Siden Turing Award-vinder Peter Naur definerede begrebet datalogi og grundlagde Datalogisk Institut (DIKU) på Københavns Universitet i 1970, som det første af sin slags i Danmark, har instituttets forskere og kandidater dannet et grundlag for samfundets accelererende teknologiske transformation, og DIKUs forskningsmiljø og resultater har gjort instituttet til et af Europas førende og mest attraktive datalogiske institutter (#1 i EU i Shanghai Ranking).

DIKU forsker og underviser inden for de tre hjørner af datalogi: algoritmer, mennesker og data. Instituttets forskning er organiseret i seks forskningssektioner og et forskningscenter, hvor både grundforskning og anvendt forskning spiller en essentiel rolle. Derudover har instituttet en række specialiserede forskningsgrupper med direkte tilknytning til en eller flere sektioner.

DIKU tilbyder datalogiske uddannelser på højeste faglige niveau inden for datalogiske uddannelser på både bachelor, kandidat og ph.d.-niveau. Instituttet udbyder tre kernefaglige bacheloruddannelser og en kandidatuddannelse, og er repræsenteret i en række tværfaglige it-uddannelser i samarbejde med flere af Københavns Universitets fakulteter. Mange af instituttets kandidater arbejder som specialister hos markedsledende, globale techvirksomheder eller topforskere på førende universiteter verden over.

DIKU spiller en internationalt ledende rolle på en række forskningsområder, som konsolideres i takt med instituttets vækst. Instituttet er i gang med at udvikle porteføljen af internationalt ledende datalogiske forskningsområder eksempelvis inden for temaer som kunstig intelligens, computere i alt, det digitale samfund, digital sikkerhed og persondatabeskyttelse, digital sundhed, kvantecomputere og grøn teknologi/it. Instituttets tværfaglige forskning og uddannelse løser problemer inden for alle tænkelige områder af vores samfund, hvor data spiller en rolle. DIKU er optaget af, hvordan etik kan medtænkes i fremtidens digitale teknologier, så de er tilpasset menneskers og samfundets behov.

I de seneste år har DIKU arbejdet med en faglig og strukturel udvikling af instituttets uddannelser for at imødekomme samfundets behov for højtkvalificerede it-specialister. I de kommende år skal DIKU optimere og udvikle de eksisterende uddannelser samt udvikle nye relevante uddannelser. Ydermere arbejdes der mod et endnu større samarbejde på tværs af KU omkring digitalisering, kompetenceudvikling inden for datalogi og data science såvel i uddannelse som i forskning. DIKU har haft stor succes med forskellige efter- og videreuddannelsestilbud særligt til større erhvervsvirksomheder, derfor er dette et område der er fokus på at opdyrke, ligesom der er fokus på generelt at udvikle efter- og videreuddannelsesområdet.

På DIKU tilstræbes et mangfoldigt og inkluderende forsknings- og uddannelsesmiljø, hvor alle kan blive inspireret til at nå deres mål og blive succesfulde, både som studerende og ansat. I de kommende år vil instituttet fokusere på den organisatoriske udvikling, infrastruktur og fysiske rammer; med henblik på at tiltrække og fastholde medarbejdere og studerende i verdensklasse, samt fastholde DIKUs styrker.

Institutledelsen består udover institutlederen af to viceinstitutledere for henholdsvis forskning og undervisning, seks forskningssektionsledere, en administrationschef og fire administrative sektionsledere.

Læs mere om instituttet på www.di.ku.dk.

Institutlederens profil
Institutlederen skal fungere og trives i krydsfeltet mellem forskning, uddannelse, udviklingsarbejde, formidling, ledelse og administration. Dette kan bl.a. betyde, at institutlederen på DIKU:

  • har lyst til ledelse og relevant ledelseserfaring, herunder erfaring med forskningsledelse og personaleledelse, inkl. rekruttering og økonomistyring
  • er en anerkendt forsker på minimum lektorniveau inden for et af instituttets
  • fagområder, har et vist kendskab til instituttets øvrige fagområder og forstår værdien af såvel grundforskning som anvendt forskning
  • har erfaring med forskningsbaseret undervisning samt med udvikling af uddannelser og har kendskab til og erfaring med at navigere i det uddannelsespolitiske system
  • kan tænke strategisk og tværfagligt i forhold til instituttets udvikling som en del af SCIENCE, KU og samfundet og spotte nye synergier både nationalt og internationalt
  • er en dygtig formidler med øje for politiske og samfundsmæssige dagsordener, der kan bidrage til DIKUs positionering og synlighed i det omgivende samfund
  • er god til proaktivt at involvere og inddrage ledere, medarbejdere og studerende i implementeringen af trufne beslutninger i udviklingen af instituttet
  • leder lyttende og dialogbaseret og prioriterer kommunikationen og samarbejdet i organisationen samt har et stærkt blik for at anerkende den enkelte medarbejder
  • har forståelse for og indblik i administrationens rolle i universitetets organisation
  • har opnået gode resultater med tiltrækning af ekstern finansiering fra nationale og internationale bevillingsgivere
  • har et stærkt netværk og kan samarbejde med mange forskellige fagligheder og typer af organisationer samt interesse for at udvikle instituttets fagmiljøer i samspil med det omgivende samfund
  • har lyst og evner til at skabe resultater på tværs af institutter, fakulteter og universiteter og i det omgivende samfund
  • er synlig, udadvendt, imødekommende, har høj integritet og ser mangfoldighed som en styrke – såvel for medarbejdere som studerende
  • Institutlederen skal beherske engelsk og dansk/skandinavisk på højt niveau.

Til stillingen er udarbejdet en uddybende job- og personprofil, hvor du kan læse mere om organisationen, opgaverne og rekrutteringsprocessen.

Du kan fortroligt henvende dig til dekan Katrine Krogh Andersen, tlf. 35332010, hvis du har spørgsmål til stillingen.

Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker som udgangspunkt på åremål med en ansættelsesperiode på fem år med mulighed for forlængelse i op til 3 år. Ansættelsen sker i henhold til overenskomst for akademikere i staten mellem Finansministeriet og AC samt protokollat til overenskomst for akademikere i staten om institutledere og dekaner ved universiteterne, hvor lønnen pt. udgør 626.494 kr. årligt. Hertil kommer efter nærmere aftale et åremålstillæg, og et pensionsbidrag på 17,1 %.

For eksterne ansøgere kan der stilles krav om faglig bedømmelse på lektorniveau efter universiteternes ansættelsesbekendtgørelse (Videnskabsministeriets bekendtgørelse nr. 242 af 13. marts 2012).

Omfanget af eventuelle forsknings- og undervisningsaktiviteter forhandles og aftales med dekanen.

Ansøgning
Ansøgning uploades via KUs jobportal senest søndag den 24. januar 2021. Klik på "ansøg" ned øverst i opslaget.

Ansøgningen skal indeholde dit CV og en redegørelse (max. tre sider) for din vision for instituttet, herunder de vigtigste elementer i en strategi for forskning, undervisning og udvikling, ledelsesopgavens varetagelse og organisering af instituttet.

Universitetet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen uanset personlig baggrund.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet på jobfinder.