Halsnæs Kommune søger ny chef for området By og Miljø. By og Miljø er i høj grad med til at præge kommunens udvikling og vækst. Området er bl.a. med til at sætte et stort aftryk på fremtidens Halsnæs Kommune i nogle af de store projekter der ligger forude, f.eks. videreudviklingen af Hundested og i styring af den meget store investeringsvilje fra private aktører, som kommunen oplever pt. Samtidig spiller By og Miljø en stor rolle i at beskytte vores smukke natur og historiske bygninger. 

Først og fremmest skal vores nye chef have lyst til at være med til at skabe en god arbejdsplads med dygtigt udført ledelse, hvor medarbejdere og ledere kan og vil arbejde i samme retning. For det andet skal chefen kunne håndtere og mestre en bred vifte af opgaver: sætte dagsordenen på fagområdet, servicere det politiske udvalg, holde styr på økonomien, kommunikere og understøtte en god drift. Samtidig skal chefen kunne omsætte den omfattende og komplekse lovgivning på området til gode løsninger, der giver værdi for kommunen og borgerne, og dermed sikre at de politiske mål bliver realiseret. Der er mange bolde i luften og mange nye initiativer, som vores nye chef kan være med til at præge.
Kommunen er præget af et godt og samarbejdende politisk miljø, der har tradition for at bakke op om de strategiske langtidsbeslutninger, der er truffet.

Vil du med til en af Danmarks smukkeste kommuner og have mulighed for at gøre en
reel forskel? Læs stillings- og personprofilen og søg stillingen senest d. 2. maj

Om Halsnæs Kommune
Halsnæs er ikke som alle andre. Halsnæs byder på rå, nærværende og autentiske oplevelser i Kongernes Nordsjælland, der giver enestående muligheder for at udfolde sig. Halsnæs er ikke for fint, og det føles ægte. I Halsnæs byder vi folk indenfor i en afslappet stemning, hvor alle kan deltage og være sig selv.

Halsnæs Kommune er en moderne og rummelig arbejdsplads i stadig forandring. Vi er en røgfri arbejdsplads fra 1. august 2020. Læs mere om Halsnæs Kommune på www.halsnaes.dk eller på vores LinkedIn-profil. Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.