Vi arbejder med forskningsprojekter på højt internationalt niveau med Jordens magnetfelt (geomagnetisme) som fællesnævner, og vi arbejder hovedsageligt i Danmark, i Grønland og i rummet.

Vores projekter og opgaver spænder bredt:

  • vi bygger magnetometre til observatorier over hele verden og har selv målestationer i Danmark, Færøerne og Grønland,
  • vi bruger droner til magnetiske opmålinger for forskere og firmaer,
  • vi er hovedarkitekter bag ESA’s 3 Swarm-satellitter og leder et internationalt forskningsteam omkring Swarm,
  • vi bedriver forskning på forskellige områder, fra grundforskning til anvendt/industriel forskning, undervisning og myndighedsbetjening.

Jobbet
Vi har flere opgaver end vi kan klare, så vi søger en kollega, som har lyst til at arbejde i en dedikeret afdeling med forskere, teknikere og studerende. Arbejdsopgaver kunne være: udvikling af dataloggere til drone-sensorer og magnetometre, styringssystemer til nyudviklede magnetometre, deltagelse i feltarbejde og forskningsprojekter, drift og vedligehold af observatorier og instrumenter i Danmark og Grønland.

Opgaverne kommer til at omfatte hardware og printudlægning, programmering og databehandling, 3D-printning og laserskæring, diverse mekanisk arbejde, opsætning og kalibrering af magnetisk udstyr. Hvis du ikke har forhåndskendskab til alle disse områder – og til geomagnetisme som forskningsfelt – er det ingen hindring. Det som du måtte mangle, kan tillæres.

Erfaring med elektronikdesign og implementering
Vi forestiller os, at du har en relevant elektronikfaglig uddannelse eller relevant erfaring fra tidligere stillinger.

Vi håber at finde en ny kollega, som kan lide at arbejde med mennesker og teknik, og som kan se en fremtid og karriere i en spændende forskningsafdeling.

På det faglige plan forventer vi, at du som minimum:

  • Kan arbejde med design af kredsløb og printudlægning i EDA software fx KiCad eller EAGLE
  • Har gode loddeegenskaber og en systematisk tilgang til fejlfinding

Derudover vil det være en fordel, hvis du har kendskab til nogle af de følgende områder:

  • programmering og databehandling i fx MatLab eller python
  • 3D-printning (design i f.eks SolidWorks software) og laserskæring
  • design og tilvirkning af kabinetter

På det personlige plan lægger vi vægt på følgende egenskaber:

  • Du får en bred kontaktflade til flere arbejdsgrupper i afdelingen, så vi forventer, at du er god til at samarbejde
  • Du er god til at strukturere din tid, er selvkørende og tør tage ansvar.
  • Du er god til at holde styr på mange småopgaver samtidig.
  • Du har ikke noget imod at påtage dig en proaktiv rolle i forhold til dine opgaver.
  • Har mod på at lære nyt og udnytte denne viden i dit arbejde.

Hvad tilbyder vi dig
Du bliver en del af et fagligt engageret miljø, hvor vi har en god og behagelig omgangstone og forståelse for ”work-life balance”. DTU er en organisation, hvor viden og uddannelse med et globalt perspektiv er omdrejningspunktet. Ny teknologi, innovation og viljen til at skabe noget, der kan komme os alle til gavn, er hjørnestenene. Vi værdsætter høj faglighed og ønsker, at du løbende udvikler dig i takt med dit ansvar, og der er gode muligheder for kurser.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomsten for Akademikere i Staten (AC).

Dit arbejdssted er DTU Lyngby Campus og med ugentlige dage på vores magnetiske observatorie i Brorfelde ved Holbæk. Arbejdstiden kan være fra 3 til 5 dage om ugen, alt efter hvordan det passer med dig.

Arbejdspladsen har flexordning.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 1. november 2021Åbn linket "Ansøg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser. 

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte Lars W Pedersen på mail (lawp@space.dtu.dk) eller telefon (4579 7370). Læs mere om DTU Space og vores afdeling på www.space.dtu.dk.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.