Gå til hovedindhold

Vil du være med til at udbygge Danmarks største fjernkølingssystem og sikre grøn, sikker og billig fjernkøling til ejendomme i København?

HOFOR leverer køling til store erhvervsejendomme i København. Kunderne kan opnå en økonomisk besparelse på op til 40% og en reduktion i CO2-udledningen på op til 70% ved at vælge fjernkøling fra HOFOR frem for traditionelle køleanlæg. Forretningsområdet Fjernkøling er i solid vækst, og der investeres samlet for mellem 50-100 mio. kr. årligt i ledninger, ejendomme og produktion.  
 
Vi har nu brug for en Asset Manager.  
 
Ansvar for teknisk/økonomisk optimal drift af Fjernkøling   
Siden selskabets grundlæggelse i 2009 er der blevet investeret massivt i forretningsområdet og som Asset Manager i Fjernkøling, får du ansvaret for at udvikle, drive, vedligeholde og opgradere HOFOR Fjernkølings kølemaskiner, rørledninger, kundeinstallationer, grunde og ejendomme.  
 
Du får ansvaret for at implementere og udvikle Asset Management på fjernkølingsområdet, hvilket først og fremmest kræver et tæt samarbejde med køleingeniører, sælgere, drift, kunder og leverandører. Der er allerede et solidt fagligt udgangspunkt, da vi i mange år har arbejdet med risikohåndtering, investeringsplanlægning og vedligeholdelsesplanlægning. HOFOR har netop vedtaget en samlet og fælles AM politik, og du vil få ansvar for at forankre denne i Fjernkøling. 
 
I Fjernkølingsafdelingen får du i alt 11 kolleger, hvoraf ni er fuldtidsansatte og to er studentermedhjælpere. Sammen har vi det overordnede ansvar for salg, produktion og leverance af fjernkøling til kunderne. Vi arbejder tæt sammen i afdelingen, og den løbende koordinering betyder meget for vores succes. Vi har høje forventninger til hinanden, og vi har en spændende og meget varieret hverdag.  
 
Dine opgaver vil omfatte: 

  • Sikre en solid og teknisk/økonomisk optimal drift af fjernkølingsledninger, kølecentraler og ejendomme  
  • Udarbejde og vedligeholde AM-planer i samarbejde med sælgere, køleingeniører og drift 
  • Udarbejde budgetter og regnskaber for vedligehold og reinvesteringer  
  • Sikre gennemførsel af forebyggende vedligehold jf. planerne  
  • Være projektleder på mindre geninvesteringsprojekter  
  • Vurdere og håndtere risici 
  • Planlægge og sørge for rettidig udskiftning af energimålere hos kunder 
  • Bidrage til andre tværgående opgaver i forretningsområdet Fjernkøling 

I HOFOR arbejder vi struktureret med både personlig og faglig udvikling. Som en del af rollen som Asset Manager vil du derfor få uddannelse og certificering i Asset Management, hvis du ikke har det i forvejen.  
 
Asset Manager med kendskab til tekniske anlæg og gode samarbejdsevner   
Vi forestiller os, at du har en uddannelse som maskinmester, ingeniør eller lignende, og har erfaring med drift og vedligehold af store tekniske anlæg. Du har et højt fagligt niveau og sans for detaljen. Du arbejder resultatorienteret og udnytter din tekniske forståelse samt dine samarbejds- og kommunikationsevner til at nå dine mål.
 
Vi forestiller os, at du har erfaring med eller kendskab til:

  • Risikostyring og -håndtering på tekniske anlæg   
  • Vedligeholdelsesplanlægning og investeringsplanlægning 
  • Business cases og livscyklusøkonomi for tekniske anlæg 
  • Håndtering af leverandører og andre interessenter 
  • Projektledelse og projektgennemførelse  

Da du kommer til at indgå i en selvstændig forretningsenhed, er det afgørende, at du har en stærk forretningsforståelse. Du har en diplomatisk fremtoning og kan se muligheder, hvor andre ser begrænsninger. Du har gåpåmod og arbejder selvstændigt og vedholdende for at opnå et godt resultat. Det er desuden vigtigt, at du trives med at løse flere opgaver på en gang og er fleksibel med at løse de opgaver, der er nødvendige for at sikre grøn, sikker og billig fjernkøling til vore kunder.  
 
Du kommer til at arbejde sammen med kolleger med tilsvarende opgaver i andre forretningsområder. Det er derfor vigtigt, at du har lyst til at arbejde sammen med mange faggrupper og personer. Men du kommer også til at arbejde meget selvstændigt med planlægning og gennemførelse af afdelingens projekter. 
 
Ansøgning og kontakt  
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte fjerkølingschef Flemming Birck Pedersen på telefon 2795 2152. 
 
Ansøgningsfristen er den 1. december 2018. 
 
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler løbende, og opfordrer dig derfor til at sende din ansøgning hurtigst muligt. 
 
Ansættelse efter nærmere aftale. 
 
Vær venligst opmærksom på, at ansøgninger kun modtages gennem vores online rekrutteringssystem. Send din ansøgning ved at klikke på ”Ansøg”. 

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder