Jobbet "DevOps/System Engineer" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

DevOps/System Engineer til Center for Cybersikkerhed

Er du god til linux, brænder du for at at arbejde med it-sikkerhed og Vil du være med til at beskytte Danmark mod cybertrusler? Så hører vi gerne fra dig.                  
 
Center for Cybersikkerhed (CFCS), som er en del af Forsvarets Efterretningstjeneste, har en ledig stilling som DevOps/system Engineer, som vi ønsker at få besat snarest muligt. I stillingen kommer du til at arbejde med at opbygge og drifte systemerne i et særdeles spændende og komplekst IT landskab, du ikke finder mange andre steder i Danmark. Alle de services vi udbyder, er til gavn for vores brugere, som er de skarpeste kolleger inden for cybersikkerhed.    
 
CFCS udgør Danmarks nationale forsvar mod cybertrusler. Vi er med til at opdage og håndtere, når danske interesser udsættes for cyberangreb, og det er hos os, at vi samler, opbygger og deler den afgørende viden, som kan forebygge det næste angreb 
 
Som en del af Center for Cybersikkerhed er du med i fronten af Danmarks cyberforsvar. Det er en spændende opgave, som stiller store krav til vores medarbejdere, da truslen konstant udvikler sig. Men hvis du er dedikeret og har lærelyst, kan Center for Cybersikkerhed tilbyde en spændende og alsidig arbejdsplads, som løser en meningsfuld opgave for Danmark. 
 
Om os  
Som led i en ambitiøs udviklingsdagsorden har FE en målsætning om at blive en af de mest dynamiske og operativt fokuserede vestlige efterretningstjenester.  

FE har tre hovedopgaver: 

  • Vi er Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste. 
  • Vi leder og kontrollerer den militære sikkerhedstjeneste og er national sikkerhedsmyndighed inden for Forsvarsministeriets område.  
  • Vi varetager funktionen som national it-sikkerhedsmyndighed, netsikkerhedstjeneste og myndighed for informationssikkerhed og beredskab i telesektoren.  

Vores opgave er at indsamle, bearbejde og formidle informationer om forhold i udlandet af betydning for Danmarks sikkerhed, herunder for danske militære enheder og andre, som er udsendt til løsning af internationale opgaver.  
 
Om stillingen 
Overordnet set kommer du både til at analysere og implementere de nyeste IT trends og værktøjer, og have ansvar for drift af systemer og services.  
 
Du bliver en del af et projekteteam, der både beskæftiger sig med at videreudvikle og drifte IT services. Der vil være mulighed for arbejde med forskellige opgaver der opprioriteres i CFCS. Herunder, implementeringen af aktiviteter der skal styrke cyberområdet, i form af projekter der udspringer af forsvarsforliget 2018 - 2023. 
 
Mere konkret skal du sørge for, at CFCS probenetværk fungerer og løbende bliver udvidet og tilføjet ny funktionalitet. Du vil i samarbejde med udviklerne sætte nye projekter i søen, hvor du vil være ansvarlig for at infrastrukturen er på plads. 
 
Vi har et fagligt meget udfordrende miljø, hvor du vil blive en del af et åbent og tillidsbaseret arbejdsmiljø med kolleger, der altid er klar med sparring omkring de daglige opgaver. Vi arbejder med de nyeste teknologier og er på forkant med udviklingen inden for det IT tekniske felt. Der vil derfor være mulighed for personlig og faglig udvikling i stillingen gennem kurser og konferencer.  
 
Om dig 
Du kan enten have en uddannelse inden for it/naturvidenskab, eller er autodidakt med nogle års erfaring. Det vigtigste er dog, at du kommer med den rette indstilling og passer ind i teamet. Så vi leder efter en kollega, der trives i en uformel tone og med højt humør bidrager til den gode stemning. Samt er villig til at videreudvikle sig både som person og på det faglige plan.  
 
Du har gode Linux egenskaber, vi bruger CentOS/Redhat. Har du en RHCSA eller RHCE certificering er det et plus, ellers vil der være mulighed for at blive certificeret.  
 
Du har et godt kendskab til IT sikkerhed og har måske erfaring med firewallteknologier. 
 
Du værdsætter arbejdet med at analysere og evaluere nye IT sikkerhedsprodukter i samarbejde med dine kolleger.   
 
Du er god til at formulere dig på skrift, i forhold til at kunne dokumentere og udarbejde tekniske analyser af produkter og løsninger. 
 
Derudover forventer vi, at du som minimum kan opfylde ét af nedenstående punkter   

  • Viden om IT sikkerhed 
  • Bredt kendskab til netværksteknologier 
  • Kendskab til værktøjer såsom; Puppet, Ansible, Jenkins og Vagrant. 
  • Erfaring med at installere og bruge linux 
  • Teknisk forståelse for netværksprotokoller som tcp/ip, http, smtp mv.  

Vi har endvidere en forventning om, at du kommer med en vilje til at lære og har et gå-på mod til at angribe komplekse opgaver, hvor det kræver, at man skal tilegne sig viden på et nyt teknisk felt.    
 
Løn og ansættelsesvilkår 
Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Du har som ansat i FE desuden pligt til kortvarig udsendelse til udlandet. 
 
Hvis du er militær, vil du blive ansat efter protokollat af 19. maj 2014 om officerer, beredskabsofficerer, auditørfuldmægtige, elever på grundlæggende officersuddannelse, elever på sprog- og reserveofficers-uddannelserne samt officersaspiranter ved Beredskabsstyrelsen under Forsvarsministeriet, i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten. Militær ansættelse vil blive på enten kaptajn- eller major/orlogskaptajn niveau. 
 
Hvis du allerede er ansat som tjenestemand i Forsvaret inden for hovedfunktionsniveauet (sekondløjtnant til og med major/orlogskaptajn), kan du vælge at bibeholde denne ansættelsesform. Du vil da fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarets Personeltjeneste (nu Forsvarsministeriets Personalestyrelse) og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte officerer i Forsvaret. 
 
Arbejdssted 
Forsvarets Efterretningstjeneste, Center for Cybersikkerhed, Østbanegade, København Ø. 
 
Ansøgning 
Ansøgning vedhæftet CV og dokumentation for uddannelse sendes via stillingsopslaget på nedenstående link.
 
Vi skal have din ansøgning senest den 11. april 2018. 
 
Yderligere oplysninger 
Forventet ansættelsestidspunkt 1. august 2018. 
 
Nærmere oplysning om stillingens indhold kan fås ved henvendelse til 3332 5566 lokal 6221. Andre spørgsmål af ansættelsesmæssig karakter lokal 2215. 
 
Forsvarets Efterretningstjeneste opfordrer alle kvalificerede, uanset personlig baggrund, til at søge stillingen. 
 
www.cfcs.dk finder du flere oplysninger om Center for Cybersikkerhed og på www.fe-ddis.dk finder du FE´s beretning, som er det sted, hvor du får det mest detaljerede indblik i FE´s opgaver, metoder, medarbejdere og FE som arbejdsplads. Her kan du også finde andre produkter, bl.a. FE´s årlige risikovurderinger, situations- og trusselsvurderinger samt yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål. 

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder