Jobbet "Erfaren It-projektleder til digitalt at understøtte den nye grønne landbrugsreform" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Er du en erfaren IT-projektleder, som vil lede spændende projekter, der gør en aktiv forskel for klima og miljø? Kan du lide at begå dig i feltet mellem kunder, forretning, IT og eksterne IT-leverandører? Så grib pennen, og fortæl os om dig og dine kompetencer.

Vi skal til at implementere en ny landbrugsreform, der stiller nye grønne krav til landbrugerne – og det stiller nye krav til vores IT-systemer. Derfor har vi brug for dig, der vil spille en aktiv rolle i udviklingen af fremtidens IT-systemer, som får ansøgningsrunder, sagsbehandling og kontrol til at spille effektivt sammen, så landbrugsstøtten kommer hurtigt ud til de rigtige – til gavn for dansk landbrug, for miljøet og for klimaet.

En hverdag med at skabe nye løsninger til gavn for vores kunder 
Landbrugsstyrelsen har et stort systemlandskab, og vi har outsourcet vores server- og applikationsdrift, samtidigt med at vi har en betydelig udviklingsportefølje ved eksterne leverandører. Vi har travlt og skal i gang med implementeringen af EU’s nye store landbrugsreform. Vi søger derfor endnu en IT-projektleder, som vil styre vores IT-projekter sikkert i mål.

Du samarbejder naturligt med de store eksterne it-leverandører, så leverancekvalitet, økonomi og gevinstrealisering hele tiden er afstemt. Vi er mange forskellige fagligheder på tværs i organisationen, og du har blik for afhængigheder og kan holde overblikket - også når der foregår mange ting samtidig. Du får projektdeltagerne med dig i arbejdet og sørger for at fremdriften holdes.

Det er en stilling med en bred kontaktflade til både kunder, kolleger og eksterne leverandører. Det vil være en fordel, at du har erfaring med IT-projekter, hvor forskellige IT-leverandører skal samarbejde om leverancerne.

Landbrugsstyrelsen har omlagt sin interne udvikling til agile arbejdsgange efter SAFe-metoden, og skal nu videre i den retning med vores samarbejde med vores eksterne udviklingsleverandører. En del af vores projekter er fortsat vandfaldsbaserede, men vi har et par agile pilotprojekter, som skal sætte rammerne for metoden fremadrettet, hvor flere og flere af vores projekter forventes at skulle udvikles agilt. Du kommer derfor til at deltage aktivt og drivende i forandringen hen imod agile arbejdsmetoder med leverandørerne.

Dine opgaver bliver bl.a. at:

  • Lede IT-projekter under den nye Landbrugsreform. Vi laver løsninger til gavn for interne brugere og interessenter; herunder landmænd, sagsbehandlere og EU. Du skal sikre, at deres behov bliver imødekommet, og at projekterne bliver etableret og styret på et godt grundlag. 
  • Sikre, at leverandører og interne projektdeltagere har klare rammer for deres arbejde, hvad enten det handler om krav ift. brugernes behov eller om vores tekniske krav og sikkerhedsstandarder. Du er også den, der sikrer, at vi får den nødvendige dokumentation fra leverandørerne, og at processer overholdes.
  • Varetage alle projektledelsesdiscipliner fra økonomistyring over afholdelse af workshops, til styring, kontrolleret idriftsættelse og afrapportering og gevinstrealisering.
  • Sikre, at der sker den nødvendige kvalitetssikring undervejs og at afsluttede projekter efterfølgende evalueres.
  • Sikre fokus på gevinstrealiseringen hele vejen igennem projektet.

Dine kolleger
Vi kan tilbyde dig en hverdag i en af statens største IT-afdelinger. Vi har til opgave at sikre gode systemer til vores kunder og til vores interne fagenheder og sagsbehandlere. 

Vi har et godt samarbejdsklima, hvor vi involverer hinanden i opgaveløsningen, og hvor det faglige niveau er højt.
Styrelsens IT-enhed har ca. 230 medarbejdere, hvoraf en stor del er organisatorisk forankret i to agile release trains, der arbejder i agile teams med konfigurering af vores fagsystemer. Øvrige enheder varetager bl.a. leverandørstyring, test og it-support. Et projektlederforum samler projektledere på tværs i organisationen og understøtter et fagligt fællesskab og den projektledelsesfaglige udvikling. Landbrugsstyrelsen arbejder aktivt med at udvikle god ledelse, og du vil få en leder, der vil tilstræbe at give god og konstruktiv feedback.

Dig
Du har en lang videregående uddannelse – gerne inden for it, jura eller økonomi. Du vil være den helt rigtige til jobbet, hvis du kan lide at tage ansvar for noget stort og at skulle navigere mellem mange fagligheder og interessenter.

Forretningsmiljøet stiller krav til hurtige ændringer pga. skift i de politiske regler. Det er vigtigt at du bl.a.

  • arbejder struktureret og ser afhængigheder – både i detaljerne og i større sammenhænge
  • har en sikker hånd i forhold til leverandørsamarbejdet – herunder særligt i forhold til økonomi- og kontraktstyring
  • holder snor i opgaverne fra start til slut og sikrer dig, at hele ”kæden” er godt med i projektet. I projekterne vil bl.a. indgå kunder, sagsbehandlere, testere, systemforvaltere, it-arkitekter, eksterne leverandører og vores interne supportfunktion. Det er derfor vigtigt, at du trives med en bred kontaktflade.
  • er en dygtig formidler både skriftligt og mundtligt, der kan dokumentere projektet og formidle komplekse problemstillinger til forskellige målgrupper
  • har en god it-teknisk indsigt – særligt på applikationsniveauet med forståelse for både udvikling og drift af løsninger
  • har en god organisationsforståelse
  • er engageret og serviceminded, samtidig med at du sikrer, at projektet forløber inden for kontrakt og økonomi

Vi ser desuden gerne, at du:

  • Er velbevandret i Statens IT-Projektmodel (bygger på PRINCE2)
  • Har kendskab til agile udviklingsmetoder, meget gerne SAFe, og erfaring med agile samarbejder med eksterne leverandører

Ansættelsesvilkår
Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Ansættelsesområdet er Miljø- og Fødevareministeriet med tilhørende institutioner, og tjenestestedet er Landbrugsstyrelsen, Nyropsgade 30, 1780 København V. Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan fremvise en privat straffeattest uden forhold af betydning for stillingen.

Vi gør opmærksom på, at det daglige arbejdssprog er dansk og engelsk, hvorfor det forventes, at du kan læse og skrive dansk og engelsk på et arbejdsmæssigt niveau.

Stillingen ønskes besat snarest muligt.

Kontakt
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte enhedschef Rasmus Gade Andersen +4521729744 eller It-underdirektør Franci Johansen +45 20 99 30 04,

Ansøgning
Søg stillingen ved at sende en ansøgning inkl. CV, eksamensbevis og evt. referencer online i vores rekrutteringssystem (tryk på ”Ansøg”) senest mandag den 9. august 2021. Samtaler forventes afvikles torsdag den 12. august 2021.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.