Jobbet "To ingeniører med flair for at tænke nye løsninger" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

To ingeniører med flair for at tænke nye løsninger for afvikling af øget trafik

Har du blik for innovation og udvikling og vil du have indflydelse på trafikafviklingen i Danmark? Så er du måske en af de to nye ingeniører, som vi leder efter til løsning af opgaver inden for trafikafvikling.

Dine opgaver
Du skal arbejde med opgaver inden for trafikafvikling på det statslige vejnet, hvor den stigende trafik påkræver udvikling og nye løsninger. Det bliver din opgave, sammen med kollegaer i Vejdirektoratets mange faglige enheder, at udvikle disse løsninger.

Du skal også deltage i Vejdirektoratets egne anlægs- og driftsprojekter, hvor din opgave bliver at udarbejde løsninger for trafikafviklingen og bidrage til udbudsmateriale samt deltage i anlægsfasen af projekterne. Du vil have stor medindflydelse på, hvordan projekterne bedst gennemføres i forhold til effektiv afvikling af trafikken.

I et vist omfang indgår du også i sagsbehandling af de ansøgninger om råden over vejareal, der danner grundlaget for den korrekte afmærkning ved vejarbejder på det statslige vejnet.

Du vil indgå i et tværgående samarbejde i løsning af opgaverne med mulighed for at deltage i tværfaglige netværk. Det vil bringe dine kompetencer i spil inden for faglig ledelse, samarbejde og kommunikation på mange niveauer.

Din profil

  • Du er vej- eller anlægsingeniør med erfaring inden for trafikafvikling og anlægslogistik. Det vil desuden være en styrke, hvis du har erfaring med gennemførelse af vejarbejder
  • Du er nysgerrig på og har interesse for innovative løsninger, funderet på trafikteknisk faglighed
  • Du er tværfagligt orienteret og evner at sætte dig ind i tekniske problemstillinger og løsninger
  • Det er en fordel, hvis du har erfaring inden for projektarbejde, udbudsdokumenter og vejregler
  • Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med udarbejdelse af tegninger i CAD programmer
  • Du kommunikerer tydeligt i såvel skrift som tale, er samarbejdsorienteret, udviser overblik og når de fastlagte mål til tiden i en til tider hektisk hverdag

Om os
Du bliver en del af afdelingen Trafikafvikling Øst bestående af 12 medarbejdere, hvis kerneopgaver er trafikafvikling i forbindelse med større og mindre anlæg, driftsarbejder samt myndighedsbehandling.

Du kommer til at arbejde i en dynamisk og fagligt stærk organisation og bliver en del af området Trafikafvikling og Vinter, med kollegaer fordelt på vores kontorer i Aalborg, Skanderborg, Middelfart, Næstved, Fløng og København. Af den grund arbejder vi med distanceledelse, og det er derfor nødvendigt, at du kan arbejde selvstændigt og tør træffe beslutninger inden for dit arbejdsområde.

Dine løn- og ansættelsesvilkår
Du får løn efter overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg afhængig af dine kvalifikationer.

Tiltrædelse 1. januar 2020 eller snarest muligt.

Dit ansættelsesområde vil være Transport- og Boligministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner. Tjenestested er Vejdirektoratet, hvor du ansættes i Drift og Teknikdivisionen på vores kontor i Fløng, Guldalderen 12, 2640 Hedehusene.

Dine opgaver vil primært være beliggende på Sjælland, hvorfor du skal være indstillet på en del kørsel.

Ansættelsen er betinget af, at du har et gyldigt kørekort (kategori B).

Læs mere
Vil du vide mere om Vejdirektoratet, og hvad det vil sige at arbejde hos os, kan du læse mere om vores opgaver og medarbejdere på www.vejdirektoratet.dk.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Jørgen Sand Kirk på tlf. 7244 7035 eller 2040 4028.

Er du interesseret?
Send din ansøgning senest den 17. november 2019. Vi forventer at afholde samtaler i uge 47.

Søg stillingen ved at trykke på linket ”Ansøg”. Vedhæft ansøgning, cv, eksamenspapirer og andre relevante dokumenter.

Vejdirektoratet ønsker at afspejle det omgivende samfund i medarbejdersammensætningen og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder