Har du it-forståelse, pædagogisk sans og lyst til at arbejde i en organisation under opbygning? Kan du gennemskue, om et printerproblem skyldes en netværksfejl eller en fejl 40? Og tager du uden tøven fat i leverandøren og følger sagen helt til dørs, når billetsystemet går ned?

I Frederiksberg Badene er vi på udkig efter en kollega, der kan fungere som projektleder, koordinator og lokal it-ninja.

Vi har et komplekst it-setup med både systemer, som kommunen leverer og driver, og svømmehallens egne systemer, som leveres og drives af eksterne. Alle skal passe ind i en kommunal kontekst og overholde kommunale krav til sikkerhed mv.

Som systemansvarlig og som bindeled mellem kommunens centrale it-afdeling og vores eksterne leverandører skal du løfte og koordinere forskelligartede it-opgaver, lige fra at sikre overblik over fremdriften i svømmehallens sager hos it-afdelingen til at afdække muligheder og rådgive i forbindelse med at indkøbe og implementere et nyt billetsystem i Frederiksberg Svømmehal.

Du vil derudover skulle:

  • kortlægge husets it-systemer
  • bestille, vedligeholde og yde support på kontorarbejdspladsrelateret it-udstyr og iPhones
  • varetage en omfattende projektlederfunktion i forbindelse med at afdække behovet for it-systemer i Frederiksberg Svømmehal (denne svømmehal er for tiden lukket pga. renovering).

Vi forventer, at du:

  • har erfaring med projektledelse eller arbejder projektorienteret
  • har forretningsforståelse og gerne erfaring med kommunal it-infrastruktur
  • er struktureret og logisk tænkende
  • er udadvendt og har gode kommunikationsevner både skriftligt og mundtligt
  • kan supportere kolleger uden it-faglige kompetencer, så de trygt kommer til dig med it-relaterede problemer.

Din uddannelse er ikke afgørende – Du kan have en it-baggrund med projektlederkompetencer, være generalist med stor forståelse for it-systemer eller noget helt tredje.

Der er tale om en nyoprettet stilling. Du bliver ansat i administrationsteamet, der består af både akademisk uddannede og kontoruddannede medarbejdere. Du kommer til at indgå i et dynamisk team, hvor alle bidrager til administrationen og driften med særegne kompetencer og forskellige baggrunde og hjælper hinanden med at gribe de bolde, vi har i luften. Sammen skaber vi et roligt og imødekommende arbejdsmiljø i en ellers hektisk hverdag.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på fuld tid. Løn og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst med Frederiksberg Kommunalforening eller anden relevant overenskomst.
Frederiksberg Kommune kræver forevisning af straffeattest og børneattest ved ansættelse. Frederiksberg Kommune er en røgfri arbejdsplads.

Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Lene Theresa Jepsen, virksomhedsleder af Frederiksberg Badene på telefon 21 61 72 67. Læg endelig en besked, hvis telefonen ikke besvares.

Om Frederiksberg Badene
Frederiksberg Badene er ejet af Frederiksberg Kommune og består af Flintholm Svømmehal og Frederiksberg Svømmehal. Sidstnævnte er under renovering frem til slutningen af 2023. Du kan læse mere om Flintholm Svømmehal på hjemmesiden flintholmsvoem.frederiksberg.dk.

Søg stillingen
Ansøg via linket senest den 8. december 2022. Vedhæft ansøgning, CV og eksamensbevis. Vi forventer at afholde samtaler i uge 50.

Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap.