En fleksibel arbejdsplads med en stærk vision

Glæd dig til at blive en del af en organisation med et meningsfuldt formål, som med visionen ”Grøn energi for en bedre verden” arbejder for, at vi når i mål med den grønne omstilling. Vi er nysgerrige, åbne og vægter samarbejde og inddragelse højt, samtidig med at vi har stort fokus på løbende udvikling og læring. I tråd med vores værdier ”mod” og ”tillid” er Energinet en fleksibel arbejdsplads med stor mulighed for indflydelse på, hvor og hvornår du løser dine arbejdsopgaver i en god balance mellem egne ønsker og værdiskabelsen for Energinet.

Fokus på beregninger og analyse

Du bliver en del af afdelingen Asset Teknik, som tæller 17 kolleger, hvis vigtigste opgave er at deltage i nye anlægsprojekter og sikre implementering af driftserfaringer med fokus på livscyklusomkostninger.

Konkret bidrager du med at beregne og koordinere relæbeskyttelse i hele Energinet og dermed sikre, at beskyttelsen af vores anlæg fungerer effektivt. Det gør du ved at gennemføre selektivitetsberegninger og definere parametre for relæbeskyttelsen på såvel eksisterende anlæg som nye anlæg - herunder hvordan tilslutningen af nye anlæg påvirker de eksisterende anlæg. Du bidrager således primært med den analytiske del af arbejdet, som hovedsageligt foregår ved skrivebordet. Arbejdet omfatter desuden udviklingsopgaver inden for fx standardisering og automationsstandarder samt videreudvikling af relædatabasen.

Du får en bred kontaktflade på tværs af Energinet, især til anlægsprojekterne og de andre afdelinger i Asset-området, og du er således garant for sammenhæng i leverancekæden lige fra modning, standardisering og etablering til drift og vedligehold. I Asset-området er er der stor fokus på vidensdeling og samarbejde på tværs. Derfor har vi etableret formaliserede fagmiljøer - bl.a. et fagmiljø for relæbeskyttelse, som du indgår i. Her analyserer vi fx relæbeskyttelsens funktion ved hændelser i nettet og bidrager med nye løsningsmuligheder.

Specialist med lyst til samarbejde

Du har en baggrund som stærkstrømsingeniør og har gerne erfaring fra tidligere job, hvor du har arbejdet med relæberegninger. Alternativt er du nyuddannet med lyst og potentiale til at dygtiggøre dig inden for relæbeskyttelse. Vi forestiller os desuden, at du fra studie eller tidligere job har erfaring med simuleringer i DIgSILENT PowerFactory eller lignende simuleringsværktøjer – særligt kortslutningsberegninger.

Som person er du samarbejdsorienteret og har en konstruktiv og løsningsorienteret tilgang til samarbejdet i projekterne. Du brænder for teknikken og de faglige udfordringer, men motiveres også af samarbejdet på tværs af organisationen.

Ansøgning og kontakt

Send din ansøgning med cv og andre relevante bilag via linket ”send ansøgning”, så vi har den senest 9. november 2020. Vi forventer at holde samtaler 18. november 2020. Har du spørgsmål til jobbet, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Jacob Devantier Larsen på telefon 21 79 21 40. Du kan læse mere om vores virksomhed på www.energinet.dk.

Energinet Eltransmission A/S har til opgave at udvikle, bygge, eje og drive det nødvendige eltransmissionsnet og stille det til rådighed for systemansvaret med den rette kapacitet, i den rette kvalitet, så omkostningseffektivt som muligt og således, at anlægget kan udnyttes optimalt og sikkert. Vi sikrer optimal Asset Management ved at have fokus på anlæggenes samlede levetid - fra vugge til grav. Vi er et datterselskab i Energinet-koncernen, som varetager samfundets interesser, når Danmark skal forsynes med el og gas, og energisystemet omstilles til grøn energi. Vores kultur hænger tæt sammen med vores samfundsansvar, og vi arbejder aktivt med FN’s verdensmål omkring bæredygtig energi, klimaindsats, partnerskaber for handling samt industri, innovation og infrastruktur. Ved at vise vejen for grøn omstilling kan vi være med til at løse den globale klimaudfordring. Nye løsninger kræver, at vi evner at se problemstillinger fra mange vinkler, og derfor er mangfoldighed et nøgleord i vores kultur. Vi bestræber os på at lytte, involvere og dele vores viden. Med afsæt i værdierne mod og tillid lægger vi vægt på hele tiden at udvikle os som organisation og som mennesker. 

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.