Gå til hovedindhold

Drifts- og Anlægschef i Sønderborg kommune

Afdelingschef, der får udsigt i verdensklasse

Man skal passe på med ordet verdensklasse. For hvornår kan man nu tillade sig at bruge det? I Sønderborg Kommune gør vi det, fordi der vitterligt er så mange fyrtårne af international kaliber, at det at sammenligne sig med resten af Verden før Danmark bliver helt naturligt. Det er dèrfor, vi har vendt kortet på hovedet - for vi har nemlig udsigt i verdensklasse. Flensborg ligger lige om hjørnet, og Nordeuropas hovedstad, Hamborg, er mindre end to timer væk.

Vores internationale virksomheder med Danfoss og Linak i spidsen er i verdensklasse. Det er også en vigtig årsag til, at vi har et bredt funderet arbejdsmarked, understøttet af den udflytning af statslige arbejdspladser, der har givet familierne mulighed for at finde gode jobs til begge parter.

Vores projekt Zero-satsning om at gøre Sønderborg-området CO2-neutralt senest i 2029 er unikt - også på verdensplan. Når den tidligere erhvervshavn i Sønderborg i disse år transformeres til en moderne bydel med multikulturhus og konferencehotel, sker det efter en masterplan, udviklet af den verdenskendte arkitekt Frank Gehry. Kultur og events sker i stor skala med det foreløbige højdepunkt i 2021, når Tour de France lægger touren forbi Sønderborg.

Det sker, fordi vi vil! Og fordi et samlet byråd støtter op om visionerne for vores kommune. Og det sker, fordi vi i den kommunale organisation formår at trække på samme hammel, når vi skal præstere.

Og det er det, du kommer midt ind i som vores nye Drifts- og Anlægschef. Det bliver helt tydeligt når du oplever verdensklassesprinterne passere målstregen i Sønderborg den 4. juli 2021. Men det er ikke mindst i det daglige - når det gode liv i Sønderborg Kommune leves - at du er med til at levere varen. Som i enhver anden organisation er der også udfordringer, men vi er ikke bange for at adressere dem, og vi hjælper hinanden med at løse dem.

Vi forventer, at du kommer med gode lederevner, hvor det at finde balancen imellem leadership og management falder dig naturligt. Du er god til at møde folk i øjenhøjde - ved, at det er i samarbejdet i - og ud af - organisationen, at de store resultater skabes. Du har nogle erfaringer og/eller præferencer, der gør, at du bevæger dig ustresset i et teknisk/fagligt univers, har et godt økonomistyringsniveau og en veludviklet forståelse for arbejdet i en politisk styret organisation. Hvis du rammer inden for den skive, kan du få udsigt i verdensklasse lige om lidt.

Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes på overenskomstvilkår efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation med en forventet årsløn på ca. 800.000 kroner plus pension.

Yderligere oplysninger
Kan fås hos Jakob Lundgaard, tlf. 4033 2414 og/eller hos direktør Bjarke Eriksen på tlf. 2790 5005.

Læs mere i den uddybende job- og personprofil.

Ansøgning
Ansøgningen sendes via linket, så den er modtaget senest den 19. august 2019 kl. 8.30.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder