Vil du være med til at finde og udvikle de bedste løsninger til fremtidens spildevandsanlæg, og har du ambitioner om at gøre en håndgribelig forskel for samfundet og klimaet? Så har du alle muligheder for at få dine ønsker opfyldt hos os i Krüger.

Vi synes at spildevandsområdet er vanvittigt spændende og fyldt med fantastiske muligheder, der kan være med til at løse nogle af de store klima- og miljømæssige udfordringer verden står overfor. Vi har brug for dig til at hjælpe os med at vurdere og vælge de optimale løsningsmetoder og løsninger.

Som maskinprojektingeniør på entrepriseprojekter hos Krüger udarbejder du idéoplæg, skitse- og detailprojektering herunder flow-, proces og instrumenteringsdiagrammer samt layouts af maskinanlæg - primært ved hjælp af CAD-baseret konstruktions- og designarbejde i Revit eller tilsvarende CAD-designværktøjer. Du kommer til at arbejde med specifikation og indkøb af udstyr, og med maskinsikkerhed i alle projektfaser. 

Du bliver ansvarlig for at:

  • Udarbejde nødvendige beregninger, designspecifikationer, komponentlister og indkøbsspecifikationer mv. rettidigt i ordreafviklingen og tilbudsgivningen 
  • Bidrage til sparring om risici og muligheder i projektet
  • Bidrage til løbende optimering af vores tekniske løsninger i forbindelse med tilbudsgivning/ordreafvikling og videreformidling af evt. projektændringer 
  • Medvirke ved vurdering af opgavernes omfang og pris, herunder forhandle med underleverandører og samarbejdspartnere
  • Medvirke ved projektløsning og projektopfølgning samt bistå ved byggemøder 
  • Medvirke ved tilsyn, inspektion, idriftsætning og indkøring af anlæg og anlægsdele. Jobbet vil derfor i perioder indebære rejseaktivitet
  • Aktivt at søge information om relevante løsningsmetoder og teknologier i forbindelse med tilbudsgivning og ordreafvikling.

Du er en erfaren maskiningeniør eller maskinmester
Med en uddannelse som maskinmester eller maskiningeniør har du det tekniske fundament på plads. Du har praktisk erfaring med at anvende Inventor, Revit eller tilsvarende CAD-designprogrammer.

Din erfaring med projektering af maskininstallationer til vand- eller spildevandrensning, energianlæg, varmegenvinding eller procesanlæg gør at du trives i en rolle, hvor du er i tæt dialog med kunderne. Du har derfor også den nødvendige diplomatiske fingerspidsfornemmelse, det kræver at skabe og udvikle gode relationer.

Du har indsigt i maskinsikkerhed, herunder risikovurdering, CE-mærkning og ATEX, og kan skrive tekniske dokumenter på både dansk og engelsk. Du kan desuden forklare en teknisk udfordring og dine løsningsforslag på en måde, så også ikke-ingeniører forstår det.

Dit nye job i Krüger
Hos Krüger bliver du en del af Danmarks førende virksomhed på miljøområdet. Da vi er en del af den globale miljøkoncern Veolia, har du også dialog og samarbejde med vores udenlandske kolleger og vil deltage i internationale projekter, særligt i Skandinavien. 

Fællesnævneren for alt vores arbejde er fokus på bæredygtighed og at bidrage positivt til FN’s Verdensmål, som vi med stolthed kan sige, at Krüger er certificeret i.

Kulturen er præget af selvstændighed, åbenhed og respekt. Vidensdeling er en naturlig del af hverdagen. Du vil fortrinsvist arbejde i projektteams, hvor gensidig respekt og faglig sparring er vigtig for at opnå det bedste resultat. 

Er du socialt anlagt, så er der flere muligheder for at have det sjovt sammen med dine kollegaer, og du kommer til en virksomhed, der har fokus på, at medarbejderne trives både fagligt og socialt. Vi er sammen om både ølbrygning, den årlige medarbejder revy, fredagsbar og andre sjove og uhøjtidelige events. Og så har vi en god kantineordning med frokost, som vores egen kok står for.

Vi har stor fokus på din trivsel og vil gerne gøre vores til, at du er glad for at komme på arbejde, og vi tilbyder stor fleksibilitet, der gør det muligt at kombinere et meningsfuldt arbejdsliv med et privatliv.

Og naturligvis tilbyder vi fleksible og attraktive lønpakker, medarbejdergoder, efteruddannelse, pensionsordning og behandlingsforsikring.

Vi er ca. 400 medarbejdere i Krüger fordelt på kontorer i Søborg, Aarhus, Aalborg, Glostrup og Roskilde. Stillingen kan således søges både fra hovedstadsområdet og Jylland.

Ansøgning og kontakt
Er du nysgerrig og har du lyst til at komme med på Krügerholdet? Så send din ansøgning senest den 23. februar 2023.

Hvis du vil høre mere om jobbet, er du meget velkommen til at kontakte Martin Troelsen på telefon 2843 9128.

Vi ser frem til din ansøgning!

Læs mere om os på www.kruger.dk