Jobbet "Bygge-anlægsfaglig projektleder" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

AffaldVarme Aarhus søger en innovativ bygge-anlægsfaglig projektleder til affaldsområdet

Vi søger en erfaren og nytænkende projektleder til vores kontor i Brabrand. Vil du være med til at opføre en ny genbrugsstation i verdensklasse? Og motiveres du af at flytte grænser for, hvad der er muligt at genbruge af byggematerialer? Så er du måske vores nye medarbejder.

Som vores nye projektleder på affaldsområdet er din vigtigste opgave at opføre en ny genbrugsstation i Lisbjerg. Byggeriets udtryk og konstruktion skal demonstrere mulighederne for genanvendelse af affald – og det er dig, der står i spidsen for etableringen og for at bevise, hvad der er muligt. Din erfaring med bygge-anlægsopgaver gør, at du ved, at gode løsninger skabes i samarbejde med byggeriets parter – bygherrer, brugere, entreprenører og rådgivere.
Du bliver en del af et team på 12 personer i funktionsområdet Plan og Projekt, Genbrug og Energi i AffaldVarme Aarhus. Vi arbejder med udviklingsopgaver, strategiske opgaver og projektledelse indenfor affaldsområdet. Dine kommende kolleger har i øjeblikket travlt med opgaver som anlæg af nedgravede containere i Aarhus midtby, rådgivning om affaldsløsninger til bygherrer og myndighedsbehandling, byggeaffald, flytning af Reuse til Sydhavnen, affaldsplanlægning og meget mere.

Dine opgaver og succeskriterier
De første to år vil din primære opgave være opførelsen af en ny genbrugsstation i Lisbjerg, hvor affald ses som en ressource, der kan erstatte andre traditionelle byggematerialer i byggeriet. Din erfaring fra styring af byggeriets faser herunder udbudsregler, kontrakt- og økonomistyring koblet med din interesse for materialer og muligheder i genanvendelse bruger du til at skabe nytænkende løsninger.

Du skal ikke være projekterende, men den, der koordinerer og leder processen for AffaldVarme Aarhus i samarbejde med en tilknyttet rådgiver. Skitseforslaget til genbrugsstationen er udarbejdet og den næste opgave er gennemførelse af udbudsprocesser på rådgiver- og entreprenørydelsen.

Udover projektledelse på genbrugsstationen vil der løbende være andre bygge-anlægstekniske opgaver i afdelingen. Det kunne f.eks. være anlæg af offentlige, nedgravede containere, interne bygge-anlægsopgaver og bidragyder til andre projekter.

Afdelingen går en spændende fremtid i møde. Både på europæisk og nationalt plan arbejdes der på at øge genanvendelsesmålene for affald og at indtænke ressourcer, materialer og affald i den cirkulære økonomi. Derfor skal vi i de kommende år være en del af denne omstilling og i vores projekter og strategiske opgaver arbejde i retning af et mere bæredygtigt Aarhus, med fokus på miljø, service og økonomi.  

Samtidig kommer du med på en spændende rejse, når AffaldVarme Aarhus efter al sandsynlighed bliver selskabsgjort om nogle få år.

Din profil

Fagligt har du:

  • En bygge-anlægsteknisk baggrund, sandsynligvis som ingeniør.
  • Solid dokumenteret erfaring med byggeriets faser fra idé til byggeriet står færdigt, gerne fra rådgiver- eller entreprenørbranchen.
  • Styr på rammesætning af bygge-anlægsopgaver som AB18, udbudsregler og økonomistyring - du kommer til at samarbejde med vores indkøbsafdeling om udbudsprocesser.

Personligt er du:

  • En, der ikke kan lade være med at udfordre ”plejer” og interesserer sig for bæredygtighed.
  • En tydelig projektleder, der sikrer fremdrift, har styr på økonomien, holder tidsplaner og sikrer løbende projektopfølgning og dokumentation.
  • En projektleder med godt overblik over processen i et byggeri og som er god til at koordinere byggeriets parter.
  • En venlig projektleder med autoritet, der naturligt inddrager samarbejdspartnere i dit arbejde.
  • En god kommunikator i skrift og tale.

Vi tilbyder

  • En varieret og udfordrende hverdag i en organisation, der arbejder ambitiøst med vores mål om genbrug, genanvendelse og cirkulær økonomi.
  • Gode personlige og faglige udviklingsmuligheder, som din nærmeste leder understøtter.
  • Gode muligheder for at præge jobindholdet og arbejde selvstændigt.    
  • En dagligdag kendetegnet af en høj faglighed og et godt og uformelt arbejdsklima.

Om afdelingen
Genbrug og Energi varetager alle opgaver i Aarhus Kommune relateret til indsamling af privat affald, genbrugsstationer, behandlingsanlæg m.v. Afdelingen omfatter 4 funktionsområder; Affaldsindsamling, Affaldscentret og Biomassefyret Kraftvarmeværk, Genbrugsstationer samt Plan og Projekt. 

Ansættelsesvilkår 
Tiltrædelse - snarest muligt og senest den 1. august 2019.
Aflønning sker efter principperne om ”Ny løn” og i henhold til gældende overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og den forhandlingsberettigede organisation. 
Arbejdstiden udgør 37 timer om ugen.
Arbejdssted er Karen Blixens Boulevard 7, 8220 Brabrand.

Ansøgning
Stillinger i Aarhus Kommune skal søges online. Klik på linket og følg instruktionerne for at søge den ledige stilling. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.

Ansøgning og CV skal være os i hænde senest den 20. juni 2019.

Vi forventer at holde samtaler den 25. juni 2019.

Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder for Plan og Projekt Gitte Tholstrup Kaalby på 2920 9346.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder