Jobbet "Dygtig Systemudvikler" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Dygtig Systemudvikler søges til Danmarks Meteorologiske Institut (DMI)

Hvem er vi? 
DMI er instituttet, der forbinder naturens kræfter med teknologiens styrker, derfor har DMI begyndt 2018 med fokus på forandring og digital fornyelse. Derfor har vi brug for flere friske hoveder med en nysgerrig og energisk tilgang til al den viden og data, vi er i besiddelse af. 

Vi henter data fra de mindste små tekniske finurligheder til de vildeste ”state of the art” løsninger, såsom satellitter og en Cray supercomputer placeret på Island. I dag er vi godt 65 ansatte i IT afdelingen, som konstant udvikler nye løsninger samt drifter og vedligeholder ældre IT teknologier samtidig med, at vi er præget af videnskab og forskning. Her bliver du konstant udfordret af alt det, som vejret kan rive med sig i sin udvikling verden over. Med de klimaforskelle, der forandrer verden, er det vigtigt, at teknologien følger med. IT-afdelingen har ansvar for DMI’s samlede tekniske infrastruktur herunder drift- og udviklingsaktiviteter vedrørende alt fra mobile løsninger over supercomputeranlæg til kommunikations- og telemålingssystemer, samt døgnovervågning af operationelle IT-systemer. 

Giver tanken om en rolle som systemudvikler på DMI dig et sug i maven, og tænker du, at det er jobbet, du brænder for, så læs videre, for der er masser af opgaver og udfordringer i denne stilling. 

En del af DMI’s IT-afdeling som systemudvikler 
Hos DMI bliver du en del af en meget dynamisk hverdag i arbejdsgruppen IT Data. Dit primære fokusområde bliver at deltage på en større digital forandringsrejse indenfor DMI’s helt centrale kerneopgave ift. opsamling, processering, lagring samt viderefordeling og distribution af måledata fra DMI’s og øvrige internationale observationsnet, hvor vi på mange områder ønsker at optimere og automatisere håndteringen af data fra vejrstationer, vandstandsmålere, strømmålinger, radiosonde, lynpejlere og nedbørradarer. Der er derfor rigtig stor bredde i de opgaver, du vil møde – og vi garanterer, at du i hvert fald ikke kommer til at kede dig!   

Til alt dette søger vi nu en udvikler, der er kompetent og skarp som solen, har is i maven og en brændende lyst til at være en del af et IT team, som også er en del af videnskab, forskning og udvikling.  

Dig, som kommende kollega 
Vi søger dig som har en solid IT profil med en relevant IT-uddannelse- eller baggrund. Du kommer med minimum 3 års relevant erfaring som udvikler, gerne fra en lignende funktion. Du stortrives med at gøre systemer mere robuste, driftsstabile og konsistente, og du har rigtig god indsigt i praktisk og stabil softwareudvikling. Du har en naturlig lyst og nysgerrighed til at holde dig opdateret med de nyeste teknologier og tilegne dig praktisk viden om dem. 

For at du kan matche fagligheden i stillingen må du meget gerne

  • Have indgående erfaring med udvikling i Java, Python eller lignende til backend-systemer 
  • Have praktisk erfaring med applikationsudvikling, hvor databaser (SQL/NoSQL) spiller en central rolle 
  • Have praktisk erfaring med udvikling af dataprocesseringskæder 
  • Have kendskab til distribution og fordeling af datapakker (”message switching”) 
  • Have erfaring med udvikling af applikationer mhp. 24/7 drift 
  • Kunne begå dig i Linux-miljøet og i shell-scripts 
  • Være frisk på at tilegne dig indgående viden om meteorologiske dataformater (f.eks. TAC/BUFR/GRIB/IWXXM)  

Teamet 
Din kommende arbejdsplads har en kultur, der er gennemsyret af holdånd, gode dialoger og åbenhed, hvilket også er drivkræften i, hvordan teamet arbejder bedst. Du skaber derfor naturligt relationer og er opmærksom på værdien af vidensdeling. Du trives i en hverdag med forandringer og kan bevare det kølige overblik, mens vejret varmer arbejdstempoet op. Derfor har vi alle, inklusiv dig, en struktureret tilgang til opgaverne og kan formidle arbejde, der udføres. Du vil matche teamet, hvis du er systematisk, grundig, og har en positiv og energisk tilgang til egne opgaver, og dem vi løser sammen. Gennem stabilitet og engagement vil du matche teamet perfekt, da vi alle har en ”yes-we-can”-indstilling til opgaveløsningen. 

DMI 
DMI ligger bogstavelig talt et lille vindstød fra Ryparken station. Det er meget nemt at komme til os på cykel, og vi har rigtig gode omklædningsforhold, hvis du har givet den gas på cykelstien. 

I IT afdelingen hygger vi omkring torsdagsbrætspil og fællesmorgenmad én gang om måneden. Vi er en meget stabil arbejdsplads, hvor ansatte bliver længe, når de først er blevet ”smittet” med DMI-kulturen.

”Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det”, som Storm P. sagde. Vi kan heller ikke ændre på vejret, til gengæld deler vi det til alt og alle, både til kommercielt brug, men også til livsvigtige instanser og funktioner. Det er denne samfundsvigtige position, der driver os og gør os til noget helt særligt i Danmark. Vil du være med? 

Hvad så nu? 
Ansættelse og aflønning
: Sker i henhold til gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg  

Ansættelsesområdet: Er Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet med tilhørende institutioner  

Arbejdstid: Stillingen er en fastansættelse på 37 timer pr. arbejdsuge 

Tiltrædelse: Stillingen er til besættelse snarest muligt 

Yderligere oplysninger: Kan fås hos afdelingschef i IT & Økonomi Thomas Kjellberg (40113034, tkc@dmi.dk) eller daglig leder, Anne Marie Munk Jørgensen (3915 7327, ammj@dmi.dk)  

Ansøgningsfrist: 6. august 2018 

Ansættelsessamtaler: Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 33. En eventuel samtale kan tage udgangspunkt i en konkret opgave 

Stillingen søges: For at søge stillingen skal du klikke på linket "Ansøg", og følge instruktionerne. 

Vi opfordrer til, at du i din ansøgning oplyser om tidligere eller aktuel beskæftigelse med frivilligt arbejde. Vi ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder og etnisk baggrund. 

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder