Jobbet "DMI søger ny leder til vores forskningsenhed for Hav og Radar" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Skybrud, stormflod og stigende vandmasser. Brænder du for at lede højt kompetente medarbejdere, og vil du gå i front for forskning og udvikling der sikrer menneskeliv og materielle værdier samt understøtter den grønne omstilling i samfundet? DMI søger en ambitiøs og faglig dygtig enhedsleder for vores nye enhed Hav og Radar.

Om jobbet

Efterspørgslen er høj på forskning og udvikling, der kan understøtte den grønne omstilling og hjælpe samfundet til at imødekomme klimaforandringer. Ved DMI oplever vi at store nye opgaver og flere medarbejdere betyder øget behov for ledelse, og vi har valgt at dele vores forskningsaktiviteter inden for vejr, hav og oversvømmelse i tre enheder. Vi søger derfor en enhedsleder til området Hav og Radar, som vil arbejde tæt sammen med vores enhedsledere for Vejrmodeller samt Oversvømmelse og Hydrologi.

Du skal lede forskningsenheden for Hav og Radar, der er ansvarlig for stormflodsmodellering og oceanografisk forskning, samt udvikling af DMI’s radarsystemer til observation af nedbør og ikke mindst skybrud. Som enhedsleder refererer du til Afdelingschefen for Vejrforskning, og har personale- og budgetansvar, inklusiv medarbejdersamtaler, ansættelser, timebudget, mv. for enheden på ca. 12 personer. Enheden kan vokse med fremtidige opgaver, herunder forsknings- og udviklingsprojekter i europæisk regi. Vi har en stærk international profil med mange internationale medarbejdere og engelsk og dansk som arbejdssprog.

Du bliver i det daglige en del af et stærkt ledelsesteam i Vejrforskningsafdelingen og på DMI, hvor vi sammen sætter rammerne for mål, udvikling, drift og trivsel samt arbejder med vores egen ledelsesudvikling.

Om dig

Vi forventer, at du:

  • Brænder for ledelse og har erfaring med ledelse af højtuddannede medarbejdere.  Du kan sætte retning, lede og motivere medarbejdere til at arbejde dynamisk, målrettet og med høj faglighed
  • Har en naturvidenskabelig profil eller anden faglig relevant baggrund
  • Er holdspiller og indgår aktivt i Vejrforskningsafdelingens og DMI’s ledelsesgruppe
  • Tager initiativ og har gode samarbejdsevner, og kan agere bindeled mellem medarbejderne og DMI’s ledelsesgruppe
  • Kan agere som ambassadør for enheden og for DMI i videnskabelige sammenhænge, og har gerne nationalt og international videnskabeligt netværk inden for feltet
  • Har gode kommunikationsevner på engelsk og dansk – eller er villig til at lære hurtigt.

Din afdeling

Vejrforskningsafdelingen på DMI har ca. 50 forskere, og dækker bredt inden for vejr, hav og oversvømmelse, på basis af modellering, remote sensing og in-situ observationer. Afdelingens ansvarsområder omfatter forskning, udvikling og løbende validering af DMI's prognosesystemer til vejr- og havprognoser. Afdelingen dækker desuden faglig myndighedsbetjening inden for vejr, hav og oversvømmelse. Afdelingens ledelse består af afdelingschef og tre enhedsledere, og afdelingen har et mindre sekretariat.

Om DMI

DMI er en del af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. DMI er regeringens klimavidenskabelige rådgiver, som skaber og formidler viden om vejr, klima og hav til rigsfællesskabet. DMI’s varsler, vejrudsigter og services sikrer liv og infrastruktur og skaber grundlag for planlægning i et klima under forandring. Som myndighed inden for vejr, klima og hav varetager DMI den meteorologiske betjening af forsvaret, beredskabet samt den civile luft- og skibsfart i Danmark og Grønland. DMI er en af de ældste statslige institutioner i Danmark og kan i år fejre 150 års jubilæum.

Vi er ca. 300 medarbejdere, hvoraf de fleste arbejder på Lyngbyvej i København.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen klassificeres som chefkonsulent med personaleledelse, med mulighed for 39-11 ordning, og ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst i staten. Der kan forhandles individuelt løntillæg afhængig af dine kvalifikationer. Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.

Supplerende oplysninger kan fås ved henvendelse til Afdelingschef for Vejrforskning, Kristine S. Madsen på tlf. 23390850 eller mail kma@dmi.dk

Vi ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge, uanset køn, alder og etnisk baggrund.

Ansøgning

Send din motiverede ansøgning (på dansk eller engelsk), CV og eksamensbeviser, så vi har det senest mandag d. 26. september 2022. Vi forventer, at afholde samtaler d. 4.-5. oktober. En eventuel samtale kan tage udgangspunkt i en konkret opgave. Invitation til samtale vil ske via mail.

For at søge stillingen skal du klikke på linket "Ansøg", og følge instruktionerne. Stillingen er til besættelse snarest muligt.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder