Jobbet "GEUS søger ny vicedirektør" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Vi søger ny vicedirektør til De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS). Stillingen ønskes besat fra den 1. februar 2023 eller snarest derefter.

Har du lyst til at fortsætte udviklingen af én af Danmarks bedste offentlige arbejdspladser, så hører vi gerne fra dig. Vi tilbyder et spændende, krævende og udviklende job, hvor du indgår i et samarbejde med de øvrige medlemmer af direktionen, chefkredsen og hele personalet, vores departement, en række af statens andre ministerier, Grønlands Selvstyre samt mange eksterne samarbejdspartnere.

GEUS’ viden og kompetencer anvendes på områder med stor samfundsmæssig betydning – i den offentlige forvaltning, i erhvervslivet, i uddannelsesinstitutionerne og andre af landets forskningsmiljøer. 

Jobindhold
GEUS’ bestyrelse fastlægger i samarbejde med direktionen institutionens strategiske grundlag og garanterer den faglige integritet. Vores nye vicedirektør vil sammen med den administrerende direktør og vicedirektøren med ansvar for GEUS’ daglige administration udgøre den samlede direktion, der er ansvarlig for implementering af strategien og organisationens daglige drift. Dit primære ansvarsområde er at lede implementeringen af de strategiske temaer: Grøn omstilling, Naturen vi lever i samt Værdiskabende data. Læs mere om GEUS’ strategi, opgaver og organisation på www.geus.dk .

Stilling kræver solid ledelsesmæssig erfaring på højt niveau, og erfaring med at lede andre ledere. GEUS’ statsgeologer refererer direkte til den administrerende direktør, så som vicedirektør er der dog formelt ikke direkte personaleledelse, men fokus på den strategiske ledelse. Evnen til at fastholde, anvende og skabe et godt netværk, er også af betydning for stillingen. En åben og udadvendt natur, og evnen til at lytte, er gode redskaber i stillingen som vicedirektør.

Vi søger en visionær vicedirektør, som kan være med til at sikre, at institutionens faglige kompetencer bestandigt udvikles, og at GEUS bidrager til den nationale og internationale udvikling af geofagene. Vicedirektøren skal sammen med den administrerende direktør og institutionens øvrige ledere værne om GEUS’ videnskabelige integritet og dermed sikre rådgivning af myndigheder, ministerier og offentligheden på et højt, fagligt niveau.

Om GEUS
GEUS er en uafhængig og internationalt orienteret forskningsinstitution under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet (KEFM). GEUS har status som statsvirksomhed med ca. 300 ansatte. GEUS’ årlige omsætning er i disse år omkring 350 millioner kroner, som er ligeligt fordelt mellem en finanslovsbevilling og indtægter fra forsknings- og rådgivningsopgaver. Vi gennemfører omkring 600 projekter hvert år, som organisatorisk sker i en projektorienteret matrixstruktur i ni faglige afdelinger. Syv af disse afdelinger har til huse i vores hovedkvarter på Øster Voldgade 10 i København, to af afdelingerne er placeret på Aarhus Universitets campus, og vi har et mindre kontor i Nuuk i Grønland. GEUS deltager aktivt i koncernfællesskabet i KEFM med fokus på kerneopgaver i samarbejde med ministeriets øvrige institutioner.

GEUS løser en række myndighedsopgaver for KEFM og for en række andre ministerier, herunder Miljøministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Erhvervsministeriet, Udenrigsministeriet og Statsministeriet samt Grønlands Selvstyre.

GEUS indgår i et forpligtende samarbejde med Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet samt Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Statens Naturhistoriske Museum samt Globe Institute ved Københavns Universitet i ’Geocenter Danmark’. GEUS har en væsentlig rolle i uddannelsen af både speciale- og ph.d.-studerende.

GEUS deltager i internationale projekter både i EU, som en del af ’EuroGeoSurveys’ som har kontor i Bruxelles, og uden for Europa, især med fokus på kapacitetsopbygning og forskning i Afrika, Sydøstasien og Kina. GEUS har pt. projekter i mere end 20 lande.

Kvalifikationer
Ansøgeren skal have forskningsmæssig kompetence på højt niveau inden for GEUS’ arbejdsområder. Der forudsættes erfaring og stærk interesse for de anvendelsesorienterede aspekter af faget geologi. Den nye vicedirektør skal i et tæt samspil med de danske geologiske forsknings- og uddannelsesmiljøer engagere sig i fagets udvikling på nationalt og internationalt niveau.

Da GEUS også yder forskningsbaseret, geologisk rådgivning om en række forhold af stor samfundsmæssig betydning både i Danmark og i Grønland, skal ansøgeren have de nødvendige forudsætninger for at indgå i beslutningsprocesser i et politisk styret, administrativt system.

GEUS’ budget består af både en finanslovsramme og af eksterne midler fra private virksomheder, offentlige forskningspuljer, private fonde mv. Ansøgeren skal derfor have kompetencer og indsigt til at drive GEUS som delvist indtægtsdækket virksomhed og til at udvikle nye forretningsområder.

Stillingen stiller store krav til kontaktskabende evner og smidighed i omgangen med både den statslige administration, forskningsverdenen og privatsektoren – såvel nationalt som internationalt. Ansøgeren skal desuden besidde væsentlige, ledelsesmæssige kompetencer og have indsigt i finansiering og økonomi. Ansøgeren skal være beslutningsdygtig, udadvendt, en god kommunikator og have gode samarbejdsevner. Det forventes, at ansøgeren har fokus på at bevare og udvikle GEUS som en institution med et stærkt sammenhold og en åben kultur.

Løn- og ansættelsesforhold
Ansættelse sker i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten i løngruppe 2, med mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg. Ansættelsen sker i et åremål på seks år med mulighed for forlængelse i tre år.

Du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Ansættelsesområdet er KEFM med tilhørende institutioner. KEFM betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle interesserede uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til administrerende direktør Flemming Larsen, tlf. nr. 30 51 58 99, mail flar@geus.dk. Henvendelser behandles fortroligt.

Ansøgningen
Ansøgningen skal være vedlagt et CV, relevante eksamenspapirer og evt. kontaktoplysninger på referencepersoner (max. 2).

Du kan sende din ansøgning ved at trykke på knappen ”Søg stillingen”. Ansøgningen skal være GEUS i hænde senest mandag den 28. november 2022, kl. 12.00.

For allerede ansatte tjenestemænd stiles ansøgningen til Dronningen.

Ansøgning modtaget efter tidsfristen vil ikke blive taget i betragtning.

Ansøgningen vil blive behandlet af et ansættelsesudvalg. Første runde samtaler forventes afholdt i første halvdel af december måned.  

I ansættelsesprocessen kan udvalget beslutte at anvende test ved vurderingen af ansøgernes ledelsesmæssige kompetencer.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder