Gå til hovedindhold
Jobbet "Data- og analysemedarbejdere" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Styrelsen for It og Læring søger data- og analysemedarbejdere
Anvendelse af data på uddannelsesområdet spiller en nøglerolle i at styrke fremtidens læring. Vil du være en del af denne udvikling, og er du vild med at arbejde med data, tal og analyser? Så er et job i vores datacenter måske noget for dig. 

Når du arbejder med data i Styrelsen for It og Læring, er der: 

  • 28 dedikerede kolleger, der også elsker statistik og dataarbejde  
  • Mulighed for at blive klædt godt på til en karriere indenfor data og analyse 
  • Du bliver en del af et team, som arbejder med hele processen fra dataindsamling til offentliggørelse af resultater

Vi arbejder med data, der bl.a. indberettes fra grundskoler, gymnasier, erhvervsskoler og voksenuddannelsescentre; og som vi omsætter til centrale nøgletal til brug for opfølgning på reformer samt til politik- og kvalitetsudvikling i hele undervisningssektoren. Vi har store ambitioner og ønsker, at data i datavarehuset skal bringes mest muligt i spil - både internt i ministeriet, men også blandt sektorens mange aktører.  

Dine primære opgaver vil være:  

  • udarbejdelse og formidling af statistik og analyser til initiativforslag, ministersager, præsentationer og kurser  
  • at designe visninger, lave kravspecifikationer og teste rapporter i ministeriets datavarehus (www.uddannelsesstatistik.dk
  • at analysere vores data, hvor vi fx sammenstiller data fra forskellige kilder for at få ny indsigt, anvender statistiske modeller og lign.  
  • dataindsamlinger fra institutioner og centrale it-systemer, som kvalitetssikres til statistik- og analysebrug 

Du kan forvente:  

  • en travl hverdag, hvor du skal samarbejde med både statistikere, tekniske datavarehusmedarbejdere og det politiske niveau 
  • en grundig oplæring med risiko for, at du drømmer om tal om natten 
  • et sug i maven, når de data, du arbejder med, pludselig kan ses af hele Danmarks befolkning i nøgletalsvisninger og rapporter i datavarehuset eller i nationale medier 
  • personlig og faglig udvikling 

Hvordan er det at arbejde i Center for Data & Analyse? 
”Jeg kan virkelig lære noget og blive dygtigere her. Både ved mit samarbejde med de eksperter vi har i STIL, og de eksterne konsulenter der hjælper os med udviklingsprojekter. Lige nu arbejder jeg på at udvikle nye visninger af data, som skal præsenteres i vores datavarehus. Jeg har gode kollegaer, og vi arbejder meget sammen, for at kunne levere de bedste produkter. Det er både sjovt og udfordrende”.  (Louise, scient pol, har været ansat i Center for Data & Analyse i 1 år) 

Vi forventer til gengæld af dig, at du 

  • har en analytisk tilgang til de data, du arbejder med 
  • evner at formidle på en letforståelig måde - også til målgrupper der ikke normalt arbejder med data 
  • følger med i udviklingen indenfor databearbejdning og deler ny viden med dine kolleger 
  • har erfaring med statistikprogrammer/værktøjer som fx SAS, SQL, STATA, SPSS, R - eller tilsvarende 
  • er nyuddannet eller har et par års erfaring med dataarbejde 
  • kan lide at bruge dine kolleger til sparring og idegenerering 
  • ikke er bange for at tage ansvar for opgaverne 
  • har en relevant videregående uddannelse, fx oecon, scient pol eller anden retning hvor databehandling indgår. 

Lyder det som noget for dig? 
Du er velkommen til at kontakte Teamkoordinator Laura Girotti på tlf. 3587 8838, for at høre mere om stillingerne. 

Styrelsen for It og Læring (STIL) beskæftiger ca. 325 medarbejdere i København og Aarhus. STIL er en styrelse under Undervisningsministeriet. Vi fremmer den digitale udvikling på undervisningsområdet, og vores primære fokusområder er øget anvendelse af it i undervisningen og understøttelse af effektiv institutionsdrift ved brug af it.  Vi bringer data og analyser aktivt i spil for at styrke læring og beslutningsgrundlag lokalt og centralt. Du kan se mange af de statistik- og analyseprodukter, vi laver på uvm.dk og i datavarehuset (www.uddannelsesstatistik.dk). 

Løn og ansættelse 
Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i forhold til gældende overenskomst i staten med mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg. 

Stillingerne ønskes besat snarest muligt eller senest pr. 1. august 2019. 

Ansættelsesstedet Vester Voldgade 123, København V. 

Ansøgning 
Ansøgningsfristen er d. 13. maj. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 21 og 22 

Din ansøgning sendes elektronisk og skal indeholde CV og dokumentation for uddannelse (eksamensbevis). 

Hvis du går videre til 2. samtalerunde, vil du blive bedt om at udfylde en personprofil om dine adfærdspræferencer samt gennemføre en kognitiv test. 

I Styrelsen for It og Læring ønsker vi en sammensætning af medarbejdere, der afspejler det omgivende samfund, og vi vurderer udelukkende ansøgere på baggrund af kvalifikationer og kompetencer. 

Læs mere om Styrelsen for It og Læring på www.stil.dk og mød en medarbejder. 

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.