Jobbet "Chefkonsulent med personaleledelse" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Det er Det Kongelige Akademis vision er, at akademiets højtspecialiserede værksteder og laboratorier skal være et samlende fagligt og højteknologisk kraftcenter, der understøtter og udvikler de studerendes kompetencer samt at værkstederne og laboratorierne får en central rolle i udviklingen af ny kunstnerisk viden og forskning af høj kvalitet. Værkstedsområdet har derfor undergået en stor udvikling de seneste år med fokus på at højne det teknologiske niveau og øge synergien mellem de enkelte fagområder og specialer. Udviklingen pågår fortsat og et vigtigt skridt i den videre udvikling på området, er at skabe eksterne samarbejder og at tiltrække finansiering og funding til enheden.  

Til dette arbejde og til ledelse af enhedens fortsatte udvikling samt drift søger vi en leder, der på den ene side har stor erfaring med ledelse af specialiserede medarbejdere med motiverende og inkluderende ledelsesstil og som på den anden side har stor udviklingskraft og blik for potentielle samarbejder og synergier - internt såvel som eksternt.

Om LAB og værksteder

Det Kongelige Akademis værksteder og laboratorier inden for arkitektur, design og kunsthåndværk blev sammenlagt under en fælles paraply i 2018. Enheden samler derfor i dag 16 fagspecialiserede værksteder og laboratorier på Holmen i København og Nexø på Bornholm. På sigt planlægger vi, at laboratorierne tilknyttet konservatoruddannelsen ligeledes bliver en del af det samlede værkstedsområde på Holmen.

Værkstederne og laboratorierne, der dækker forskellige fagområder såsom glas, keramik, træ, metal, lys, 3D-formgivning, AV, tekstil, beklædning, foto mv., indgår som en aktiv del af den daglige undervisning og benyttes af både de studerende og det videnskabelige personale.

Værkstederne og laboratorierne er bemandet med ca. 20 teknologiinstruktører, der hver især er specialist inden for deres respektive værksteds- og laboratorieområde, samt 5 studentermedhjælpere. Du bliver således personaleleder for en personalegruppe med en høj specialiseringsgrad og et unikt og bredt spænd, når det kommer til fagligheden. Du skal derfor have mod på og flair for at være personaleleder for en selvledende personalegruppe, der løser opgaver af vidt forskellig håndværksmæssig og teknisk karakter.

Værkstederne og laboratorierne er placeret under Erhverv & Innovation, som er en nyetableret enhed på det Kongelige Akademi. Foruden værkstederne og laboratorierne er Erhverv og innovation ansvarlig for at udvikle og udbygge Det Kongelige Akademis tværgående strategiske samarbejder, Det Kongelige Akademis efter- og videreuddannelsesvirksomhed samt tværgående funktioner såsom udstillingsaktiviteter.

Nærmere info om de enkelte værksteder og laboratorier findes her: https://kglakademi.dk/vaerksteder-og-laboratorier

Om stillingen

Som leder af akademiets LAB og værksteder referer du til erhvervsdirektøren og er ansvarlig for enhedens personale, budget, drift og udvikling, herunder at sikre at enheden bidrager til Det Kongelig Akademis overordnede vision og strategi. Det indebærer blandt andet følgende:

  • Ledelse og udvikling af LAB og værksteder, såvel strategisk som taktisk og operationelt
  • Ledelse af medarbejdere
  • Udvikle eksterne samarbejder, herunder tiltrække finansiering og ekstern funding
  • Udbygge værkstedernes og laboratoriernes teknologiske kapacitet og kompetencer
  • Optimere synergien internt i enheden og til de faglige miljøer
  • Administrative opgaver i relation til drift, økonomi og planlægning, herunder planlægning og organisering af undervisning og interne og eksterne brugeres adgang til værksteder og LABs.
  • Implementering af ny ressource- og finansieringsmodel for anvendelse af værkstederne og laboratorierne af forskellige brugere
  • Tæt samarbejde med dekaner og institutledere, blandt andet omkring værkstedernes og laboratoriernes understøttelse af såvel uddannelse som forskning og kunstnerisk udviklingsvirksomhed
  • Tæt samarbejde med de interne faglige miljøer, herunder forskere, undervisere, studerende og udviklingsprojekter
  • Fokus på sikkerhed, optimering af arbejdsprocesser etc.

Kvalifikationskrav

Vi søger en visionær og erfaren leder, der har et godt greb om forandringsledelse i en kompleks organisation og som kan skabe følgeskab både internt og eksternt.

Vi forventer, at du har en relevant videregående uddannelse, dokumenteret ledelseserfaring og at du har skabt resultater i andre organisationer, gerne inden for uddannelses- og forskningssektoren.

Du færdes hjemmevant i en offentlig politisk styret organisation og kan selvstændigt varetage ledelse og udviklingsopgaver i en organisation med mange interessenter såvel internt som eksternt.

Viden om arkitektur, design og/eller et eller flere af fagspecialerne på værkstederne og laboratorierne, vil være en klar fordel men det er ikke et krav. Ved stillingens besættelse vægtes de ledelsesmæssige kompetencer og resultater, og vi forventer, at du har en motiverende og inkluderende ledelsesstil samt at du kan sætte rammer og retning for medarbejderne, når tingene spidser til i forandringssituationer.

Stillingen forudsætter dog teknologisk viden og forståelse, da du skal have øje for, hvordan nye teknologier kan spille sammen med videreudviklingen af Det Kongelige Akademis LABs og værksteder og hvordan teknologi kan bidrage til Det Kongelige Akademis overordnede strategi og vision. 

Som person er du resultatorienteret, har gennemslagskraft og er interesseret i ledelse og udvikling. Du er analytisk og tænker strategisk både snævert i forhold til dit eget ledelsesområde og bredt i forhold Det Kongelig Akademi og omverdenen. Du er desuden god til at samarbejde med erhvervsliv, myndigheder m.fl. og indgår naturligt i samarbejde med mange forskellige mennesker. Endeligt er du god til at netværke og kan kommunikere klart på såvel dansk som engelsk.

Vi tilbyder

Vi tilbyder et kreativt, engageret, visionært og udviklende uddannelses- og forskningsmiljø på en international anerkendt uddannelsesinstitution med høje ambitioner.

Vi lægger vægt på et godt kollegialt samarbejde med rum til gensidig inspiration og sparring. Du vil få et tæt samarbejde med erhvervsdirektøren, dekanerne, institutlederne og de administrative ledere.

Vi tilbyder et unikt arbejdsmiljø med afsæt i Det Kongelige Akademis tre adresser på Holmen, på Esplanaden og i Nexø. Din daglige base vil være på Holmen.

Løn og ansættelsesforhold

Stillingen er en varig fuldtidsstilling og ansættelse sker som chefkonsulent med personaleledelse i henhold til bilag 4a i overenskomsten for akademikere i staten indgået mellem Finansministeriet og en række AC-organisationer.

Basislønnen i stillingen udgør 670.023 kr. årligt inkl. pensionsbidrag (17,1%) i aktuelt lønniveau (niveau pr. 1. april 2021). Der er mulighed for forhandling af løntillæg afhængig af dine kompetencer og erfaringer.

Ansøgningen

Ansøgning bilagt CV og uddannelsesdiplom skal sendes elektronisk via knappen ”Søg stillingen”, så den er Det Kongelige Akademi i hænde senest søndag den 22. august 2021. Ansøgningsmateriale modtaget efter ansøgningsfristen vil ikke blive taget i betragtning.

Vi forventer at holde første samtalerunde i uge 35. Vi anvender ekstern konsulentbistand i forbindelse med ansættelsen samt personlighedstest.

Yderligere oplysninger

Oplysninger om stillingens faglige indhold kan fås ved henvendelse til Erhvervsdirektør Irene Lønne på tlf.: 4170 1754 eller e-mail irlo@kglakademi.dk.

Oplysninger om ansøgningsproces og e-rekrutteringssystemet kan fås ved henvendelse til personalejurist Sine Kildevang Madsen på tlf.: 4170 1815 eller mail skmad@kglakademi.dk.

Du kan læse mere om Det Kongelige Akademi på www.kglakademi.dk.

Det Kongelige Akademi er en mangfoldig arbejdsplads, som anser diversitet for at være en styrke. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede og interesserede ansøgere til at søge stillingen.

Skriv venligst i ansøgningen, at du har set jobbet på Jobfinder.

Om Det Kongelige Akademi

Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering er et internationalt anerkendt akademi, der uddanner professionelt kreative kandidater til højeste niveau og udvikler ny viden, der skaber værdi for samfundet og arbejdsmarkedet. Det Kongelige Akademi er en statsinstitution under Uddannelses- og Forskningsministeriet og har ca. 1.700 studerende og 350 medarbejderårsværk. Læs mere om Det Kongelige Akademi på vores hjemmeside www.kglakademi.dk.