Gå til hovedindhold

Brænder du for komplekse it-systemer til koordinering af arbejdsgangene i sundhedssektoren? Kan du overskue kravene fra vidt forskellige interessentgrupper og it-brugere? Og brænder du for at hjælpe til med at få de nye "supersygehuse" til at fungere optimalt med støtte fra avanceret it? Så er vores stilling sikkert lige dig.

Du får mange spændende opgaver
Dit primære fokus bliver at administrere systemer til patient- og hospitals-logistikområdet. I samarbejde med dit team tager du dialogen med såvel leverandører, som kliniske og organisatoriske interessenter, for at sikre den planmæssige udvikling af systemerne.

Du kommer til at beskæftige dig med systemer til planlægning af patientens forløb - lige fra patientindkaldelse, booking af behandlingsudstyr og helt frem til, at sengen er vasket og står klar, når operationen er færdig. Kort sagt, det vi samlet set kalder hospitalslogistik. Logistik, der støtter personalets overblik over stadigt mere komplekse processer og medvirker til, at patienten oplever så skånsomt og smidigt et møde med hospitalsverdenen som muligt.

Dit arbejde består bl.a. i:

  • Analyse og beskrivelse af forretningsgange og arbejdsprocesser
  • Deltagelse i og koordinering på tværs af større it-udviklingsprojekter
  • Konfiguration og systemtilpasninger
  • Produktforvaltning
  • System-livscyklus administration
  • Leverandørstyring
  • Change-/Release-management

Struktureret med teknisk flair
Du formår både at arbejde selvstændigt og at indgå i teamsamarbejdet, med god forståelse for rollefordelingen mellem klinikere, teknikere og systemspecialister. Du har tilstrækkelig stor viden om softwareprodukt- og livscyklus-håndtering til at vide, at en god teknisk forståelse er en forudsætning for at kunne dokumentere og beskrive opgaverne overfor dem, der skal levere løsningen. Vi forventer, at du har forhåndskendskab eller stor interesse for at tilegne dig ekspertkendskab til flere systemer på hospitalslogistik-området.

Da der er tale om en stilling med både tekniske og forvaltningsmæssige/administrative opgaver, forventer vi, at du har både teknisk flair, kendskab til systemintegration og forståelse for processerne omkring systemadministration, meget gerne fra en ITIL-baggrund.

Du har formentlig en baggrund som ingeniør eller it-specialist, meget gerne med baggrund fra opgaver i sundhedssektoren, eller en anden relevant it-baggrund fra enten en sundheds- eller it-organisation og kan her fra vise stærke kompetencer på området. Indblik i arbejdsgangene på et hospital er en stor fordel.

Kan du lide dialog, dygtighed og dristighed? Det er værdierne hos os
I It-afdelingen tror vi på, at samarbejde på tværs og løbende efteruddannelse er med til at skabe et godt arbejdsklima, hvor vi lærer nyt og inspirerer hinanden. Derfor arbejder vi målrettet med strategisk kompetenceudvikling, og vi lægger vægt på, at du har lyst til at videreudvikle dig. Hos os er ledelse og samarbejde baseret på tillid, vores værdier og vores samarbejdsværdier.

Du får fra første dag en mentor, som du kan sparre med om faglige interesser og praktiske spørgsmål. Vi sørger for et tilpasset introduktionsforløb og en seriøs og interesseret opfølgning efter din ansættelse. Vi arbejder for at skabe de bedste rammer, så du kan udvikle dig og blive endnu dygtigere.

Mød Peter fra It-drift og Tanja fra Projekter & metode.

Er du interesseret?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte områdeleder Niels Hertzum på 6124 1475 eller nihert@rm.dk.

Send din ansøgning senest den 26. maj 2019. Ansøgningerne behandles og vurderes løbende.

Vi regner med at holde samtaler 17. juni, og du må inden da forvente at skulle lave en personprofil.

Digitalisering på patientens og borgerens præmisser
It-afdelingen består af 430 medarbejdere. Vi udvikler, drifter og supporterer it for de 36.000 brugere på hospitaler, institutioner og koncernstabe i midtjylland. Vi er specialister i at udvikle samspillet mellem teknologien og de sundhedsprofessionelle. Vores strategi bygger på udvikling af digitale løsninger på patienternes og borgernes præmisser. Digitale løsninger skal gøre det nemmere at være ansat i regionen og nemmere at være borger.

Læs også om vores Service Desk, der flere år i træk har fået tildelt CSR-mærke for social ansvarlighed.

Du kan læse mere om It-afdelingen på www.it.rm.dk

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.