Gå til hovedindhold
Jobbet "F-35 Ingeniør" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

F-35 Ingeniør til Fort Worth

Brænder du for flyteknologi og er du interesseret i kampfly? Har du lyst til et ansvarsfuldt ingeniørjob med en travl og varieret hverdag i et internationalt miljø, hvor du vil opleve et spændende og højt fagligt niveau?

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) søger en ingeniør til varetagelse af opgaven som teknisk forbindelsesled mellem F-35 producenten, det internationale F-35 programkontor og FMI i USA.

Om os
Nyt Kampfly Program er en programorganisation i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, som gennemfører anskaffelse og indfasning af nye kampfly til Danmark. Der er tale om den hidtil største materielinvestering til Forsvaret og en anskaffelse af stor strategisk betydning for Danmark. Heraf følger naturligvis stor bevågenhed. I Nyt Kampfly Program stiller vi derfor meget høje krav til os selv og hinanden.

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har i øjeblikket udstationeret repræsentanter i F-35 programkontoret i Washington D.C, i USA. F-35 programkontoret er det internationale programkontor, som har til opgave at forestå anskaffelse, drift og videreudvikling af F-35 Joint Strike Fighter kampflyet til USA, internationale partnere og andre F-35 købere. F-35 programkontoret har ca. 2.200 medarbejdere, heraf ca. 160 fra de internationale partnerlande. En del af disse medarbejdere er stationeret andre steder i USA (Eksempelvis Fort Worth (TX) og på sigt Dayton (OH)).

Om stillingen
Der er tale om en stilling i F-35 programmets driftsstruktur indledningsvist placeret i Fort Worth, TX, hvor der skal udføres teknisk sagsbehandling og løsning af materieltekniske problemstillinger på et højt fagligt niveau. Du vil få et ansvarsfuldt job i en travl og varieret hverdag i et internationalt miljø, hvor du skal varetage specifikke opgaver i relation til drift og vedligeholdelse. Endvidere indgår du i den samlede danske tekniske organisation, som bl.a. varetager det nationale ansvar for den indledende og vedvarende luftdygtighed samt håndterer tekniske problemstillinger, når disse opstår.

Du bliver tilknyttet et internationalt ingeniørteam, der varetager alle flyets systemer og flyets struktur. Endvidere vil du evt. skulle deltage i verificeringen af specifikke arbejdsopgaver i forbindelse med produktionen af danske fly i Fort Worth. Udstationeringen forventes at begynde 1. juli 2020, og forud for udstationeringen må forventes et nationalt oplæringsforløb. Tiltrædelsen sker hurtigst muligt.

Om dig
Du er uddannet ingeniør og har erfaring fra arbejde med fly. Du bør have stor interesse for kampfly samt meget gerne et kendskab til internationale standarder for produktion og drift af fly (eks EMAR part 21 og/eller MIL-HDBK-516 samt EMAR part 145) og kendskab til F-35 flyets opbygning og undersystemer. Du har flair for IT-systemer, herunder MS office.

Det er afgørende, at du arbejder ansvarligt, er initiativrig og har gode analytiske evner samt er god til at skabe relationer på tværs af kulturer. I en travl hverdag kan du bevare overblikket og arbejde struktureret med komplekse problemstillinger, og er i stand til at formidle disse i den internationale organisation samt til de rette nationale myndigheder og personer.

Du er god til at kommunikere, og evner at formulere dig forståeligt på skrift og i tale på såvel dansk som engelsk. Du er en proaktiv og positiv engageret holdspiller, som med fleksibilitet og åbenhed løser opgaver selvstændigt såvel i team som med andre.

Vi kan tilbyde dig et spændende, uformelt og fagligt højt arbejdsmiljø og et godt kollegialt samarbejde.

Ansættelsesvilkår
Du ansættes og aflønnes efter den gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikere i Staten / Akademikere under IDAs og Ddls forhandlingsområde. Der vil være mulighed for at forhandle tillæg afhængig af dine kvalifikationer og kompetencer. Til stillingen er knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 17,1 %.

Du ansættes indledningsvist ved FMi i Ballerup med tiltrædelse snarest muligt, og planlægges udstationeret under forsvarets udetillægsordning i perioden 01-07-2020 til 30-06-2024.

Som ansat i Forsvaret, er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder bl.a., at du skal kunne sikkerhedsgodkendes, og at du er forpligtet til at deltage i fredsskabende og fredsbevarende operationer med videre.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte oberstløjtnant Lars Lind Knudsen på tlf. 2560 0489.

Spørgsmål vedrørende løn og ansættelsesvilkår rettes til HR-konsulent Heino Hansen på tlf. 7281 9131.

Du kan søge stillingen via link i højre side senest den 8. januar 2020. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, skal du medbringe disse til en evt. samtale.

Forsvaret er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk oprindelse til at søge jobbet.

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder