Gå til hovedindhold

Erfaren hydrauliker til vandforsyningen

Vil du være med til at udvikle og fremtidssikre vandforsyningen til hovedstadsområdet?

HOFOR leverer hver dag drikkevand til mere end en million mennesker i hovedstadsområdet, og det stiller store krav til vores løsninger, hvor vi skal sikre kvalitet og leverance hele vejen fra kilden til kunden – både nu og i fremtiden. Vi moderniserer, nytænker og bygger nyt inden for alle aspekter af vandforsyningen og søger derfor en erfaren hydrauliker, som skal være med til at designe fremtidens vandforsyning. 
 
Strategisk planlægning, samarbejde og udvikling  
 
Du bliver ansat som planlægger og bliver en del af vandforsyningssektionen i Planafdelingen, hvor vi beskæftiger os med strategisk planlægning for den samlede vandforsyning i HOFOR. Dette omfatter strategier for udvikling, udbygning og vedligeholdelse af de forskellige anlæg, dimensioneringskrav, målstyring og meget andet. Vi fornyer og udvikler hele tiden forsyningerne og vil i fremtiden øge fokus på mulighederne for at supplere grundvandet med forskellige former for sekundavand i hovedstadsområdets mange nye bydele.  
 
Stillingens konkrete indhold vil blive sammensat efter din profil, og vil indeholde et udpluk af følgende arbejdsopgaver: 

  • Være ansvarlig områdeplanlægger for 1-2 ejerkommuner. Opbygning af ledningsnetmodeller og udførelse af hydrauliske beregninger for distributionsnettet i AQUIS eller Mike Urban
  • Deltage i opbygning af hydrauliske modeller for råvandsnettet 
  • Samarbejde med ejerkommunerne om udpegning af sekundavandsprojekter, herunder indgå i dialog med kommunen vedr. udformning af lokalplaner og vandforsyningsplaner 
  • Deltage i udvikling af planmæssige og tekniske løsninger for sekundavand 
  • Indgå i projektgrupper og sikre det strategiske fit ved løsning af vandprojekter 
  • Gennemføre og afrapportere analyseprojekter 

I sektionen får du 12 dygtige kolleger, der har stor erfaring med vandforsyning. Vi sparrer med hinanden og sætter pris på det gode samarbejde, som er vigtigt, da der ofte er i overlap og sammenhæng mellem vores opgaver. Derudover har vi et tæt samarbejde med både HOFORs Projektområde og Driften for at sikre, at de rigtige projekter bliver prioriteret og opfylder succeskriterierne. Vi samarbejder med ejerkommunerne, andre store forsyninger og universiteter om udvikling af vandforsyningen, samt vores nabo-vandforsyninger om nye strategiske samarbejder. Du bliver en del af en sektion med høj faglighed, en stærk holdånd og en uformel omgangstone med plads til et godt grin. 
 
Analytisk overblik og gode samarbejdsevner 
 
Vi forestiller os, at du har en relevant akademisk uddannelse. Optimalt har du mindst 5 års erfaring med vandforsyning, herunder gerne ledningsnetmodellering. Du er vant til at begå dig både i felten og i projektorganisationen, og har kendskab til det planmæssige grundlag for udbygning af vandledningsnettet. Hvis du besidder kompetencer inden for projekt- og/eller procesledelse vil det være et plus.  
 
Vi lægger vægt på, at du er god til at kommunikere både mundligt og skriftligt med forskellige faggrupper og interessenter. Det vil være en fordel, hvis du har et godt kendskab til det kommunale system, da vores ejerkommuner er vigtige samarbejdspartnere.  
 
Ud over dine faglige kompetencer lægger vi vægt på, at du arbejder struktureret, er vedholdende og målrettet med sans for detaljer. Du skal have lyst til at dele din viden og skabe resultater gennem godt samarbejde. Du trives med at have mange bolde i luften også i perioder med mange deadlines. Du er udadvendt, har en positiv indstilling og bidrager til et godt arbejdsmiljø i sektionen og i afdelingen. 
 
Det er et krav, at du har gyldigt kørekort til personbil, kategori B. 
 
Ansøgning og kontakt 
 
Har du spørgsmål til stilling, er du velkommen til at kontakte planchef Brian Hansen på telefon 2795 4745 eller via mail.

Ansøgningsfristen er den 27. august. Forventet start 1. november 2018.  

Vær venligst opmærksom på, at ansøgninger kun modtages elektronisk gennem vores elektroniske rekrutteringssystem. Send din ansøgning ved at klikke på ”Ansøg”. 

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder