Vil du være med til at digitalisere den danske hær?
Så er du godt på vej til et spændende og udfordrende job i Teknologi- og System-sektionen i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse i Ballerup, hvor vi søger en ny kollega.

Om os
Du vil indgå i Teknologi- og Systemsektionen (FTS), der er et team på 15 personer af fagligt stærke og entusiastiske medarbejdere med baggrund i både den civile og militære verden.

Vi digitaliserer Hæren gennem udvikling, implementering og drift af kommando- og kontrolsystemer (C2).
En stor del af sektionens arbejde er at anskaffe, forsyne, vedligeholde og bortskaffe computere, netværk, applikationer og systemer til at understøtte føringen af militære enheder.

FTS har desuden ansvaret for C2 systemer til andre kunder indenfor det landmilitære område, der også favner Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Specialstyrkerne.

Du vil blive en del af en dynamisk gruppe, præget af såvel en formel, som uformel ledelsesstil, hvor du selv har stor indflydelse på dig egen og gruppens udvikling samt det tværgående samarbejde.

Om stillingen
Du skal indgå i et team, og med indledningsvist direkte reference til sektionschefen og chefarkitekten fungere som system- og løsningsarkitekt for Cross Domain Solutions (CDS) til at sammenkoble primært Kommando og Kontrolsystemer (C2) på tværs af sikkerhedsdomæner og nationer.

Løsningerne er overvejende til landstyrker, primært Hæren. Systemerne skal virke både hjemme, i en primært statisk infrastruktur, såvel som i en højmobil løsning, ude på kamppladsen. Der anvendes hårdført/ruggedized udstyr i den højmobile del, der monteres i pansrede køretøjer.

Arbejdsopgaverne indbefatter blandt andet:

  • Videreudvikling af arkitekturen på Hærens C2-systemer, med fokus på sammenkoblinger på tværs af sikkerhedsdomæner, herunder:
    • udarbejde, vedligeholde og opdatere modeller af CDS-systemerne, deres grænseflader og koblinger samt dets primære funktionaliteter,
    • integration af applikationer og behandling af data,
    • i samarbejde med brugerne, udarbejde og opdatere CDS servicekatalog,
    • medvirke til, at styre CDS backlog, samt udarbejdelse af krav- og testspecifikationer,
    • indgå i opstilling af visioner for fremtiden, herunder teknologivalg,
    • samarbejde med systemarkitekterne omkring sammenkobling af systemer,
    • forhandling med interne og eksterne myndigheder i forbindelse med anskaffelser og drift,
    • deltage i opbygningen af grundlaget for den fremadrettede drift og vedligehold af CDS og C2,
    • deltagelse i internationale militære mødefora, messer og øvelser, mhp. test og udvikling af nuværende og fremtidige systemer og versioner samt
    • gennemføre relevant videreuddannelse inden for dine opgaver og ansvarsområder.

Løsningerne anvendes i miljøer, der stiller store krav til oppetid, simplicitet og sikkerhed, hvorfor disse parametre forventes at indgå i både arkitekturen og designet af løsningerne.

CDS designes i forskellige versioner, afhængigt af hvilke sikkerhedsdomæner, der skal kobles. Der anvendes bl.a. datadioder og firewalls.

Arbejdstiderne kan aftales med relativ stor fleksibilitet.
Der må påregnes mindre rejseaktivitet i både Danmark og i udlandet.

Fast tjenestested er i Ballerup.

Om dig
Du er uddannet og/eller har erfaring som IT-arkitekt. Du har gennemført kurser og/eller har erfaring med IT-sikkerhed samt har erfaring med at udarbejde arkitektur for større komplekse IT-løsninger.

Du har endvidere gennemført kurser og/eller har erfaring med datamodellering og netværksdesign. Du har interesse for og gerne erfaring med både anskaffelser og driftseffektivisering.

Militær tjeneste eller andet kendskab til det militære domæne vil blive vægtet positivt.

  • Du har en dybere forståelse af de forskelligartede teknologier samt evnen til at kunne binde dem sammen på tværs og udnytte dem bedst muligt,
  • Du er vant til at arbejde agilt og iterativt, eks. under anvendelse af SCRUM,
  • Du forstår at anvende V&V-modellen til planlægning og udførelse af udviklingsaktiviteter,
  • Du har dyb forståelse for IT-sikkerhed og evner at analysere og implementere en sikkerhedsmæssig ansvarlig arkitektur,
  • Du er nysgerrig efter at finde innovative muligheder i begrænsningerne,
  • Du har erfaring med, som minimum interesse for, projektledelse,
  • Du kan kommunikere klart, systematisk og tydeligt, både mundtligt og på skrift,
  • Det er en fordel, hvis du har evner eller erfaring med at beskrive arkitektur i UML/SysML/Archimate eller har interesse for at lære dette,
  • Det er også en fordel, hvis du har anvendt eller har kendskab til arkitekturrammeværktøjer så som TOGAF, MODAF eller NAF,
  • Det er endvidere en fordel, hvis du har arbejdet med ITIL,
  • Erfaring med modellering i værktøjet EA Sparx er ligeledes en fordel.

Som menneske er du analytisk velfunderet og systematisk i dit planlægnings- og analysearbejde. Vi forventer, at du arbejder struktureret med dine opgaver, både selvstændigt og som en del af et team, og formår at følge dem til dørs.

Vi kender ikke altid næste uges opgaver, så du skal være omstillingsparat og fleksibel, samt evne at bevare overblikket i en hektisk hverdag med skiftende prioriteter. Vi forventer endvidere, at du har gode kommunikationsevner og kan formulere dig flydende på skrift og i tale på såvel dansk som engelsk.

Du vil få en både spændende og travl hverdag og vil selvfølgelig modtage nødvendige kurser og gennemgå et internt kompetenceudviklingsforløb, for at kunne bestride stillingen. Derudover vil der være gode muligheder for yderligere kompetenceudvikling.

Slutteligt skal du kunne sikkerhedsgodkendes til HEMMELIG.

Ansættelsesvilkår
Som civil:
Du bliver ansat og aflønnet efter den til enhver tid gældende overenskomst. Der vil i forbindelse med en ansættelse være mulighed for forhandling af tillæg, der modsvarer dine kvalifikationer. Der er til stillingen tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Har du fået lyst til at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte major Henrik Parsig på +45 20 67 03 41 eller FMI-LA-CHFTS@MIL.DK.

Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-Konsulent kaptajnløjtnant Claus Rasmussen, Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 66 eller FPS-CRS-@MIL-DK

Ansøgningsfristen er den 07. august 2022 og samtaler forventes umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb. Stillingen er til besættelse 1. oktober 2022 eller snarest derefter.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder

OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet, og vi administrerer op mod 10 milliarder kroner årligt af det samlede forsvarsbudget. Vi har ansvaret for det samlede forsvar og beredskabs materiel- og IT-systemer, så det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer alt materiel og IT lige fra kampvogne, krigsskibe og kampfly til computere, kabler og knapper.
Vi er ca. 2.500 civile og militære medarbejdere fordelt over hele Danmark, og vores hovedkvarter ligger i Ballerup.

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk