Gå til hovedindhold

Faglig stærk sektionsleder, der brænder for projekter og mennesker
Er du en dygtig bro- eller konstruktionsingeniør? Er du klar til et nyt skridt i din karriere? 

Du har nu muligheden for at udvikle dig i rollen som sektionsleder for vores velfungerende anlægssektion i Esbjerg/Vejle - hvad enten du har erfaring med ledelse eller har ambitionerne til at blive en dygtig og motiverende leder 
Anlægssektionen i Esbjerg/Vejle er en del af afdelingen for transportinfrastruktur i Syddanmark, hvor vi alle brænder for at skabe innovative projekter, der forbedrer eksisterende infrastrukturer, skaber nye løsninger til håndtering af overfladevand eller vedligeholder eksisterende infrastruktur. 
Vi er en ud af fire sektioner i afdelingen og har kolleger på vores kontorer i Odense, Vejle og Esbjerg. Vi arbejder både på lokale, nationale og globale projekter. 

Spændende mulighed for at kombinere din stærke faglige viden med et ønske om at drive og udvikle et unikt team af specialister og projektledere
Som sektionsleder af anlægssektionen Esbjerg/Vejle bliver du daglig leder for 15 dygtige og drevne specialister og projektledere. Herudover får du også ansvaret for dine egne projekter samt løbende at udvikle dine faglige kompetencer som projektleder og udvikle dig som leder - med opbakning fra hele ledelsesteamet. En stor del af din hverdag vil bestå af projektledelse af infrastrukturprojekter - lokale og globale - så du stadig er i tæt kontakt med din kernefaglighed og vores kunder.

Ud over at have en spændende og alsidig projektportefølje, bryster vi os af at have et særlig godt arbejdsmiljø og en hverdag med gode samarbejder og sparring.

I rollen som sektionsleder vil dine opgaver blandt andet indebære:

  • at sikre, at sektionen udvikler sig fagligt og organisatorisk,
  • ansvar for egne projekter,
  • at bevare trivslen og det gode samarbejde,
  • at sikre optimal ressourceudnyttelse,
  • at sætte rammen for et velfungerende team af projektledere og specialister, 
  • at varetage rekruttering og introduktion af nye medarbejdere.

Du bliver en del af afdelingsledelsen, hvor du i samarbejde med afdelingens øvrige sektionsledere og chefer vil være med til at sætte retning og sikre udvikling af forretningen. Du vil således deltage i et ledelsesfællesskab, hvor vi lægger vægt på sparring og fælles udvikling. 

Er du en stærk projektleder, der også brænder for ledelse, vil vi gerne høre fra dig
Som vores nye sektionsleder tilbyder vi dig en hverdag med spændende ledelsesopgaver og alsidige projekter. Derfor leder vi efter dig, som har interesse for ledelse og besidder gode menneskelige egenskaber og en stærk faglighed.

Vi forestiller os, at du: 

  • har en uddannelsesbaggrund som diplom- eller civilingeniør, 
  • har 6-10 års erfaring som bro- eller konstruktionsingeniør - og gerne fra rådgiverbranchen,
  • motiveres af at udvikle andre og kan se mulighederne og potentialet i dine medarbejdere,
  • har et stærkt fagligt drive og brænder for projektledelse,
  • har fokus på at bevare den gode trivsel og samtidigt have øje for faktureringsgrad.

Hvis du har ledelseserfaring, er det en fordel, men vi vil også meget gerne høre fra dig, hvis du er en dygtig ingeniør, der gerne vil tage det næste skridt i din karriere og udvikle dig som leder

Hvem er vi - og projekter vi beskæftiger os med
Vi tilbyder et spændende job i en afdeling, hvor der er fokus på trivsel, udvikling og høj faglighed med stor indflydelse på egne arbejdsforhold. 

Lige nu beskæftiger vi os med områder og projekter som f.eks. datacentre og transformerstationer både i Danmark og udlandet og store anlægsprojekter som Odense Letbane m.fl. Samtidigt arbejder vi på små og store broer i mange udformninger f.eks. cykelstibroen på Esbjerg Banegård, en bevægelig bro ved Esbjerg Havn og driftsrådgivning af store broer som Ny Lillebæltsbro, de tre sydfynske broer, Odins Bro og bevægelige broer i Sønderborg.

Som afdeling er vi kendetegnet ved, at der et godt arbejdsmiljø med en uformel omgangstone og stor faglig stolthed. 
Vi har et godt socialt miljø, hvor vi arbejder udviklingsorienteret, og hvor sparring og vidensdeling er væsentlige elementer - også sektionslederne imellem.

Interesseret?
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte: 

Lars Dalager, Afdelingsleder, Tlf: +45 2925 2635.

Vi indkalder løbende til samtaler og ser frem til at modtage din ansøgning og CV snarest.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.