Jobbet "Crypto Software Reverse Engineer" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Kunne du tænke dig at reverse-engineere malware og andet software med henblik på at finde fejlkonstruktioner? Hos os får du lov til, at dyrke de tekniske udfordringer og udvikle din ekspertviden inden for fagområdet.

Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Din hverdag kommer til at blive brugt i IDA Pro, med kodning af værktøjer til automatisering og på at formidle teknisk viden til andre.

Dine arbejdsopgaver vil f.eks. inkludere:

  • Reversere avancerede programmer, der f.eks. benytter sig af moderne C++ og obfuskering. Her kan du først blive nødt til at finde ud af hvordan STL er implementeret i MSVC++, eller hvordan oversætteren vælger at placere virtuelle baseklasser i hukommelsen.
  • Reversere apps, for at forstå netværkstrafikken bag.
  • Forstå hjemmelavede filformater i dybden. Du skal ikke bare videreformidle de tekniske detaljer, men også genimplementere dem når du skal læse filer fra kompromitterede maskiner.
  • Analysere systemer der er så store og komplekse, at det ikke er muligt at forstå alting. Du vil også indgå i tværfaglige samarbejder, hvor I sammen analyserer softwaren.

Vi har ikke korte tidsfrister, men arbejder i stedet vedvarende mod de mål, vi har sat os. For at opretholde din ekspertise vil du blive tilbudt gode muligheder for efteruddannelse i form af konferencer, kurser og kollegial sparring.
Tonen er uformel og vi har en flad organisation, hvor det ikke er din anciennitet, men kvaliteten i dine ideer, der afgør om de bliver afprøvet. 

Du og din baggrund er vigtig
Du er enten nyuddannet eller har mange års erfaring bag dig. Det vigtigste er dine kompetencer, din motivation og dine evne til kontinuerligt at lære nyt.

Du skal være tryg ved at arbejde fokuseret og vedholdende på at løse problemer i længere perioder. Du vil indgå i et team, hvor I vil opbygge de tekniske kapaciteter sammen. 

Du er i dit arbejde drevet af interesse og nysgerrighed, og du har altid en masse idéer til nye eller bidrag til eksisterende projekter.

Det er et krav, at du har gode færdigheder inden for C/C++ og Python, samt en fordel med erfaring i forhold til kryptografiske problemstillinger.

Du skal have praktisk erfaring med software reverse engineering, dog ikke nødvendigvis i forbindelse med din professionelle erhvervserfaring. Derudover vil det være en fordel, hvis du har arbejdet med nogle af følgende områder eller teknologier: IDA, GDB, Ghidra, JEB, ARM, X86 eller Kryptografi.

Din nye arbejdsplads 
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden. 

Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling. 

Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber. 

Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler. 

Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.  

Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 17. maj 2022.

Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted fra uge 21 og stiler mod en ansættelse fra 1. august 2022. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 33 32 55 66, lokal 2215, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.

Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores ”INDBLIK” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder