Jobbet "Energiplanlægger eller ingeniør til grøn omstilling af varmesektoren" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Vil du bruge din viden om energiplanlægning til at fremme den grønne omstilling på varmeområdet? Skal du være den, der kommer med de gode idéer til nye tiltag og indsatser? Vi tilbyder spændende opgaver, der både understøtter politikernes arbejde med den grønne omstilling og sikrer, at idéerne kan blive til virkelighed bagefter. Så brænder du for regulering af varmesektoren? Og vil du gerne arbejde med det i en politisk kontekst? Så læs endelig videre!

Om jobbet
I varmekontoret i Energistyrelsen arbejder vi bl.a. med modernisering af varmesektorens regulering, grøn omstilling og kommunernes rolle i varmeplanlægningen. Det betyder, at vi lige nu er i gang med en række større og mindre projekter, der fx drejer sig om reguleringen af fjernvarmesektoren, herunder ift. biomasse, forbrugerbindinger, udfasning af individuelle olie- og gasfyr samt kommunernes rolle i varmeplanlægningen.

Dine primære arbejdsopgaver vil være:

  • Ministerbetjening, fx udarbejdelse af beslutningsoplæg til politiske udspil eller svar på spørgsmål fra Folketinget.
  • Udvikling af tiltag, der understøtter den grønne omstilling.
  • Implementering af politiske aftaler.
  • Mindre beregninger af konsekvenserne af forslåede tiltag.
  • Svar på henvendelser om fjernvarmesektoren og reglerne på området.

Vi er omkring 20 kolleger i kontoret, og vi er pt. 6 i det team, som du skal være en del af.

Om dig
Du kan være energiplanlægger, ingeniør eller have en anden uddannelse, der er relevant for området. Det er kendskabet til reguleringen af sektoren kombineret med den tekniske vinkel, der er din styrke.
Du har et ønske om at være med til at udvikle rammerne og lovgivningen på området, så den grønne omstilling af varmesektoren sker mest hensigtsmæssigt. Du trives i en hverdag, som ikke altid kan forudsiges, hvor nye opgaver skal prioriteres ind blandt dem, der allerede er sat i gang, og hvor opgaverne af og til skal afsted med ganske kort frist. Du kan lide både at lave større opgaver, der kræver et langt, sejt træk og opgaver, der er mindre og hurtigt overstået.  Du synes også, at løsningen af en opgave bliver bedre, når det sker i samarbejde på kryds og tværs. Det kan både være samarbejde i teamet, med resten af kontoret, med kolleger i Energistyrelsen, departementet, interesseorganisationer mv.

Det vil være en fordel, hvis du har kendskab til varmesektoren eller mere generelt til forsyningssektoren. Det kan fx være, at du har erfaring med energiplanlægning i en kommune, at du har arbejdet med projektbekendtgørelsen eller lignende.

Om os

I Energistyrelsen gør vi en forskel hver dag. I Danmark og i lande verden over. Vores vision om at opnå et klimaneutralt samfund i vækst og balance er den største opgave, vi skal være med til at løse. Vi ved, at vi skal tænke ambitiøst, og vi ved, at vi skal tænke nyt. Vores mål er en klog, grøn omstilling, hvor Danmark går foran, og danske erfaringer anvendes globalt. Hvor grønne løsninger, sikker og effektiv forsyning og økonomi tænkes sammen.

Vi har et job med mening. Vi er historien om de moderne nørder, stærke generalister og en ledelse, der vil motivere. Vi er 750 kolleger med en særlig holdånd. Vi er faglige. Vi er nysgerrige. Og så tager vi ansvar for fremtiden. For vi har dette til fælles: Vi gør en grøn forskel i hverdagen og for de kommende generationer.

Læs hele vores kernefortælling og få indblik i vores værdier

Center for Forsyning
Center for Forsyning skaber rammerne for udvikling af forsyningssektorerne med henblik på at sikre grøn omstilling, ressourceeffektivitet, forsyningssikkerhed, økonomisk effektivitet og forbrugerhensyn. Vi har ansvaret for el-, gas- og varmesektoren og økonomisk regulering af vand- og affaldssektoren. Vi arbejder med regulering – både i EU og nationalt, lovarbejde, analyser, tilsyn, konkurrenceudsættelse og markedsdesign mv.

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den relevante overenskomst for akademikere i staten som fuldmægtig med rådighedsforpligtigelse.

Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.

Supplerende oplysninger kan fås ved henvendelse til kontorchef Trine Sannem på telefon 2618 0292 eller teamleder Ulla Philip på telefon 3395 0921.

Energistyrelsen betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Sådan ansøger du
Du søger via www.ens.dk/job. Benyt funktionen "Ansøg" på stillingsopslaget.

Din motiverede ansøgning med CV, eksamensbevis inkl. karakteroversigt og eventuelle øvrige bilag skal være indtastet senest søndag den 13. februar 2022.

Samtaler forventes afholdt løbende og senest i slutningen af uge 7 og starten af uge 8 med henblik på tiltrædelse 1. april 2022.

Kandidater til stillingen skal være indstillet på evt. at skulle udarbejde en case i forbindelse med rekrutteringsprocessen.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.