Gå til hovedindhold

Vil du udvikle løsninger, der bygger på data og integrerer Machine Learning, og vil du være med til at bygge fremtidens data- og analysebaserede Skatteforvaltning?

I kontoret Dataanalyse får du ansvaret for at udvikle og idriftsætte Machine Learning-løsninger, som forbedrer forretningsgange i hele skatteforvaltningen.

Der er stort fokus og opmærksomhed omkring Machine Learning i hele Skatteforvaltningen, og derfor har vi brug for flere udviklere, som har en ambitiøs tilgang til modeludvikling, og kan og vil tage ansvaret for at udvikle og levere end-to-end løsninger. 

Som Data Scientist er dine opgaver at:  

  • udvikle Machine Learning modeller i R med RStudio 
  • sætte Machine Learning modeller i produktion
  • udtænke løsninger sammen med forretningen, der skaber værdi
  • være med til at sikre softwaremæssig kvalitet af kontorets produkter
  • sikre dokumentation, metode og redskaber til standardisering på området.

Du kommer til at spille en aktiv rolle i at fremtidssikre Skatteforvaltningen som en data- og analysedrevet virksomhed og samtidig hjælpe med at styrke kontorets kompetencer inden for kodeudvikling yderligere. 

Machine Learning løsninger i en datadrevet organisation  
Du bliver en del af kontoret Dataanalyse, hvor vi er 16 engagerede og fagligt dygtige medarbejdere. Dataanalyse er en del af Data og Analyse i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen og har ca. 225 medarbejdere.

Vores opgave er at udvikle Machine Learning modeller, som forbedrer forretningsgange i hele Skatteforvaltningen. 

Vi bygger f.eks. modeller som: 

  • identificerer borgere i udenlandske indberetninger
  • udtager pakker til kontrol i tolden
  • prioriterer virksomheder og borgere til revision

Samtidig udvikler og vedligeholder vi infrastruktur, som tillader stabil drift af Machine Learning modeller.

Du kan se frem til at arbejde i et dynamisk miljø. Vi har et godt sammenhold med plads til humor og en uformel omgangstone, samtidig med at vi tager ansvar og har ambitioner om hele tiden at forbedre os. Du får en leder, som går ind for åben og ærlig dialog og som har mennesket for øjet. En leder, der stiller store krav til sig selv og sine medarbejdere, og har et højt ambitionsniveau på kontorets vegne. Det skal være sjovt at gå på arbejde, og du vil derfor opleve en leder, der er inkluderende og giver ansvar, plads og medbestemmelse.

Machine Learning udvikler med erfaring og ambitioner
Der kan være flere indgange til stillingen: Du er softwareudvikler og har stor interesse for Machine Learning, eller har en dataanalytisk baggrund, fx samfunds- eller naturvidenskabelig uddannelse og har erfaring med Machine Learning. 
 
Det vil være en fordel, hvis dine faglige kvalifikationer omfatter:  

  • Ekspertbruger i R, eller vilje til hurtigt at blive det. Erfaring med Machine Learning i andre sprog er et plus
  • Erfaring med at uddrage og tilrettelægge strukturerede eller ustrukturerede data og med at bygge løsninger ovenpå data
  • Godt kendskab til statistisk metode og/eller Machine Learning
  • Erfaring med software udvikling
  • Erfaring med clean code
  • Kendskab til versionskontrol (Git), continuous delivery og test
  • Kendskab til Linux og SQL
  • Kendskab til Azure cloud

Du trives med at arbejde med store såvel som små datamængder, du har en struktureret tilgang til dit arbejde, og du er vant til at dokumentere og vidensdele. Du sætter en ære i at samarbejde og at sikre den nødvendige koordinering og vidensdeling i de teams, du indgår i. Du har sans for at skabe relationer med udgangspunkt i faglighed og forretningsforståelse.  

Ansøgning og kontakt 
Send din ansøgning inkl. CV, dokumentation for uddannelse samt eventuelt yderligere materiale via linket ”Ansøg” senest onsdag den 31. maj 2020. Samtaler forventes afholdt løbende. 

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kontorchef Mie Sachmann Svane på tlf. 7237 6707. 

Vi forventer at bruge en personlighedsanalyse og en logisk test i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. 

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er indtil videre Østbanegade 123, 2100 København Ø. På sigt vil arbejdsstedet skifte til Udviklings- og Forenklingsstyrelsens lokation på Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.

Om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
’I samarbejde med Skatteministeriets øvrige styrelser udvikler vi en fremtidsparat og sikker digital forvaltning’  

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har til opgave at forenkle og udvikle it-løsninger og forretningsprocesser. Samtidig har styrelsen ansvar for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af skatteforvaltningens eksisterende it-systemer. Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.  

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.  

Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.ufst.dk.  

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.