Vi er netop nu på udkig efter en dygtig dataassistent til team Banedata, der arbejder med opdatering og vedligeholdelse af Banedanmarks asset data i SAP-PM.

Du vil blive ansat i området Infrastruktur, som har det overordnede driftsansvar for jernbanen. Den ledige stilling er placeret i den tværgående sektion Data og Dokumentation, som består af to teams, herunder team Banedata. I team Banedata har vi ansvaret for, at Banedanmarks samlede tekniske data er overskuelige, opdaterede og til rådighed for interessenter både internt og eksternt. En af teamets kerneopgaver er at sikre udviklingen af og varetage ejerskabet til Banedanmarks Asset Management System. Team Banedata består af 20 medarbejdere, der alle refererer til teamlederen.

Din kommende arbejdsplads vil blive på vores nye kontor på Godsbanevej 2, 4100 Ringsted.

Fokus på overblik, vedligehold og analyse af data
Du vil få en alsidig hverdag, hvor opgaverne er mangeartede. Dine primære opgaver vil være relateret til Banedanmarks data, der ligger i SAP PM. Tværgående opgaver, koordinering og samarbejde med fagsektionerne i Infrastruktur og vores projekt organisation bliver en del af din hverdag.

Du vil blandt andet, skulle beskæftige dig med løbende opdatering og forbedring af data, samt koordinerer at vi får leveret og returneret data fra vores Projektorganisation. Endvidere vil du skulle indgå i forskellige tværfaglige arbejdsopgaver i organisationen, deltage i indsamling og udlevering af data, samt varetage diverse ad hoc-opgaver, som fejlretning af data og besvarelse af henvendelser i vores fælles postkasser. Endvidere vil du skulle opdatere vores Norm vedligeholdelsesplaner.

Kommunikation og samarbejde
Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelse som eksempelvis Teknisk designer, nyuddannet ingeniør eller lignende samt erfaring i forhold til de opgaver, du skal varetage.

Du skal have en bred viden om og forståelse af data. Derudover er det nødvendigt, at du har indgående kendskab til og erfaring med SAP PM og Excel, meget gerne som rutineret bruger. Det vil desuden være en fordel, hvis du er fortrolig med engelsk både i tale og skrift.

Som person er du udadvendt og god til at samarbejde. Du er løsningsorienteret og analytisk. Samtidig er du god til at skabe netværk, og det er vigtigt, at du er i stand til at kommunikere med en bred vifte af faglige og tekniske profiler.

Du arbejder både selvstændigt og gerne i samarbejde med andre og kan endvidere agere professionelt og serviceminded i en travl hverdag, der bærer præg af mange deadlines.

Performancekultur i en sund virksomhed
Banedanmark er en arbejdsplads præget af en høj grad af faglig respekt og med fokus på at levere målbare resultater og effektive processer. Vi har opnået en sundhedscertificering, som den største virksomhed i Danmark, og arbejder målrettet med sundhedsfremme. Vi tilbyder bl.a. alle medarbejdere fri adgang til en række motionstilbud samt kiropraktik, massage, zoneterapi og fysioterapi og har fokus på work/life balance med mulighed for at tilrettelægge sit arbejde.

Vi er en virksomhed, der i kraft af store investeringer i jernbaneinfrastrukturen i fremtiden kommer til at opleve en spændende udvikling. Det betyder, at du som medarbejder får mulighed for at udvikle dig og spille en aktiv rolle i, at Danmark hænger trafikalt sammen i fremtiden. Læs mere om os på www.banedanmark.dk.

I teamet vægter vi udvikling og vidensdeling højt. Det er vigtigt for os at have både et fagligt, men også socialt velfungerende team, hvor vi hjælper hinanden. Vi vil glæde os til at byde dig velkommen på holdet.

Løn
Du ansættes i forhold til gældende overenskomst og lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer.

Ansøgning og kontakt
Vil du vide mere, så kontakt Teamleder i Banedata Pia Walmod-Larsen. Send os din ansøgning og CV hurtigst muligt. Vi vurderer ansøgninger og indkalder til samtaler løbende.
For at søge stillingen klikker du på linket ”Ansøg.”

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.