Jobbet "Dygtig og erfaren projektchef til Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Er du en erfaren projektchef, der kan styre en totalentreprise? Og brænder du for at udnytte dine kompetencer til at sikre og forbedre veje, fortove og cykelstiers tilstand i verdens bedste cykelby med fokus på trafiksikkerhed og fremkommelighed? Så er det måske dig, vi søger.

Der er tryk på udviklingen i København. Teknik- og Miljøforvaltningen er en central aktør, og vi tager os af de fysiske forandringer i byen. Det er vores ambition at skabe verdens bedste storbymiljø og et unikt byliv i København. 

For at nå vores mål og for at vi kan få sat gang i samfundet igen, skal vi de næste par år gennemføre en lang række større og mindre genopretningsprojekter til samlet flere hundrede millioner kroner. For at sikre hurtig og rettidig eksekvering på dette, vil vi, for en række af de større projekter, tænke nyt i forhold til den tidligere udførelsesstrategi på området. Mere præcist vil vi tænke nyt i forhold til den tidligere udførelsesstrategi.

Vi vil lave et EU-udbud af en eller flere totalentrepriser, og det er her, at du kommer ind i billedet som projektchef. Med din erfaring, energi og engagement skal du, sammen med et mindre team, sikre, at totalentrepriserne bliver en succes, samtidig med at alle vores arbejder i byen koordineres med resten af forvaltningen, så der stadig er fremkommelighed og plads til de mange spændende arrangementer der kommer til byen.

Om os

Stillingen er placeret i en enhed i afdeling for Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold. Enheden består af ca. 30 medarbejdere, der har forskellige baggrunde indenfor planlægning, datahåndtering, anlæg, projektstyring, byggeledelse, trafikingeniørarbejde, arkitektur, landskabsarkitektur mv. Fællesnævneren for medarbejderne i enheden er, at alle har et stort fokus på samarbejde på tværs af fagligheder. Vi arbejder i en tværfaglig teamstruktur, hvor alle dels har egne ansvarsområder og dels indgår i løsningen af kollegaers projekter. På den måde sikrer vi en høj grad af vidensdeling. Hvert team er sammensat ud fra forskellige fagligheder, hvilket medvirker til et fagligt og professionelt miljø. Vi er engagerede i vores arbejde og stolte af at bidrage til den positive udvikling af København.

Om dig

Du er en erfaren og resultatorienteret projektchef og har et smittende engagement. Du har en faglig profil, der sikrer konstruktive processer og løsninger på et højt niveau. Du er fx ingeniør, landskabsarkitekt, arkitekt eller har en anden relevant faglig baggrund. Du kan også have suppleret din uddannelse med en projektleder- og/eller økonomisk uddannelse. Derudover har du erfaring med totalentrepriser og er fortrolig med projektstyringsværktøjer og metoder indenfor projektledelse og procesfacilitering.

Du brænder for at få din faglighed i spil i udviklingen og eksekveringen af anlægsprojekter. Du er en kollega, der har personlig gennemslagskraft, er nysgerrig, har et godt humør og er imødekommende. Du kan skabe overblik, komme i mål, og har fokus på faktorer som tid, økonomi, kvalitet og proces. Du trives i en travl og omskiftelig hverdag med mange forskellige opgaver. Herudover er du en teamplayer, der forstår og ser fordelene i at arbejde i teams.

Vi forventer, at du kan

  • afstemme strategi for og gennemføre EU-udbud i samarbejde med juridiske rådgivere og øvrige projektdeltagere
  • sikre styring, koordinering og kvalitetssikring af kravspecifikation og andre udbudsbilag
  • sikre såvel interne og eksterne leverancer i forhold til kontrakterne
  • styre eksterne leverandører og skabe fremdrift i samspil med flere interessenter
  • mestre de gængse projektdiscipliner: organisering, planlægning, risikostyring, kommunikation, interessenthåndtering mm.
  • styre projekter i forhold til økonomi, tid og kvalitet. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med anvendelse af projektstyringsredskaber, fx Primavera eller MS Project
  • arbejde selvstændigt og styre din egen opgaveløsning, samtidig med at du er god til at inddrage andre nødvendige fagligheder både internt og eksternt
  • formulere dig klart og tydeligt i skrift og tale til både politikere, direktion, samarbejdspartnere og borgere
  • navigere i en organisation med mange interne og eksterne interessenter
  • beherske og prioritere kommunikation med ledelsen og interessenterne

Det er en fordel, hvis du har kendskab til offentlige forvaltningsprocesser og har erfaring med arbejde i en politisk ledet organisation. Vi forventer, at du har gennemført en projektlederuddannelse eller har praktisk erfaring med projektledelse svarende til IPMA C-certificering.

Ansat i Københavns Kommune

Vi lægger vægt på en uformel arbejdsform og godt humør i et fagligt inspirerende miljø med plads til at forsøge nye løsninger. Som ansat i Københavns Kommune har du arbejdsforhold, der gør det muligt for dig at få balance mellem arbejdsliv og privatliv, idet du gennemsnitligt får en 37-timers arbejdsuge inkl. frokostpause. I denne stilling er vi dog også åbne overfor alternative ansættelsesformer i en form for projektansættelse.

Arbejdspladsen er beliggende på Islands Brygge.

Yderligere oplysninger

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med Københavns Kommune.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamkoordinator Henrik Preisler Mathiesen på 5137 0440 eller enhedschef Thomas Klint Martinsen på 2117 7027.

Du kan læse mere om Københavns Kommune og Teknik- og Miljøforvaltningen her www.kk.dk og www.tmf.kk.dk.

Søg stillingen via link senest tirsdag den 9. juni 2020 

Vi forventer at gennemføre ansættelsessamtaler med udvalgte kandidater i uge 25 og 26.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder

Om Teknik- og Miljøforvaltningen

Forvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelsen, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.200 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 3 mia. kr.