Gå til hovedindhold

Erfaren projektleder til vores Healthcare robotics område

Teknologisk Institut i Odense søger dig, der har lyst til at arbejde med den nyeste teknologi og udvikle morgendagens robotløsninger inden for Healthcare. Du brænder for at gøre en forskel for området gennem forretnings- og projektudvikling, deltagelse i banebrydende robotprojekter og netværksudvikling.

Forretnings- og projektudvikling
Robotter inden for Healthcare står i de kommende år foran deres helt store indtog. Teknologisk Institut spiller en førende rolle i at udvikle og udnytte potentialet i disse nye løsninger i samarbejde med virksomheder, kommuner, sygehuse, plejecentre mv. Teknologisk Institut er bl.a. en af kernepartnerne i det europæisk initiativ DIH-HERO (https://dih-hero.eu) med formålet at accelerere udvikling og implementering af robotter inden for Healthcare på tværs af Europa.

Du bliver en del af et center, hvis overordnede mål er at få omsat den teknologiske ekspertise inden for robotteknologi til konkrete løsninger.

Dine opgaver vil være at:

  • Deltage i danske og internationale forsknings- og udviklingsprojekter på området herunder også være projektleder
  • Udvikle området og styrke vores projektportefølje gennem udarbejdelse af tilbud og projektansøgninger
  • Planlægge og gennemføre workshops, seminarer mv. i samarbejde med danske og internationale samarbejdspartnere   
  • Rådgive og indgå i udvikling af robotløsninger sammen med danske og internationale virksomheder
  • Indgå i og drive relevante netværk på området 

Erfaren projektleder med videregående uddannelse
Du har en videregående uddannelse med erfaring inden for innovation, projektudvikling og projektledelse. Det er en fordel, hvis du har erfaring med at indgå i og ansøge større forskning- og udviklingsprojekter. Erfaring inden for velfærds- eller sundhedsteknologi er et plus, men ikke et krav.

Du motiveres af at være med i komplekse projekter, hvor det tværfaglige samarbejde er en del af dagligdagen.   

Du bliver en del af et spændende og innovativt miljø, der arbejder på forkant med den teknologiske udvikling, hvor du også selv tager initiativ til at udforske nye forretningsmuligheder. Du er en team-spiller, men tager selvstændigt ansvar for at få projekterne i mål.   

Du har en positiv, udadvendt og opsøgende profil, som motiveres af at skabe og føre en idé til et konkret projekt, og fra projekt til banebrydende anvendelse. 

Robotteknologi - robotløsninger på verdensplan
Du bliver en del af et dynamisk center med 45 engagerede kolleger med et højt og bredt fagligt niveau, som udvikler og implementerer nye teknologier i eksisterende og nye produkter. Vi er en af Europas førende robotinnovatører og en respekteret og efterspurgt videnspartner i nationale og internationale forskningsprojekter. Læs mere her: https://teknologisk.dk/robot ;

Kontakt
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Lars Dalgaard på telefon 7220 3983 eller centerchef Kurt Nielsen på telefon 7220 2211.    

Vi indkalder løbende til samtaler, så send din ansøgning hurtigst muligt og senest den 25. november 2019. Vi forbeholder os retten til at lukke opslaget før tid, hvis et passende antal egnede kandidater er fundet.  

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder