Jobbet "BI-udviklere" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

BI-udviklere til Styrelsen for It og Læring

Vi søger nu 2 BI-udviklere, der i et agilt setup vil skabe datagrundlaget for politiske beslutninger og understøtte udviklingen på undervisningsområdet.  

Velkommen til Styrelsen for It og Læring 
Du får din hverdag sammen med 25 kolleger i Center for Data og Analyse (CDA), som hører under Styrelsen for It og Læring. Her indgår du i et team på 7 udviklere og projektledere, som arbejder med centrets datavarehus og øvrige systemunderstøttelse. Vi sidder side om side med eksterne konsulenter fra Netcompany for at skabe det bedst mulige agile udviklingsmiljø, og vi bruger Scrum i processen. 

Vi udvikler og vedligeholder vores datavarehus med statistiske data på undervisningsområdet - www.uddannelsesstatistik.dk, der månedligt har op mod 10.000 brugere. Datavarehuset benyttes af både analytikere i ministeriet, skoler og institutioner samt den øvrige offentlighed og danner dermed grundlag for udviklingen i undervisningssektoren. 

Bliv endnu dygtigere til BI og datavarehuse 
Som BI-udvikler får du en bred indsigt i vores forskellige Microsoft BI-værktøjer, vores SQL-serverplatform og statistikdata. Vi forestiller os, at du vil komme til at fokusere på ét af følgende 2 arbejdsområder: 
 
1. Dataudtræk og databehandling  
Du er med til at udvikle og opbygge datavarehusets datagrundlag, så det dækker hele undervisningsområdet. Det indebærer, at du: 

  • indlæser kildedata fra forskellige studieadministrative systemer fra hele skoleområdet og interne centrale fagsystemer  
  • laver databehandling og datamodellering samt ETL-udvikling  
  • udvikler bedre og mere automatiseret kvalitetssikring - fx automatiserede test af datakvaliteten og af datavarehusets rapporter m.v.

2. Udvikling af uddannelsesstatistik
Du er med til at formidle data på baggrund af behovene i ministeriet, kommuner, skoler og andre aktører i undervisningssektoren. Det indebærer, at du: 

  • står for udvikling af kuber, rapporter og anden BI-udvikling i Microsofts BI-værktøjer 
  • samarbejder med eksterne konsulenter om udarbejdelse af kravspecifikationer til udviklingsønsker  
  • kvalitetssikrer, tester og dokumenterer dine løsninger  
  • deltager i projekter målrettet specifikke brugerønsker, fx kortvisninger, dashboards, analytics, m.v.  

Vi understøtter din faglige udvikling 
Du bliver en del af et professionelt IT- og datamiljø, hvor du sparrer med ligesindede fageksperter på tværs af vores afdelinger. Dermed får du rig mulighed for at udvikle dine kompetencer inden for BI og statistisk databehandling. Vi har desuden et rigtig godt socialt miljø, hvor vi lægger vægt på en god work-life balance, samtidig med at vi har høje forventninger til dit faglige niveau og til dine samarbejdsevner.  

Nysgerrig BI-udvikler med ambitioner 
Måske har du en profil, der dækker begge ovenstående opgaveområder, eller også ønsker du at specialisere dig i ét af dem. Fortæl os i din ansøgning, hvordan du ser dig selv.

  • Du har en videregående uddannelse inden for fx IT, økonomi, ingeniørfaget el.lign.  
  • Er du interesseret i stillingen til dataudtræk og databehandling, ser vi gerne, at du har nogle års erfaring, men interesserer du dig for stillingen til udvikling af uddannelsesstatistik, kan du eventuelt være nyuddannet med erfaring fra et relevant studiejob 
  • Du har lysten og motivationen til at lære. Det er selvfølgelig vigtigt, at du har forståelse og interesse for at arbejde med statistiske data, men der vil være en grundig introduktion til fagområdet, når du starter. 

Det er desuden en stor fordel, hvis du har arbejdet med Microsoft’s SQL og BI platform, herunder også gerne formidling af statistikdata med rapporteringsværktøjer som fx Reporting services, Targit, Power BI el.lign.  

Lyder det som noget for dig? 
Du er velkommen til at kontakte os for at høre nærmere om stillingen ved at ringe til kontorchef Jesper Lund på telefon 35 87 88 74 eller sende en e-mail til jesper.lund@stil.dk

Løn og ansættelse 
Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i forhold til gældende overenskomst i staten med mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg. 

Stillingen ønskes besat pr. 1. januar 2019. 

Ansættelsesstedet er Vester Voldgade 123, 1552 København V. 

Ansøgning 
Ansøgningsfristen er mandag den 4. november 2018. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 46 og 47. 

Din ansøgning sendes elektronisk og skal indeholde CV og dokumentation for uddannelse (eksamensbevis).  Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.

I Styrelsen for It og Læring ønsker vi en sammensætning af medarbejdere, der afspejler det omgivende samfund, og vi vurderer udelukkende ansøgere på baggrund af kvalifikationer og kompetencer. 

Læs mere om Styrelsen for It og Læring her og mød en medarbejder.