-konsulent Lars Holte Sandgaard på 728 19158.

Ansøgningsfristen er den 18. september 2019, og vi afholder samtaler løbende. Stillingen er til besættelse snarest herefter.

For at komme i betragtning til stillingen, skal vi bede dig fremsende din ansøgning med tilhørende bilag elektronisk via linket ”søg den ledige stilling”.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder