Du får en mangeartet stilling, hvor du løser opgaver i spændingsfeltet mellem teknik, jura, logistik og kommunikation. Det vil ske i tæt samarbejde med interne fagligheder og i direkte kontakt med borgere rundt omkring i Danmark. Der er tale om en ny funktion på arealerhvervelsesområdet i Banedanmark, og du vil derfor få mulighed for selv at sætte dit præg på opgaverne.

Banedanmark står over for realisering af en omfattende infrastrukturplan, som sætter et synligt aftryk på samfundet i mange generationer frem. Den omfatter elektrificering, digitale signaler, hastighedsopgradering samt nye og ombyggede jernbanelinjer og stationer. Til det formål skal vi erhverve arealer og rettigheder gennem ekspropriation og frivillige aftaler.

Du vil komme til at beskæftige dig med alle aspekter af arealerhvervelse dels selvstændigt, dels i samarbejde med bl.a. landinspektører og GIS-specialister. Opgaverne vil omfatte:

  • Koordinering af ekspropriations- og taksationsforretninger til kommissariaterne, herunder indmeldinger og arrangering af borger- og lodsejermøder samt besigtigelses- og ekspropriationsforretninger
  • Assistance i forhold til matrikulært arbejde og areal- og rettighedserhvervelse ved varetagelse af store dele af processen omkring fremskaffelse og fremsendelse af materiale til kommissariaterne
  • Direkte kontakt til lodsejere og sagsbehandling i den sammenhæng, herunder varsling og afregning
  • Compliance og overblik over sagsforløb og arealerhvervelser, herunder sagsoprettelser og journalisering

Arbejdet er projektorienteret med tæt kontakt til projektmedarbejdere fra andre områder, mens du selv indgår i den faglige afdeling for arealerhvervelse, Arealer & Miljø, hvor du vil være tilknyttet et specialiseret team, der arbejder på både større og mindre anlægsprojekter.

Du skal forvente rejseaktivitet i mindre omfang, da vi løser opgaver i hele landet.

Flair for teknik og god ordenssans
Du har en uddannelse som kort- og landmålingstekniker, teknisk designer, kontorassistent eller lignende. Du har eventuelt tidligere erfaring fra et privatpraktiserende landinspektørfirma, et rådgivningsfirma, en kommune indenfor Teknik & Miljø eller du har interesse eller flair for det tekniske område.

Det vil være en fordel, hvis du har kendskab til matrikulært arbejde og/eller areal- og rettighedserhvervelse, men det er ikke et krav. Du kan således være nyuddannet eller have mange års erfaring bag dig – vi tilpasser opgaver og ansvar efter dit nuværende ståsted.

Det er vigtigt, at du har lyst til at arbejde i en ny funktion samtidigt med at du aktivt bidrager til opbygningen af den. Det betyder i praksis også, at du skal kunne trives med selv at tage initiativ og strukturere opgaverne, også på områder, der endnu ikke er veldefineret.

Vi forventer, at du er god til at kommunikere mundtligt og skriftligt med borgere, kollegaer og samarbejdspartnere samt har en god ordenssans og er serviceminded. Det vil være en fordel, hvis du har flair for IT og eventuelt praktisk erfaring med anvendelse af GIS.

Velkommen til Arealer og Miljø - din nye arbejdsplads
I Arealer & Miljø vil vi gerne sørge for, at du falder godt på plads i den nye rolle. Derfor prioriterer vi, at du får en grundig introduktion gennem vores velkomstprogram, en række opstartsmøder med dine nærmeste kollegaer og en mentor, som vil være der for dig i den første tid.

Du bliver en del af sektionen Arealer & Miljø, hvor du får mere end 25 kompetente og engagerede kollegaer, som bl.a. sikrer, at Banedanmark rettidigt opnår de miljøgodkendelser og arealerhvervelser, der er nødvendige for at realisere den ambitiøse infrastrukturplan. Her bliver du en del af et hold, der sætter pris på kollegialt fællesskab, hjælpsomhed og faglig sparring. Samtidig giver vi plads til dig som individ, så du selv får mulighed for at sætte rammerne for din faglighed, kompetenceudvikling og opgaver.

Vi er forankret i Banedanmarks hovedkvarter i København, men også i Fredericia. Du må gerne i ansøgningen markere om du ønsker ansættelsessted i København eller Fredericia.

Dine løn- og ansættelsesvilkår
Du ansættes efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og AC. Lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer. 

Ansøgning og kontakt
Send venligst din ansøgning med CV via "Ansøg" linket. Ansøgningsfristen er 7. august 2022, kl. 23.59.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte teamleder Bo Mørkbak, tlf.: 29770433 eller sektionschef Anne Birgitte Hansen, tlf.: 53589817.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.

Vi glæder os til at høre fra dig.